Følgende spørgsmål bliver besvaret nedenfor:
1) Hvad er GEUS' opgave i forhold til etableringen af et slutdepot?
2) Hvilke krav er der stillet til de geologiske forhold for et slutdepot?
3) Hvordan har arbejdet med de geologiske forstudier fundet sted?
4) Hvordan bliver de to undersøgelsesområder fundet?
5) Hvor lang tid varer de nye undersøgelser?
6) Hvornår bliver der truffet beslutning om lokalisering af et slutdepot?
7) Hvad sker der, hvis man ikke kan finde nogle kommuner, der frivilligt vil lægge arealer til de nye undersøgelser?
8) Hvor stor er affaldsmængden på nuværende tidspunkt?
9) Hvor længe er affaldet farligt?
10) Hvorfor skal affaldet graves ned - kan man ikke lade det blive på Risø og passe på det dér, indtil radioaktiviteten er blevet tilpas lav?
11) Hvorfor kan man ikke vente på, at teknologien kan løse problemet - f.eks. ved omdannelse af affaldet til noget mindre radioaktivt materiale eller noget, der kan genbruges?
1) Hvad er GEUS’ opgave i forhold til etableringen af et slutdepot?
GEUS har på grundlag af Folketingets beslutning B90 fra 2018 fået til opgave at gennemføre geologiske undersøgelser af Danmarks undergrund ned til 500 meters dybde. Denne dybde er valgt af hensyn til deponering af de mest langlivede dele af det danske radioaktive affald. GEUS har udarbejdet en plan for undersøgelserne, som forudsætter, at der bliver udført forstudier med gennemgang af eksisterende data for at kortlægge favorable geologiske egenskaber inden egentlige undersøgelser med boringer for at etablere nye data. Det er besluttet, at der skal foretages undersøgelser på mindst to lokaliteter.
GEUS’ forstudier er afgrænset til at beskrive geologiske forhold i 500 meters dybde i hele Danmark og vil ikke pege på mulige specifikke lokaliteter for de egentlige undersøgelser. Det er disse forstudier, der nu offentliggøres.
2) Hvilke krav er der stillet til de geologiske forhold for et slutdepot?
I folketingsbeslutning B90 er kravene til geologiske forhold blevet angivet overordnet. Der skal være tale om geologiske forhold, der er karakteriseret ved at bestå af forekomst af materiale, der har så lav gennemstrømning af vand som muligt, f.eks. ler, kalk eller granit. Forekomsten skal være ensartet uden væsentlige brud i form af sprækker eller forkastninger. Materialet skal være tilstrækkeligt homogent i kemisk og strukturel forstand. Endelig skal de geologiske forhold være stabile på både kort og langt sigt med hensyn til jordrystelser eller jordskælv. Der er forudsat en tykkelse på mere end 100 meter og en sammenhængende udstrækning på flere kilometer for en geologisk forekomst, der skal kunne rumme et slutdepot.
3) Hvordan har arbejdet med de geologiske forstudier fundet sted?
GEUS har opstillet en række kriterier, som er brugt til at vurdere, om de geologiske egenskaber i et område kan forventes at være gunstige for et slutdepot. Under udviklingen af kriterier har GEUS indhentet rådgivning fra internationale eksperter i Storbritannien (Radioactive Waste Management) og Schweiz (NAGRA, nationalt partnerskab for deponering af radioaktivt affald). Målet har været at kortlægge hele den danske undergrund ned til 500 meters dybde ud fra eksisterende data. Dette materiale er dokumenteret i de ni rapporter, som GEUS fremlægger i januar 2022.
4) Hvordan bliver de to undersøgelsesområder fundet?
Uddannelses- og Forskningsministeriet vil i løbet af 2022 igangsætte en dialogproces, hvor kommuner og lokalsamfund vil blive inviteret til at indgå i et partnerskab, der kan føre til, at der på frivillig basis bliver fundet to lokaliteter til egentlige undersøgelser i en eller flere kommuner. I dialogprocessen kan kommuner m.fl. rejse alle spørgsmål, de måtte finde relevante, f.eks. af teknisk, miljømæssig eller socioøokomisk art.
5) Hvor lang tid varer de nye undersøgelser?
De nye undersøgelser er estimeret til at være ca. tre år. Hertil skal lægges den tid, som dialogprocessen forud for fastlæggelse af undersøgelseslokaliteter vil tage, altså resten af 2022, med forbehold for ændringer.
6) Hvornår bliver der truffet beslutning om lokalisering af et slutdepot?
Det afhænger af, hvornår der er et tilstrækkeligt grundlag for at kunne afgøre, om et slutdepot kan etableres på en given lokalitet. De geologiske forhold kan ikke stå alene, når beslutningen skal træffes.
Foreløbig skal de geologiske undersøgelser gennemføres, hvilket vil tage ca. tre år. Herefter skal resultaterne vurderes og forholdes til affaldsdata, affaldets planlagte behandling og pakning samt depotkoncept. Arbejdet med affaldet kommer til at pågå fra nu af og i hele den periode, hvor affaldet er lagret på Risø-halvøen.
