Sander: Obamas forskningspolitik styrker det dansk-amerikanske samarbejde
14. juni 2009
Præsident Barack Obamas nye forsknings- og innovationsstrategi kan blive en klar styrkelse af det dansk-amerikanske samarbejde, sagde videnskabsminister Helge Sander i forbindelse med Folketingets videnskabsudvalgs besøg i USA.
– Præsident Barack Obamas nye forsknings- og innovationsstrategi kan blive en klar styrkelse af det dansk-amerikanske samarbejde, sagde videnskabsminister Helge Sander, da han i forbindelse med Folketingets videnskabsudvalgs besøg i USA talte på Berkeley-universitetet ved San Francisco til repræsentanter for universitetets ledelse og udstationerede danske forskere.
– Vores intellektuelle kapital på energiområdet får nu større aktualitet og kan ombyttes med den viden, som førende amerikanske forskere besidder – og det er der i høj grad brug for, da 99 procent af den nye viden, som vi anvender i den offentlige og private sektor, hentes i udlandet, sagde Helge Sander.
Præsident Obama har netop fremlagt sit forslag til finanslov for 2010, og her foreslås det, at det nationale forskningsbudget øges med 16 procent i forhold til 2008 – herunder flere penge til strategisk forskning inden for blandt andet klima og energi.
Det danske innovationscenter i Silicon Valley har på tre år skabt flere relationer til de mange universiteter og virksomheder i det vestlige USA. Én af succeserne er aftalen med CITRIS på Berkeley, der giver forskere og ph.d.-studerende fra Danmark mulighed for at blive "visiting scholars" på universitetet.
– Denne mulighed for udveksling af forskere og studerende er af stor værdi for Danmark. Derudover håber jeg, at det spirende samarbejde mellem Berkeley-universitetet, Danmarks Tekniske Universitet og Danmarks Teknologiske Institut vil føre til fælles projekter om energieffektivitet. Og via denne videnudveksling håber jeg, at vi kan udvikle fælles projekter, som vil føre til ny innovation, sagde videnskabsminister Helge Sander.
– Over de seneste 30 år har Danmark været i stand til at skabe økonomisk vækst uden et større energiforbrug. Under den første energikrise i 1973 var vi et land, der var næsten 100 procent afhængig af import af energi fra udlandet. I dag er vi en netto-eksportør af energi. Gennem forskning og udvikling kan grønne jobs se dagens lys, sagde Helge Sander.
– Jeg fornemmede både under dette besøg og på den nye administration i Washington, at USA er inde på et meget positivt spor i retning af at præge verdensøkonomien i det 21. århundrede hen imod ren energi. Forhåbentlig bliver denne nye amerikanske politik en drivkraft for en ambitiøs, international aftale ved FN's klimakonference i København til december, siger videnskabsminister Helge Sander.
Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via kommunikationschef Niels Hovmand på mobil: 40828958 eller på e-mail: nho@vtu.dk.
Handlinger tilknyttet webside