Stigende antal højtuddannede ønsker dansk blåstempling
På bare to år er der kommet mere end dobbelt så mange, der skal have godkendt deres udenlandske uddannelse med henblik på arbejde i Danmark. Et stigende antal har en lang videregående uddannelse og søger hertil under "green card"-ordningen.
Det fremgår af videnskabsminister Helge Sanders årlige beretning til Folketinget om vurdering og anerkendelse af udenlandske uddannelseskvalifikationer.
I alt leverede styrelsen CIRIUS under Videnskabsministeriet knap 2.100 vurderinger af udenlandske uddannelser sidste år. Det er mere end en fordobling i forhold til antallet i 2006, og en halv gang flere end i 2007.
– Sidste år var mere end hver tredje af dem, der fik en vurdering, på niveau med en dansk lang videregående uddannelse. Tidligere var det hver fjerde, så tallene viser klart og glædeligvis, at regeringens strategi og indsats for at tiltrække flere gode hoveder virker. Stadig flere højtuddannede ønsker at søge arbejde i Danmark, og det kommer danske virksomheder og dansk velstand til gode, siger Helge Sander.
Hurtigere svar trods flere sager
På trods af den øgede sagsmængde er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ikke steget i CIRIUS. Tværtimod er den gennemsnitlige behandlingstid for denne type sager i 2008 på 27 dage, hvilket er seks dage færre end året før.
En brugerundersøgelse fra 2008 viser samtidig, at der overordnet er stor tilfredshed blandt modtagerne af vurderingerne af de udenlandske uddannelser. Undersøgelsen peger også på, at den danske blåstempling har en positiv effekt på muligheden for at komme i beskæftigelse eller læse videre.
Yderligere kommentarer fra videnskabsminister Helge Sander fås ved henvendelse til informationschef Allan Boldt, tlf.: 3392 9739, abo@vtu.dk.
Yderligere oplysninger om sagerne vedr. godkendelse af udenlandske uddannelser og kvalifikationer fås ved henvendelse til CIRIUS, kontorchef Bente Olsen, tlf.: 3395 7037, bo@ciriusmail.dk.
Handlinger tilknyttet webside