Gå til indhold

Rigsfællesskabet gør krav på to gange Danmarks størrelse

01. maj 2009
Efter syv års forskning og dataindsamling har Færøerne og Danmark indleveret dokumentation for, at et stort stykke kontinentalsokkel i Nordatlanten skal tilhøre Rigsfællesskabet.
– Rigsfællesskabet høster nu de første frugter af et yderst vanskeligt forskningsprojekt i Nordatlanten, vi iværksatte for syv år siden, siger videnskabsminister Helge Sander.

Kontinentalsokkelprojektet har bl.a. til formål at dokumentere Rigsfællesskabets rettigheder i forhold til Nordpolen.

– Vi gør nu krav i et område nord for Færøerne, der i areal svarer til to gange Danmarks størrelse. Regeringen har sammen med Færøernes Landsstyre indleveret forskningsdata som dokumentation for kravet til FN's Havretskommission, siger Helge Sander.

Området, der nu gøres krav på, er 87.792 km2 stort, svarende til to gange størrelsen af Danmark.

Norge og Island har overlappende krav inden for samme område. Derfor er der indgået en aftale med de to lande om en forhandlingsløsning, der træder i kraft, hvis FN godkender de tre landes dokumentationsmateriale.

Det har hidtil taget ca. to år at få godkendt krav hos FN efter Havretskonventionen af 1982, men da der pt. er mange lande, som står i kø for at få godkendt deres krav, kan det tage længere tid.

Kontinentalsokkelprojektet blev iværksat i 2002 og skal dokumentere Rigsfællesskabets rettigheder til at udnytte ressourceforekomster på og under havbunden omkring Grønland og Færøerne. Der er tale om fem relevante områder i Nordatlanten, et nord og et syd for Færøerne samt tre områder ved Grønland.


Yderligere kommentarer fra videnskabsminister Helge Sander kan fås ved kontakt til informationschef Allan Boldt, tlf.: 3392 9739, abo@vtu.dk.

Yderligere information om Kontinentalsokkelprojektet kan fås ved henvendelse til kontorchef Thorkild Meedom, tlf.: 3392 9930, tme@vtu.dk.

Handlinger tilknyttet webside