Udviklingen af et slutdepotkoncept skal være afsluttet, og det skal være sandsynliggjort, at kombinationen af anlæg, affald og geologiske forhold tilsammen kan give et sikkerhedsniveau i forhold til strålebeskyttelse og fysisk sikring, som kan opnå godkendelse af de nukleare tilsynsmyndigheder.
Der vil også være behov for at afklare planlægningsmæssige og socioøkonomiske forhold for en værtskommune, inden den endelige beslutning kan træffes.
7) Hvad sker der, hvis man ikke finde nogle kommuner, der frivilligt vil lægge arealer til de nye undersøgelser?
I så tilfælde skal Folketinget inddrages, da der vil være tale om, at en central del af beslutningen fra 2018 ikke kan gennemføres. I sidste ende er det Folketinget, der må finde en løsning.
8) Hvor stor er affaldsmængden på nuværende tidspunkt?
På nuværende tidspunkt er den endelige affaldsmængde til deponering anslået til mellem 10.000 og 15.000 m3. Det svarer til ca. 2 gange Rundetårn.
9. Hvor længe er affaldet farligt?
Formålet med at deponere radioaktivt affald er at isolere det i et depot med en konstruktion, så affaldet ikke udgør en risiko for mennesker og miljø.
Det enkelte affaldsemne vil være karakteriseret som radioaktivt affald, så længe aktivitetsniveauerne i emnet ligger over de fastsatte frigivelsesniveauer for de forskellige radionuklider, som findes i affaldsemnet. De forskellige radionukilder har forskellige halveringstider. Kortlivede nuklider vil henfalde hurtigere end langlivede nuklider og skal således isoleres fra mennesker og miljø kortere tid end langlivede nuklider.
Hvis det er muligt at adskille de kortlivede nuklider fra de langlivede nuklider f.eks. ved at skille det enkelte affaldsemne ad i forskellige materialer el. lign., er det i nogle tilfælde muligt at frigive dele af emnet (til genbrug eller som konventionelt affald). Hvis radionukliderne findes sammen som en integreret del af affaldsemnet, vil det oftest ikke være muligt at frigive de kortlivede radionuklider før de langlivede. Her er det koncentrationen af de langlivede nuklider i emnet, der har betydning for, hvor længe et affaldsemne kan kaldes radioaktivt affald. Dansk Dekommissionering forsøger i størst muligt omfang at frigive dele af de radioaktive emner, hvis disse dele ligger under de fastsatte frigivelsesniveauer.
10. Hvorfor skal affaldet graves ned – kan man ikke lade det blive på Risø og passe på det dér, indtil radioaktiviteten er blevet tilpas lav?
Nej. Affaldet skal i slutdepot, fordi det er en fremgangsmåde, der internationalt er anerkendt som en sikker metode til isolering af affaldet fra mennesker og miljø. Den største sikkerhedsrisiko ved affaldet udgøres af tilgængelighed. Jo mindre tilgængeligt affaldet er, jo mere sikkert er det for mennesker og miljø. Derfor er et slutdepot i undergrunden den foretrukne løsning.
Løsningen med at lade affaldet forblive på Risø vil betyde, at fremtidige generationer bliver pålagt en byrde med at håndtere affaldet, som ikke er rimelig. Den løbende kontrol og inspektion af affaldet kan ikke undgå at udsætte fremtidens personale for - ganske vist små - radioaktivitetsdoser, som er unødvendige.
Danmark er desuden bundet af internationale forpligtelser over for EU og FN til at have etablering af et slutdepot som det endelige mål for den langsigtede løsning for radioaktivt affald.
11. Hvorfor kan man ikke vente på, at teknologien kan løse problemet – f.eks. ved omdannelse af affaldet til noget mindre radioaktivt materiale eller noget, der kan genbruges?
Der er ikke udsigt til, at der sker teknologiske nybrud i en sådan grad, at et slutdepot bliver helt overflødigt. Muligvis kan affaldet reduceres i volumen ved forbrænding og kompaktering, men det kommer aldrig til at forsvinde helt.
Der er i dag omfattende viden om både strålebeskyttelse og deponeringsteknologi til at konstruere en sikker slutdepotløsning med den eksisterende teknologi.
På nuværende tidspunkt er adskillige depoter til kortlivet og mellemlivet radioaktivt affald i drift rundt om i verden. Inden for de næste 10 år forventes de første slutdepoter til langlivet affald og brugt brændsel fra atomkraftværker at blive taget i brug, blandt andet i Finland og Sverige.
En udskydelse af løsningen med henvisning til eventuelle teknologispring i fremtiden vil være i modstrid med et internationalt anerkendt princip om ikke at pålægge fremtidige generationer en byrde med at håndtere radioaktivt affald, som nuværende generationer har frembragt.