Gå til indhold

Nye tal: Danske forskere og virksomheder er med i 1400 EU-projekter

Danmark står stærkt i det europæiske forsknings- og innovationslandskab, viser de nyeste tal fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen om det europæiske forskningsprogram, Horizon Europe. Tallene understreger en dansk evne til at udføre forskning og innovation på højt internationalt niveau.

Her cirka halvvejs i den syvårige programperiode for Horizon Europe er danske deltagere med i over 1.400 forsknings- og innovationsprojekter, viser tal fra EU. Mere end 2.000 danske partnere er desuden involverede i internationale forsknings- og innovationsprojekter på tværs af sektorer.

Europa huser en stor del af verdenseliten på deres respektive forskningsfelter. Konkurrencen om midler fra Horizon Europe er derfor også tilsvarende stor i det europæiske forsknings- og innovationsmiljø. De nye tal viser dog, at hver femte ansøgning med dansk deltagelse lykkedes med at modtage midler fra Horizon Europe. Det er over gennemsnittet, hvor alene en sjettedel af alle ansøgte projekter modtager EU-midler. Det er en indikation på en dansk succes med at underbygge internationalt samarbejde, og at forskere og virksomheder på danske projekter lykkes med at sikre europæiske midler til innovation og forskning.

Internationale og excellente forskningsprojekter

I mere end 500 projekter indtager danske aktører en ledende og koordinerende rolle. Det er med til at understrege Danmarks position som en drivkraft inden for europæisk forskning og innovation.

Inden for søjlen ’Videnskabelig Topkvalitet’, som støtter banebrydende forskning og videnskabelig kapacitet, deltager danske forsknings- og vidensinstitutioner i 548 projekter. Herunder modtager 111 projekter midler fra det højt estimerede Europæiske Forskningsråd (ERC).

Et dansk projekt, som belyser et nyt interessant perspektiv inden for deres felt, er YOPOW på Aarhus Universitet. Projektet undersøger, hvorfor politisk marginalisering er så vedvarende, og hvorfor man allerede fra en ung alder danner stereotyper om, hvem der er egnet til magt. Lektor i statskundskab Kristina Bakkær Simonsen har modtaget det prestigefyldte ERC Starting Grant til projektet. Hun skal bl.a. undersøge de normer i samfundet, der former vores opfattelser af, hvem der er naturlige aktører i det politiske landskab, og hvem der ikke anses som egnede til magtpositioner.

Globale udfordringer og europæisk industriel konkurrenceevne

Inden for søjlen ”Globale udfordringer og europæisk industriel konkurrenceevne”, der fokuserer på at bidrage til løsningen af globale udfordringer, deltager danske forskere og virksomheder i mere end 760 projekter. Danmark er således med i omkring hvert fjerde Horizon Europe-finansierede projekt på dette område.

Et af projekterne er ICELINK ved Københavns Universitet. Projektet skal bygge bro mellem klimamodeller, isstrømsmodeller, satellitdata og observationer i felten for at accelerere forståelsen af, hvordan gletsjere og iskapper i Nordatlanten reagerer på klimaforandringer. ICELINK samler organisationer fra Danmark, Grønland, Østrig, Belgien, Island, Spanien og Tyskland. Projektet er et godt eksempel på vigtigheden af tværeuropæisk forskning og værdien af internationalt samarbejde.

EGRIP-lejr.jpg

Foto: Christine Schøtt Hvidberg

Fakta

  • I perioden 2021-2027 investerer EU via Horizon Europe omkring 700 milliarder kr. i forsknings- og innovationsprojekter. Programmet fordeler sig på tre søjler, der støtter hhv. grundforskning, strategisk forskning og innovation.
  • Formålet med Horizon Europe er at støtte grundlagsskabende forskning, finde langsigtede løsninger på en række tværnationale samfundsmæssige udfordringer via forskning og videnbaseret innovation og sikre europæisk konkurrenceevne og jobskabelse.

Læs mere

For yderligere oplysninger:

Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsstyrelsens pressetelefon: 7231 9123 eller mail: POK-presse@ufm.dk

Kontakt

Matthias Humer
Fuldmægtig
Tlf.: +45 72 31 87 10
Email: matu@ufm.dk
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen