ErhvervsPhD-studerende Tryggvi Jónsson er rent faktisk en af dem, der gør sit til, at Danmark kan leve op til sin ambitiøse målsætning om, at halvdelen af den strøm, vi bruger, på sigt stammer fra vedvarende energi. Og dermed gør han også sit til, at klimaet og vejret er til at leve med i fremtiden.
Tryggvi Jónsson har længe været beskæftiget med, hvordan energisektoren bedre bliver i stand til at integrere elektricitet fra vindmøller. Allerede som studerende på DTU arbejdede han med prognoser for el-prisen ud fra, hvor meget det blæser.
I dag er Tryggvi Jónsson ansat i ENFOR i Hørsholm, hvor han arbejder med at forudsige den pris, energisektoren og i sidste ende forbrugerne skal betale for elektricitet i Nordeuropa. Den 26-årige Master of Science påbegyndte i november 2008 et treårigt ErhvervsPhD-projekt i samarbejde med DTU og ENFOR. Virksomheden udvikler softwareløsninger til energiselskaberne, der producerer strøm fra vindkraft, og andre aktører inden for energisektoren.
En af de helt store udfordringer for energiselskaberne er at forudsige, hvor meget elektricitet, der kan produceres, hvis det blæser kraftigt, stormer, suser eller slet og ret er vindstille. Det skyldes, at selskaberne forpligter sig til at levere en vis mængde strøm på et givent tidspunkt, og kan de ikke det, bliver de straffet økonomisk. Og ikke mindst vinden kan være uforudsigelig.
”Derfor er det uhyre vigtigt at kunne inkludere information om alle relevante forhold, når selskaberne lægger sig fast på, hvor meget strøm de kan sælge,” siger Tryggvi Jónsson. Gennem sit projekt undersøger han, hvordan energiselskaberne kan optimere og målrette deres forudsigelser til bestemte markeder.
Som ErhvervsPhD-studerende er han glad for at være en del af arbejdslivet i en privat virksomhed og samtidig være tilknyttet et universitet med den viden og sparring, han får begge steder.
En lille virksomhed som ENFOR med fire ansatte er helt afhængig af adgang til viden fra omverden, og derfor er ErhvervsPhDprojektet et værdifuldt redskab. Direktør og stifter Torben Skov Nielsen siger, at virksomheden havde et godt forhold til DTU i forvejen, men at ErhvervsPhD-projektet skaber rammerne for et ”systematisk samarbejde med konkret indhold og mål.”
”Vi får adgang til et forskningsmiljø, vi ikke selv ville være i stand til at etablere. For en lille virksomhed er det utroligt vigtigt at få input udefra og kunne tale med andre på et højt fagligt niveau,” siger Torben Skov Nielsen.
Selvom Tryggvi Jónsson kun befinder sig i begyndelsen af sit projekt, er ENFOR allerede i kontakt med flere virksomheder, der har vist interesse for beregningsmodellen.