De danske kommuner spiller en central rolle i at levere borgernær velfærd, men investeringerne i forskning og innovation inden for området er beskedne. Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR) ser et stort potentiale i et mere systematisk og tættere samarbejde mellem forskning og kommunal praksis. Et styrket samspil vil sikre, at forskning i højere grad kan medvirke til at informere den kommunale praksis og omvendt at praksis i højere grad kan informere forskningen. Dette kan bidrage til klogere, mere bæredygtige og omkostningseffektive velfærdsydelser til gavn for borgerne.
Dette brief, baseret på en omfattende rapport fra DFIR, fremlægger seks konkrete anbefalinger til, hvordan kommunerne kan øge deres engagement i forskningsinformeret innovation.