Gå til indhold

Evaluering af tilskudsordningen EUopSTART

Forsideillustrations tekst mangler
Ny evaluering af tilskudsordningen EUopSTART viser en positiv effekt både i forhold til antallet af danske ansøgninger til Horizon 2020 og kvaliteten af de indsendte ansøgninger. Evalueringen er lavet af Dansk Center for Forskningsanalyse på vegne af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
: 16. februar 2023
: Dansk Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet
: 2023
: 45
: Gratis

Dansk Center for Forskningsanalyse har i løbet af 2022 udarbejdet en rapport for styrelsen, som grundigt undersøger effekten og tilfredsheden med ordningen. EUopSTART har eksisteret i sin nuværende form siden 2014 og har støttet mere end 3.000 ansøgninger til EU’s rammeprogrammer, FP7, Horizon 2020 og nu Horizon Europe. Evalueringen har fokus på ansøgninger i årene 2018-2020, dvs. ansøgninger til Horizon 2020.

Rapporten undersøger, i hvilket omfang EUopSTART-ordningen bidrager til, at der udarbejdes flere og mere succesfulde ansøgninger til EU’s rammeprogram for forskning og innovation. Derudover ser rapporten på, hvordan brugere af EUopSTART oplever rammerne for og administrationen af ordningen.

Evalueringen kigger på de forskellige typer af ansøgere til EUopSTART og deres brug af ordningen samt deres udbytte af og holdning til EUopSTART. Evalueringen sammenligner desuden succesraterne blandt danske ansøgere til Horizon 2020 henholdsvis med og uden EUopSTART-bevillinger.

Evalueringens vigtigste konklusioner

Evalueringen viser, at især på fire områder gør EUopSTART en væsentlig forskel for brugerne:

  1. Flere ansøgninger: Cirka halvdelen af de EU-ansøgninger, der er medfinansieret gennem EUopSTART, ville ifølge undersøgelsen ikke være blevet skrevet uden støtte fra EUopSTART-ordningen.

  2. Højere kvalitet i ansøgninger: Næsten 90% af ansøgerne bekræfter, at EUopSTART har gjort det muligt for dem at skrive en bedre ansøgning til EU, end de ellers havde kunnet.

  3. Et effektivt instrument: Rapporten viser, at EUopSTART-ordningen er et effektivt instrument til at intensivere danske videninstitutioners og virksomheders generelle deltagelse i europæisk forskning og innovation.

  4. Positive afledte effekter: EUopSTART-ordningen har ifølge rapporten også en mere indirekte, men væsentlig betydning for ansøgernes generelle forsknings- og udviklingsaktiviteter. EUopSTART-bevillinger bidrager til:
  • at styrke ansøgernes netværk af især internationale samarbejdspartnere,
  • at styrke ansøgernes erfaring med og viden om, hvordan man kan udvikle sin projektidé og
  • at gøre det mere attraktivt at påtage sig rollen som koordinator for et konsortium til en Horizon-ansøgning.

Evalueringen viser også, at EUopSTART-bevillinger har en positiv effekt på kvaliteten af EU-ansøgninger. Ansøgninger til EU, der har fået en EUopSTART-bevilling ligger oftere over EU’s tærskelværdier end ansøgninger, der ikke har modtaget EUopSTART-midler. De er således oftere kvalificeret til overhovedet at kunne opnå en EU-bevilling.

Rapporten viser, at succesraterne for ansøgninger med og uden en EUopSTART-bevilling varierer meget mellem de forskellige typer af projekter, som kunne søges i Horizon 2020.

Data for den type af projekter, der i rapporten er kategoriseret som buttom-up (bl.a. Eurostars og SMV-instrumentet), bør tolkes med forsigtighed. Konkurrencen blandt disse ansøgere er større end andre projekttyper, succesraterne er generelt meget lave, og det er muligt at genansøge. Ofte indsendes bottom-up ansøgninger flere gange, før de opnår en EU-bevilling. Det tager datasættet i rapporten ikke højde for, idet data kun omfatter den første ansøgning, der har modtaget en EUopSTART-bevilling.

Evt. tilpasninger af EUopSTART

På baggrund af de konklusioner og anbefalinger, som Dansk Center for Forskningsanalyse har fremført i forbindelse med evalueringen, vil Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i forbindelse med opslagene i 2023 overveje eventuelle tilpasninger af ordningen.

Kontakt

Stefanie Bondy Jørgensen
Specialkonsulent
Tlf.: +45 72 31 82 17
Email: stbj@ufm.dk