Danmark og Grønland ét skridt nærmere Nordpolen
Den svenske isbryder Oden er netop vendt hjem fra et vellykket togt til Nordpolen. Data fra denne ekspedition og fra et tidligere togt i april i år med Danmarks canadiske samarbejdspartnere forventes at vise, at der er basis for, at Rigsfællesskabet kan basere et krav på kontinentalsoklen ud fra Lomonosov-ryggen, ind over Nordpolen.
– Meget tyder på, at Rigsfællesskabet er rykket ét vigtigt skridt nærmere et krav på kontinentalsoklen ind over Nordpolen, siger videnskabsminister Helge Sander.
– På trods af svære isforhold har meldingerne fra Oden-ekspeditionen været overvejende positive, og vi skulle gerne have fået indsamlet de data, vi regnede med. Dette lover godt for underbyggelsen af vores krav, siger Helge Sander.
Oden-togtet blev indledt den 31. juli i år. Indsamlingen af data har til formål at tilvejebringe dokumentation for Danmarks og Grønlands eventuelle krav om udvidelse af kontinentalsoklen i området nord for Grønland.
Kontinentalsokkelprojektet blev iværksat i 2002 og skal dokumentere Rigsfællesskabets rettigheder til at udnytte ressourceforekomster på og under havbunden omkring Grønland og Færøerne.
Der er tale om fem relevante områder i Nordatlanten, to områder ved Færøerne samt tre områder ved Grønland, heraf ét nord for Grønland.
Rigsfællesskabet har på nuværende tidspunkt indleveret dokumentation for ét krav. Denne dokumentation vedrører området nord for Færøerne og blev indleveret den 1. maj i år.
For mere information om kontinentalsokkelprojektet, se www.a76.dk.
For yderligere kommentarer fra videnskabsminister Helge Sander kontakt informationschef Allan Boldt, tlf.: 3392 9739, abo@vtu.dk.
For yderligere information om dataindsamlingsprojekterne kontakt kontorchef Thorkild Meedom, tlf.: 3392 9930, tme@vtu.dk.
Handlinger tilknyttet webside