Presseinvitation: Forskningskommunikationsprisen og åbningen af Forskningens Døgn '09
14. april 2009
Repræsentanter fra danske medier inviteres til at deltage i uddelingen af Videnskabsministeriets formidlingspris, Forskningskommunikationsprisen 2009 og åbningen af Forskningens Døgn.
Arrangementet finder sted:
torsdag den 23. april 2009 kl. 12.00
På Syddansk Universitet
auditorium 100 – ved hovedindgangen
Campusvej 55, 5230 Odense M
Mød landets skarpeste hjerner og kommunikatører
Prisen på 100.000 kr. overrækkes af videnskabsminister Helge Sander til en forsker, som gennem kompetent formidling formår at få sin forskning ud til et bredt publikum.
I år er tre interessante forskerprofiler nomineret:
- Ole Kongsted, seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek, der bruger sin baggrund som musiker, når han formidler sin musikforskning
- Maja Horst, lektor og ph.d. ved Copenhagen Business School, som formår at nytænke forskningsformidling gennem interaktive projekter
- Jesper Ryberg, dr.phil. og professor ved Roskilde Universitet, en aktiv samfundsdebattør inden for etik, straf og kriminalitet
Til arrangementet er der mulighed for at:
- Møde og interviewe videnskabsminister Helge Sander
- Møde og interviewe ambassadør for Forskningens Døgn Anja Philip, videnskabsjournalist og projektchef i Kræftens Bekæmpelse – kendt fra DR2's "Viden Om"
- Møde og interviewe de tre nominerede til Forskningskommunikationsprisen 2009
- Opleve et Forsker Grand Prix, hvor unge forskere dyster om publikums og et nedsat dommerpanels gunst i en duel på god forskningskommunikation
Prisuddelingen er også startskuddet til Forskningens Døgn '09, tre dage i forskningens tegn, hvor cirka 100 institutioner og virksomheder inviterer til flere end 200 gratis arrangementer landet over.
For yderligere information kan pressemedarbejder Charlotte Holst kontaktes på 2211 0200 eller chhh@vtu.dk.
Handlinger tilknyttet webside