Når kunderne i pensionsselskabet PenSam motionerer mere og spiser fornuftigt, sætter det gang i en god cirkel. Kunderne bliver selv sundere og får mere energi. Samtidig får de færre sygedage til glæde for deres arbejdsplads og kollegerne. Og endelig slipper deres pensionsselskab billigere, fordi færre af kunderne ender med at gå på førtidspension. Men hvordan motiverer man bedst til en sundere livsstil? Det spørgsmål er sociolog Nina Charlotte Schiøtz ansat som ErhvervsPhD til at besvare.
»Fra projekter, som PenSam havde sat i gang, inden jeg startede, ved vi, at det kan lade sig gøre at motivere folk. Nu gælder det om at sætte tingene i system, så flere kan få glæde af det,« siger hun.
PenSams kunder tilhører en række erhvervsgrupper, blandt andet SoSu-assistenter, brandfolk, rengøringsassistenter og portører. Generelt har selskabets kunder et dårligere helbred sammenlignet med den gennemsnitlige dansker. Det udmønter sig i en tendens til hyppigere førtidspensionering.
Digitale medier motiverer
PenSams tidligere projekter har været det, selskabet kalder ‘Pap og Papir kampagner’, hvor medarbejdere fra selskabet er taget ud på bestemte arbejdspladser.
»Man kan se, at kampagnerne har virket, men de har også været ret dyre. Mit forskningsprojekt angår nye kampagner, hvor man bruger digitale medier til at motivere kunderne,« forklarer Nina Charlotte Schiøtz.
I kampagnerne bliver kunderne delt ind i grupper, som konkurrerer mod hinanden. SMS og Facebook-grupper er med til at holde motivationen oppe.
Det er anden gang, PenSam benytter sig af ErhvervsPhD-ordningen. Det var en tilfældighed, der gjorde selskabet opmærksom på ordningen, fortæller direktør Helen Kobæk:
»Som virksomhedsleder er det ikke lige dit første fokus, at nu må vi sørge for at få ansat nogle ErhvervsPhD’er. Men da vi først fik øje på ordningen, så vi hurtigt, at det er noget, der kan tilføre os værdi.«
Positivt for forretningen
PenSam tjener ikke penge på projektet direkte, understreger Helen Kobæk:
»Men jeg forventer, at vi vil få en positiv forretningsmæssig værdi på langt sigt, fordi vi efterfølgende vil kunne sætte gang i effektive forebyggelsesprojekter. Samtidig opnår vi et højere niveau af viden om brug af digitale medier i forbindelse med forebyggelse.«
Nina Charlotte Schiøtz opfatter ErhvervsPhD som den ideelle vej:
»Det er meget appellerende at være i erhvervslivet, fordi der er stor vægt på at få tingene gjort. Omvendt kan jeg også godt lide forskningsverdenen, hvor tingene bliver gjort til bunds. Som ErhvervsPhD får jeg begge dele.«