FORSK2025: UNGES OVERGANG TIL VOKSENLIVET – I ET SAMFUND MED STIGENDE ULIGHED OG USIKKERHED
1. Resumé
Unges overgang til voksenlivet er udfordret af en række globale og nationale forandringer, som kan betyde, at en europæisk ungdomsgeneration for første gang står over for nedadgående social mobilitet. I samtlige europæiske lande har unge oplevet den højeste ledighedsprocent, og de har oplevet den største stigning i arbejdsløshed set i forhold til andre aldersgrupper. Det kan få alvorlige konsekvenser for især udsatte unge, som i forvejen står enten uden for eller på kanten af samfundet.
Hvis man i Danmark vil forstå hvorfor og hvor det går galt i udsatte unges overgang til voksenlivet, er det nødvendigt at studere hele livsforløb og at gøre det i en tværfaglig forskningsramme. For overgange er sårbare faser, hvor det, som umiddelbart så ud som en mulig farbar vej, nemt kan blive til en vildvej. I overgangsfaser bliver det tydeligt, hvilke komplekse problemstillinger udsatte unge står med. En sådan forståelse er en forudsætning for at kunne udvikle rammer og tiltag, som kan hjælpe de udsatte unge i deres transition til voksenlivet.
2. Samfundsudfordringer og/eller muligheder: ulighed, usikkerhed og risiko
Det globale arbejdsmarked er under forandring. I OECD-landene tegner deltidsansættelser, midlertidigt arbejde og selvstændig beskæftigelse sig nu for omkring en tredjedel af den samlede beskæftigelse.
De atypiske jobformer er ofte forbundet med ringere arbejdsvilkår, dårlig jobkvalitet, ringe indtjeningsmuligheder og stor jobusikkerhed. For unge betyder det, at midlertidige kontrakter og de kortvarige ansættelser ikke længere er et springbræt til stabilt arbejde og karriere. Samtidig stilles der større krav til den enkelte – både i forhold til uddannelse, fleksibilitet og robusthed. Den økonomiske krise har på mange måder forstærket den tiltagende usikkerhed og ulighed. Især unge er hårdt ramt af høj arbejdsløshed og indkomsttab. Ifølge OECD er 35 millioner unge i den vestlige verden hverken i arbejde eller under uddannelse (også kaldet NEET– Not in Employment, Education or Training), og unge i alderen 18-24 år er den gruppe i samfundet, som har lidt det største indkomsttab. Til sammenligning har gruppen over 65 år slet ikke oplevet et fald, men en indkomststigning i løbet af krisens 4 år.
De globale forandringer, forstærket af den økonomiske krise, har internationalt rejst spørgsmålet, hvorvidt vi nu for første gang i den vestlige verdens historie står over for en ungdomsgeneration, som ikke opnår samme levestandard som deres forældre? Er det den tabte eller afhængige generation – som fx må bo længere tid hjemme hos forældrene, fordi de ikke har mulighed for at etablere sig selv? Og hvad betyder det for familiedannelse og fertilitet – i den vestlige verden, som i forvejen står med udfordringen: det aldrende samfund?
Danske unge er i mindre grad end fx sydeuropæiske lande ramt af ungdomsarbejdsløshed og ringe arbejdsvilkår, ikke mindst grundet den danske arbejdsmarkedsmodel. I Danmark har krisens store ungdomsarbejdsløshed heller ikke cementeret sig som en strukturel langtidsledighed blandt unge. Det tyder på, at nationale tiltag og regulering kan modvirke den segmentering af arbejdsmarkedet, som vi har set globalt.
Men sammenlignet med før krisen er ungdomsarbejdsløsheden fortsat høj i Danmark i dag, og dimittend- ledigheden er på sit højeste niveau i en lang årrække. Ud over den globale påvirkning kan nationale tiltag, herunder de seneste uddannelses- og beskæftigelsesreformer, der har til formål at øge arbejdsstyrken, også have en række utilsigtede konsekvenser. Særligt blandt udsatte unge, som rammes hårdt af lavere velfærdsydelser og øgede uddannelsesadgangskrav.
