Gå til indhold

Stort skridt for verdens største forskningsmikroskop – nu skal arbejdshandskerne på

Finansieringen til en af verdens største forskningsfaciliteter European Spallation Source i Lund, er nu ved at være på plads. Som det sidste af de store europæiske lande støtter Tyskland ESS-projektet, og byggeriet forventes at kunne gå i gang til efteråret.

Byggeriet til en af verdens største og mest avancerede forskningsfaciliteter ESS (European Spallation Source) kan snart gå i gang. ESS kommer til at fungere som et kæmpestort og meget avanceret mikroskop, som kan tage meget præcise billeder og filmsekvenser af strukturer og processer, som er skjult under materialers overflade.

Det tyske forskningsministerium offentliggør i en pressemeddelelse, at Tyskland vil deltage i ESS-projektet med et samlet bidrag på 11 procent af projektets konstruktionsbudget på 1.843 millioner Euro. Med Tysklands deltagelse har de involverede partnerlande sagt ja, og grundlaget for finansieringen af ESS er nu ved at være på plads.

- Forskning giver os løsninger på nogle af de udfordringer, vi står overfor, og det vil i sidste ende være med til at opretholde og udvikle vores velfærdssamfund. ESS vil tiltrække virksomheder og højtuddannet arbejdskraft fra hele verden, og der vil blive skabt danske arbejdspladser. Derfor er det rigtig godt, at finansieringen nu er på plads, så byggeriet kan gå i gang. Etableringen af ESS betyder, at Øresundsregionen kan udvikle sig til et af Europas førende centre for udvikling af avancerede materialer, og Danmark vil blive et samlingspunkt for nogle af verdens bedste forskere, siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.

ESS vil fungere som et stort og meget avanceret mikroskop, der gør det muligt at undersøge materialer helt ned på atomart niveau. Forskere og virksomheder vil få gavn af ESS, når de skal analysere nye materialer eller biologiske processer, som skal bruges til at udvikle nye produkter. Det kan være alt fra materialer til vindmøller, mobiltelefoner eller ny energi. Det placeres i Lund og har et fælles dansk-svensk værtsskab. ESS forventes at stå klar i 2019.

I København placeres ESS Data Management and Software Center (DMSC), og etableringen ved Københavns Universitet er allerede påbegyndt. Centret skal bistå forskerne med at analysere og fortolke data fra de eksperimenter, der gennemføres på ESS-faciliteten i Lund.

- Opbygningen af ESS Datacenter i København gør det lettere for danske universiteter og virksomheder at få adgang til højtuddannet arbejdskraft, og det giver unikke muligheder for at bringe Danmarks helt i front på det materielle- og bioteknologiske område, siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.

Nu hvor grundlaget for forhandlingerne om ESS er afsluttet, skal det samlede forhandlingsresultat bekræftes hos de europæiske partnerlande. Herefter vil Folketingets Finansudvalg blive orienteret om resultatet af forhandlingerne. Den egentlig konstruktion af ESS forventes at kunne gå i gang i efteråret 2014.

European Spallation Source (ESS)

  • Danmark er sammen med Sverige vært for ESS-faciliteten, som er en af verdens største og mest avancerede forskningsfaciliteter.
  • ESS er en neutronspredningsfacililtet, der fungerer som et kæmpestort og meget avanceret mikroskop
  • Med ESS bliver det muligt at tage meget præcise billeder og filmsekvenser af de strukturer og processer, som er skjult under materialers overflade. Det kan sammenlignes med røntgenteknologi, som man kender fra blandt andet hospitalsverden.
  • Selve ESS-faciliteten etableres i Lund, mens ESS Datacenter med 65 ansatte bygges i København.
  • Det forventes at 2.000 - 5.000 forskere årligt vil besøge ESS for at gennemføre forskellige eksperimenter.
  • De samlede konstruktionsomkostninger udgør cirka 1.843 millioner Euro, hvoraf Sverige betaler 35 procent, mens Danmark betaler 12,5 procent. De resterende udgifter betales af de øvrige 14 europæiske partnerlande.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Chefforhandler Bo Smith tlf.: 21 69 39 15, e-mail: bosmi@fi.dk
Presse- og kommunikationskonsulent, Steen Bruun Jensen tlf.: 41 32 60 30, e-mail: sbj@fi.dk