Gå til indhold

Hun gør turismen klogere

Hvorfor valfarter børnefamilier egentlig til Legoland og de andre attraktioner i Billund? Ane Andersens ErhvervsPhD-projekt skal løfte niveauet af viden – til gavn for hele turistbranchen.

Ane Andersen og Billunds ErhvervsFremme
Ane Andersen og Billunds ErhvervsFremme
»Vi var i Legoland«. Sådan lyder svaret, når Bill og Susans amerikanske klassekammerater spørger dem, hvor de var henne i ferien. Også selvom turen faktisk indebar et længere ophold i København og stop i flere byer på tværs af kongeriget.

»Når vi rejser, er der nogle billeder, der sætter sig stærkere i bevidstheden end andre. De stærkeste billeder definerer de destinationer, vi besøger. Det gælder i øvrigt ikke kun for børn, men for alle turister,« forklarer Ane Andersen, der er bachelor i etnografi og social antropologi, har en suppleringsuddannelse i erhvervsøkonomi og endelig er kandidat i turisme.

Ud over Legoland huser området Lalandia Billund samt en række andre attraktioner og hoteller, som har specialiseret sig i at tage imod børnefamilier. Det er baggrunden for Billund Kommunes ambitiøse strategi for turisme.

Satser på børnefamillierne

Kommunen tager allerede imod flere end to millioner turister årligt, langt overvejende børnefamilier. Tallet skal øges markant frem mod 2020, hvor Billund samtidig skal være internationalt kendt for sin evne til at skabe helhedsoplevelser for børnefamilier.

»For at nå det mål er vi nødt til at løfte niveauet af viden i branchen,« siger kommunaldirektør Tove Baisgaard, Billund Kommune.

»Vi valgte at ansætte en ErhvervsPhD, fordi vi gerne vil have den kreativitet, som ligger i en forskerstilling. Samtidig er det tanken at formidle resultaterne bredt. Turistbranchen er ofte præget af, at medarbejderne har relativt korte uddannelser. Vi håber, at de resultater, projektet skaber, kommer til at inspirere hele branchen, ikke kun her i kommunen.«

Kommer op af jorden

Ane Andersens arbejdsplads er Billund ErhvervsFremme, der har 379 medlemsvirksomheder, hvoraf mange er inden for turisme.

»Nogle af virksomhederne udfører selv forskellige former for analyser, men tanken er, at man kan få et langt bedre grundlag, hvis man samler erfaringerne,« siger Ane Andersen, der arbejdede i erhvervskontoret tidligere i en anden stilling og selv har været den drivende kraft i at starte ErhvervsPhD-projektet.

Forskningsprojektet handler især om, hvordan de forskellige aktører – virksomheder, myndigheder og turisterne selv – opfatter den destination, de besøger. En virksomhed opfatter måske sig selv som destinationen, mens kommunen tænker inden for kommunegrænsen.

»Turisterne er jo helt ligeglade med, hvordan kommunen og virksomhederne opfatter destinationen. De danner deres egne billeder. Hvis du forstår de billeder, og kan se, hvordan du selv kan indgå som en brik i dem, har du langt større chancer for at lykkes,« siger Ane Andersen.

 

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024