I en globaliseret og konkurrenceorienteret verden er der imidlertid ikke tvivl om, at uddannelse og fodfæste på arbejdsmarkedet er afgørende. Det er i ungdommen, at overgangen til uddannelse og arbejde sker, og både for samfundets og de unges egen skyld er det helt centralt, at denne transition foregår succesfuldt. Når de unge skal overgå til videre uddannelse og job, møder vi for alvor dem, der er i risiko for ikke at få en uddannelse eller i risiko for at få et usikkert fodfæste på arbejdsmarkedet.
Unge, der ikke får en uddannelse, forfølges af en række udfordringer senere i livet: De har dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet og er dermed oftere på offentlig forsørgelse; de har et dårligere helbred, og de har oftere uhensigtsmæssig risikoadfærd ift. sundhed, kriminalitet, brug af stoffer og alkohol mv.
I Danmark har andelen af unge 25-årige, der ikke har en kompetencegivende ungdomsuddannelse, ligget stabilt omkring de 20 pct. de sidste 20 år. At hver femte unge ikke får en kompetencegivende ungdomsuddannelse, er i sig selv en væsentlig grund til at fokusere forskningsmæssigt strategisk på unge og overgangen til uddannelses- og arbejdsliv. De eksisterende tiltag med det formål at reducere gruppens størrelse har altså ikke virket. Eller sagt på en anden måde, de har måske kun formået at modvirke, at endnu flere er kommet til, i takt med at et højt specialiseret vidensog konkurrencesamfund stiller flere krav til den enkelte på arbejdsmarkedet.
De unge, som ikke får sig en ungdomsuddannelse, er en heterogen gruppe, men en meget stor andel udgøres af udsatte unge, som ud over deres faglige udfordringer også slås med en række andre problemer, fx misbrug, kriminalitet, hjemløshed, psykisk sygdom osv. Med den øgede globale konkurrence, ikke mindst på arbejdsmarkedet og nationale velfærdsstatsformer, er der stor fare for, at udsatte unge i forhold til risikoadfærd og deres tilknytning til uddannelse/arbejdsmarkedet bevæger sig længere væk fra flertallet af de unge, som klarer overgangen til voksenlivet succesfuldt, og dermed, at vi i Danmark kommer til at stå med en gruppe af unge delt i et a- og b-hold:
De unge, der har et godt fodfæste på uddannelses- og arbejdsmarkedet, og de unge uden, oftest bosat i udkantsdanmark, som er i stor risiko for at blive marginaliserede, med konsekvenser for dem selv og samfundsøkonomien. Fra flere vinkler peges der på, at vi allerede nu ser nye grupper af udsatte unge. For eksempel er gruppen af unge, som skal have støtte i længere tid for at komme i gang med uddannelse, vokset. Antallet af unge hjemløse er tillige vokset markant, og den nye gruppe af unge har både psykosociale og misbrugsproblemer. Andre danske undersøgelser peger også på, at der er sket en stigning i andelen af unge, som viser tegn på psykisk mistrivsel, og at psykisk mistrivsel er relateret til problematisk brug af rusmidler, især hash, men også alkohol.
3. Forskningsbehov: Et helhedsorienteret perspektiv på unge i Danmark
I Danmark mangler vi en samlet viden om, hvordan de økonomiske konjunkturer, velfærdsreformer (fx Ungepakken I og II, kontanthjælpsreformen 2014, erhvervsskole- og i skrivende stund gymnasiereformen) samt subkulturelle tendenser påvirker unges muligheder for succesfuld transition til voksenlivet. Det forudsætter en strategisk grundforskningsindsats, der med afsæt i de unges livsforløb og livssituation kan belyse, hvordan forhold oplevet tidligt i livet (fx barndommen) får betydning senere i livet, samtidig med at der tages højde for særlige historiske og samfundsmæssige forhold. Et livsforløbsperspektiv har også den fordel, at det ser på betydning af timing af begivenheder, sociale relationer og værdier i forhold til udsatte unges livsbaner.
De centrale spørgsmål er: Hvilke livsforhold og begivenheder (herunder også nationale og regionale tiltag) påvirker, at unge bevæger sig mod en udsat position? Er det de samme eller forskellige risikofaktorer, som kan forklare deres situation? Hvad betyder rækkefølgen af begivenheder og risikofaktorer for vejen til en udsat position? Hvad betyder de unges egne valg, og hvilke muligheder har de for at vælge?
