For sukkersyge, eller diabetes, rammer ikke kun overvægtige danskere, men forringer livskvaliteten eller forkorter livet for et stigende antal mennesker verden over, herunder børn og ældre med helt almindelig vægt.
Den 28-årige biolog forsker i, hvordan man kan udvikle det livsvigtige insulin, så det kan doseres til sukkersygepatienter, uden at det forhøjer risikoen for øget cellevækst, som kan være årsag til kræft, og uden at det medfører store udsving i blodsukkerniveauet, som også kan være farligt for patienterne. Hun har indgået en treårig ErhvervsPhD-aftale med Novo Nordisk og SDU, Syddansk Universitet, som begge stiller en vejleder til rådighed under hele forløbet.
Det betyder, at hun forsker med et forretningsmæssigt sigte og anvender sin tid under projektet både hos Hagedorn Research Institute under Novo Nordisk i Gentofte og hos SDU i Odense. Målet med projektet er at undersøge, hvordan man kan producere en ”insulinanalog”, altså et insulin, der er ændret en smule og opfører sig mere identisk med det insulin, der findes i raske mennesker, og som dermed kan forbedre behandlingen af sukkersygepatienter.
”Udfordringen er at kunne identificere de såkaldte biomarkører, som kan forudsige, om en nyfremstillet insulinanalog øger væksten i cellerne eller ej,” siger Louise Knudsen.
Hendes speciale-emne som biologistuderende ved Københavns Universitet var også sukkersyge, så hun er meget tilfreds med at kunne fortsætte forskningsarbejdet som et ErhvervsPhD-projekt, der blev indledt i januar 2008.
”Jeg er rigtig glad for ordningen, fordi jeg havde et ønske om at komme ud i en fast stilling efter mit studium, samtidig med at jeg kunne forske videre, og det giver ErhvervsPhD-stillingen mulighed for. Med en privat virksomhed som deltager er der sikret ressourcer til mit projekt,” forklarer hun og peger endvidere på det store netværk, hun opbygger både i erhvervslivet og i den akademiske verden.
For Novo Nordisk er Louise Knudsens projekt helt centralt i arbejdet med hele tiden at udvikle og forbedre insulin og oveni kommer så et meget værdifuldt netværk blandt universiteterne. SDU har nemlig en unik viden inden for det helt specialiserede felt, der handler om de kemiske signaler, som kroppens celler udsender, når de binder insulinen. Og det er viden, der tæller hos Novo Nordisk:
”Overordnet set giver ErhvervsPhD-projektet os en mulighed for at forske åbent og nysgerrigt og udføre noget, der minder om grundforskning i modsætning til andre af vores forskningsprojekter, hvor rammerne er meget klart udstukket i forhold til tid og afkast. Herudover er samarbejdet med universiteterne af stor værdi for os, bl.a. fordi SDU har nogle af de førende eksperter i verden med kompetencer inden for de signaler, cellerne udsender,” siger Louise Knudsens vejleder, team leader hos Novo Nordisk, Jane Nøhr Larsen.
Hun er generelt glad for ErhvervsPhD-ordningen, og Novo Nordisk er da også en af de danske virksomheder, der jævnligt deltager i ErhvervsPhD-projekter.