Eksperterne fra DTU Space, Per Lundahl Thomsen og civilingeniør og lektor David Arge Klevang, kommer med indlæg om rumteknologiens betydning for det moderne samfund, og hvordan erhvervslivet kan drage nytte af de data og tjenester, som rummet tilbyder via eksempelvis satellitdata. Satellitbaserede tjenester kan nemlig understøtte udviklingen i det arktiske område i forhold til områder som navigation, klimaovervågning og vejrtjenester.
Besøget markerer et vigtigt skridt i arbejdet med at styrke samarbejdet mellem Danmark og Færøerne inden for rumområdet. Det sker med udgangspunkt i Andreas Mogensens succesfulde Huginn mission til Den Internationale Rumstation, ISS, som satte særligt fokus på Rigsfællesskabets muligheder for at udnytte rummet.
”Besøget af Andreas Mogensen spiller en central rolle i arbejdet med at opbygge tætte bånd mellem Færøerne og Danmark, især inden for strategisk vigtige områder som forsvar og rumforskning, og skabe interesse og begejstring for rummet og dets potentiale”” siger chefkonsulent og rumteknologiekspert på DTU Space Per Lundahl Thomsen.
Andreas Mogensen besøg sætter fokus på hvordan rumfarts- og rumteknologiers store potentiale i Arktis og det Nordatlantiske område. Det sker blandt andet i regí af DTU Space-projektet FASSIN, som har til formål at udbrede interessen for rumfart og rumteknologier til Færøerne og Grønland og hele det arktiske område.
Under besøget på Færøerne deltager Andreas Mogensen i en række arrangementer, hvor beslutningstagere, forsvarsmyndigheder, repræsentanter fra rumindustrien og unge under uddannelse får mulighed for at møde ham.
Der vil i løbet af ugen også være fokus på de projekter og muligheder, Den Europæiske Rumorganisation, ESA tilbyder.
Foto: Per Lundahl Thomsen, DTU Space