EarthCARE satellitten er udviklet som et samarbejde mellem ESA og JAXA (Japan Aerospace Exploration Agency) og bærer fire unikke instrumenter, som fra en bane i ca. 400 km’s højde over jorden kan give vigtig information om den vertikale fordeling og sammensætning af skyer og aerosoler omkring jorden, og hvilken indflydelse dette har på jordens strålingsbalance.
Det er kendt af forskerne, at skyer kan påvirke jordens klima ved enten at reflektere solstråler tilbage til rummet (albedo effekten) eller ved at holde på varmeudstråling fra jordens overflade (del af drivhuseffekten). Skyernes højde over jorden og disses struktur har også indflydelse på i hvilket omfang de reflekterer solstråler eller tilbageholder varmeudstråling og dermed på hvorvidt de bidrager til at afkøle eller opvarme atmosfæren.
Tilsvarende vides, at Aerosoler varierer i størrelse og sammensætning og at deres tilstedeværelse i atmosfæren påvirker jordens klima, ved enten at reflektere og absorbere indkommende solstråling eller ved at virke som kerner for skydannelse.
Menneskelige aktiviteter som f.eks. skovrydninger kan have indflydelse på dannelse af skyer og nedbørsmønstre, og ligeledes kan Industrielle aktiviteter, transport og landbrug påvirke atmosfærens indhold af aerosoler.
EarthCARE vil med sine nye typer data bidrage væsentligt til forskernes klimamodeller og dermed til en mere nuanceret viden om hvorledes skyer og aerosoler påvirker jordens energibalance samt om indflydelsen af menneskets aktiviteter på denne balance.
Billede: Kilde – ESA.