Unge Forskere får deres præmier direkte fra Videnskabsministeriet
13. maj 2009
Videnskabsministeriet vil nu sikre, at vinderne af konkurrencen Unge Forskere modtager deres pengepræmier inden udgangen af måneden.
– Det er en meget kritisabel sag, hvor dygtige unge er kommet i klemme pga. et stort underskud i en forening. Jeg er glad for, at vi nu har fundet en løsning, siger videnskabsminister Helge Sander.
Videnskabsministeriet har tidligere stillet et tilskud på 500.000 kroner i udsigt til foreningen Unge Forskere i år. Det beløb er endnu ikke blevet udbetalt på grund af rod i administrationen hos foreningen.
Videnskabsministeriet har nu indgået en aftale med foreningen om at udbetale pengepræmierne direkte til vinderne. Beløbet til præmierne bliver efterfølgende fratrukket det samlede tilskud.
– Det er aftalt, at foreningen skal oplyse de unges navne, adresser og kontonumre, og jeg kan ikke forestille mig, at det vil tage foreningen lang tid at komme med oplysningerne, så vi inden månedens udløb kan give vinderne deres velfortjente præmier, siger Helge Sander.
Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes gennem pressemedarbejder Charlotte Holst på 2211 0200 eller chhh@vtu.dk.
Handlinger tilknyttet webside