Presseinvitation: Danmark og Sverige indgår fredag aftale om europæisk forskningsanlæg til 11 mia. kr.
Repræsentanter for medierne inviteres til pressemøde i forbindelse med underskrivelsen af dansk-svensk aftale:
Fredag den 3. april kl. 9.30
Hotel Hilton v/Københavns lufthavn
Lokale: Ellehammer Ballroom 1
Sveriges undervisnings- og forskningsminister Lars Leijonborg og Danmarks videnskabsminister Helge Sander underskriver aftalen om et dansk medværtsskab for ESS og besvarer spørgsmål fra medierne om aftalen.
I aftalen fastlægges blandt andet den danske medfinansiering som medvært for det europæiske forskningsanlæg ESS, som de to lande arbejder for at få placeret i Lund og Øresundsregionen.
ESS – European Spallation Source – vil være et forskningsanlæg i verdensklasse, som de to landes regeringer forudser vil give en meget positiv effekt, både forsknings-, innovations- og uddannelsesmæssigt for Øresundsregionen og for Sverige og Danmark som helhed.
ESS vil blive verdens stærkeste neutronkilde, som blandt andet vil understøtte forskningsområderne biotek, medicin, pharmaci og telekommunikation.
ESS-anlægget kan sammenlignes med et røntgenapparat, der kan gennemlyse kroppen og vise knoglerne. Neutronspredning kan gennemlyse både hårde og bløde materialer, så man kan opnå ny viden og indsigt gennem billeder og film af kemiske, fysiske og biologiske processer.
Handlinger tilknyttet webside