4. Udmøntning: Flere udsatte unge eller unge på kanten?
Forskningen og socialpolitikken har længe haft fokus på udsatte unge, men oftest afgrænset til et særligt fokus (fx de anbragte, de kriminelle, de stofmisbrugende unge, unge på kontanthjælp osv.). For at kunne begribe, hvad der samlet set kendetegner udsatte unge, hvor stor gruppen er, hvorvidt den har ændret sig over tid, og ikke mindst, hvad der kendetegner unge i risiko for at blive udsat, og om denne gruppe vokser – er det nødvendigt at anvende og kombinere mange forskellige datatyper.
Registerdata kan belyse, om udsatte unges veje ind og ud af offentlig forsørgelse og deres tilknytning til uddannelse og/eller arbejdsmarked har ændret sig de sidste 20-30 år. Set over tid, er det de samme risikofaktorer, der afgør, om man står uden for eller på kanten af samfundet?
Survey-data, kohorteundersøgelser eller husstandsundersøgelser i kombination med registerdata kan belyse både intragenerationelle og intergenerationelle forskelle mere detaljeret. For eksempel: Hvordan adskiller udsatte unge eller unge på kanten sig fra andre typer af unge i forhold til risikofaktorer, som eksempelvis dårlig skolegang, tidlig risikoadfærd (kriminalitet og misbrug), psykisk sårbarhed og sygdom samt familieopdragelse og ressourcer? Hvad afgør, om unge bevæger sig fra kanten af samfundet til at blive mere udsat eller endda socialt ekskluderet – og ikke mindst, hvad modvirker denne marginaliseringsproces?
Kvalitative forløbsinterviews med udsatte unge og unge på kanten (fx identificeret via register- eller survey-data) kan afdække områder, som vi ikke kan belyse med kvantitative data, nemlig be4/ vægelsen fra ’udsat ung’ til ’meget udsat ung’ over tid ud fra en subjektiv forståelse. For eksempel: Hvordan forstår udsatte unge vendepunkter og afgørende begivenheder i forhold til oplevelsen af social eksklusion? Kvalitative forløbsinterviews med familier, hvor unge er udsatte eller i risiko for at blive udsat, kan belyse individuelle og delte narrativer om, hvordan intergenerationelle strategier og ressourcer etableres og transformeres, samt hvilke strategier forskellige generationer påtager sig for at fastholde deres sociale position i et stadig mere konkurrenceorienteret samfund.
5. Danske forudsætninger: Stort potentiale for højkvalitetsdata
I Danmark har vi en lang forskningstradition i forhold til analyser af registerdata og survey-data, og vi har en institutionel specialisering af undersøgelser blandt udsatte børn og unge. Internationalt set er det noget særligt, idet så omfattende datatyper sjældent må kombineres, slet ikke med afsæt i udsatte grupper. Ved at kombinere kvantitative højkvalitetsdata med kvalitative forløbsinterviews skabes endnu en unik mulighed for at belyse, hvad der er afgørende for, at en stigende andel af unge ikke oplever en succesfuld overgang til voksenlivet.
6. Målsætning og perspektiver: Et livsforløbsperspektiv på unges transition til voksenlivet
For at kunne designe og implementere tiltag, der effektivt adresserer de problemer og udfordringer, som unge møder i overgangen fra barndom til voksenliv, er det nødvendigt med en interdisciplinær forskningsmæssig indsats, der ved at trække på discipliner som sociologi, psykologi, økonomi osv. bevæger sig mod en samlet forståelse af de unge, deres transitioner, og hvilke problemer, som bestemte typer af unge møder. Det er et perspektiv, som skal gøre op med den fragmenterede tilgang, som på nuværende tidspunkt dominerer i både forskningen og den offentlige forvaltning, og som betyder, at vi mangler en forståelse af, hvilke indsatser, som virker eller modvirker hinanden. Det er et perspektiv, som har særlig fokus på det tidslige, dvs. hvordan forhold og begivenheder, som indtræffer på bestemte tidspunkter i livet, bliver afgørende på den lange bane, og som man derfor politisk kan vælge at sætte ind overfor.
7. Kontaktperson
Forskningskoordinator Camilla Riel, crl@sfi.dk, 33697716