SAGER OM DEPONERING AF RADIOAKTIVT AFFALD ER OVERFØRT FRA UDDANNELSES- OG FORSKNINGSMINISTERIET TIL DET NYE MINISTERIUM FOR SAMFUNDSSIKKERHED OG BEREDSKAB. Dette blev besluttet ved regeringsomdannelsen 29. august 2024.
I årene 1957-2000 havde Danmark tre atomreaktorer i drift til forskningsformål på Forskningscenter Risø. I 2003 besluttede Folketinget, at anlæggene skulle afvikles senest i 2023. Siden 2003 er det blevet undersøgt, hvordan radioaktivt affald fra Risø-anlæggene og andre kilder, f.eks. hospitaler, kan opbevares sikkert i fremtiden.
Mellem 2003 og 2018 blev forskellige løsninger i form af et slutdepot eller et langtids-mellemlager overvejet. Et slutdepot betyder, at affaldet bliver deponeret endeligt uden hensigt om senere udtagning. Et langtids-mellemlager betyder, at affaldet opbevares i op til 100 år med henblik på anbringelse i et slutdepot. Danmark er forpligtet til at anbringe radioaktivt affald i et slutdepot efter et EU-direktiv fra 2011, ligesom Danmark har tiltrådt IAEA's fælleskonvention om sikker håndtering af radioaktivt affald fra 1997.
I marts 2018 fremsatte den daværende regering beslutningsforslag B90/2018 i Folketinget om en langsigtet løsning for Danmarks radioaktive affald. Den 15. maj 2018 vedtog Folketinget enstemmigt beslutningsforslaget, som indebar følgende tiltag:
- Opgradering af lagerfaciliteterne på Dansk Dekommissionering med henblik på fortsat oplagring af radioaktivt affald på Risø-halvøen, indtil affaldet kan blive overført til et slutdepot. Dansk Dekommissionering fik udvidet sine opgaver til at omfatte forberedelse af et slutdepotprojekt.
- Gennemførelse af undersøgelser af Danmarks geologiske forhold ned til 500 meters dybde med henblik på at identificere potentielle lokaliteter til et slutdepot. I tilknytning hertil skal der gennemføres en dialogproces med lokale myndigheder og civilsamfund, når den indledende fase af undersøgelserne er afsluttet. Dialogprocessen skal afdække, om der er basis for indgåelse af en frivillig aftale mellem staten og en kommune om etablering af et slutdepot.
- Etablering af et slutdepot i ned til 500 meters dybde til ibrugtagning senest i 2073. Depotets nærmere indretning vil afhænge af, om den mest radioaktive del af affaldet, som er det bestrålede forsøgsbrændsel fra aktiviteterne på Forskningscenter Risø, kan blive afhændet til udlandet. Spørgsmålet om afhænding til udlandet skal være afklaret senest ved tidspunktet for Folketingets beslutning om projektering af et slutdepot.
I 2020 blev den videre udmøntning af Folketingets beslutning beskrevet i Danmarks nationale program for ansvarlig og sikker håndtering af radioaktivt affald. Programmet vil løbende blive udbygget i takt med fremdriften i arbejdet med den langsigtede løsning. Samtidig fungerer programmet som reference for Danmarks efterlevelse af EU-direktivet om radioaktivt affald fra 2011 (Rådets direktiv 2011/70/EURATOM af 19. juli 2011).
Nedenfor kan du læse videre om aktiviteter som led i den langsigtede løsning for radioaktivt affald.