For først kom regnskabet, så kom det grønne regnskab, og nu er regnskabet for CSR en vigtig del af især de store virksomhedernes offentlige profil. Men spørgsmålet for en god del af erhvervslivet er stadig, hvordan man bedst anvender sine ressourcer på at ”opføre sig ordentligt” og behandle medarbejdere, naboer og leverandører etisk korrekt.
Det har filosof Claus Strue Frederiksen sat sig for at undersøge og komme med et bud på gennem sit treårige ErhvervsPhD-projekt, som han indledte i februar 2008. De fleste ErhvervsPhD-projekter har tilknyttet én virksomhed og ét universitet, men det er også en mulighed at inddrage flere virksomheder og universiteter, hvilket Claus Strue Frederiksen benytter sig af. Han undersøger, hvordan tre af landets største virksomheder Danfoss, TrygVesta og Coloplast
prioriterer CSR, og hvordan de kan optimere ressourcerne på området.
”CSR-politik skabes i høj grad ud fra mavefornemmelser og intuition med fokus på lokalområdet, f.eks. at hjælpe efter en naturkatastrofe i et land, hvor man opererer. Virksomhederne vil imidlertid have gavn af at arbejde mere bevidst med, hvorfor man støtter ét projekt og siger nej til et andet,” siger Claus Strue Frederiksen.
”Det gør virksomhederne i stand til at fortælle medarbejdere og offentlighed om deres CSR-indsats med meget større gennemslagskraft og overbevisning,” tilføjer han.
Claus Strue Frederiksen har ”base” på Københavns Universitet, der deltager som partner i projektet, og har samtidig tilknyttet en bi-vejleder fra CBS. Halvdelen af tiden tilbringes ude i virksomhederne.
En af fordelene for de tre deltagende virksomheder er, at de får indsigt i, hvordan andre store virksomheder arbejder med og prioriterer CSR. Den 35-årige ErhvervsPhD-studerende vil udover de 21 interviews, der skal gennemføres, løbende holde foredrag og oplæg på virksomhederne om sine undersøgelser. Herudover skal der jævnligt skrives rapporter og offentliggøres artikler.
Samspillet mellem den akademiske verden og erhvervslivet var en af grundene til, at Claus Strue Frederiksen valgte en ErhvervsPhD:
”Det tvinger mig til at tænke ud over ”universitets-boksen”. Jeg er bevidst om, at jeg skal formidle mit stof til personer med en helt anden baggrund end mig selv. En anden fordel er det netværk, jeg får i erhvervslivet,” siger han.
Ifølge CSR- og miljøchef hos Danfoss, Malene Østergård, har det stor værdi at få helt nye øjne og vinkler på virksomhedens CSR-politik. Dertil kommer muligheden for at hente erfaring fra andre dele af erhvervslivet, som projektet har skabt rammerne for.
”Det er spændende, hvordan forskellige virksomhedskulturer, ejerforhold, brancher og markeder indvirker på dannelsen af værdier og virksomhedernes sociale ansvar, når der samtidig er tale om tre virksomheder med stærke værdier. Projektet indeholder derfor både brede og nye perspektiver, som vi kan lære af,” siger Malene Østergård.