Gå til indhold

Bevillinger fra Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation – juni 2009

Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation har besluttet at yde støtte til tre projekter under virkemidlet 'Kvindelige forskningsledere'.

Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Ann-Christina Lauring Knudsen, Aarhus Universitet
Bevilget beløb: 4.696.388 kr.
Projektbeskrivelse: Politisk historieskrivning i Danmark antager traditionelt, at der er en klar skillelinje mellem det nationale og det internationale. Det er klart, at det politiske landskab i Vesteuropa efter 2. Verdenskrig er kendetegnet ved både nationale demokratier og etableringen af en række internationale organisationer som FN, Europarådet og EF/EU. Men med disse organisationer er der samtidig blevet etableret delvist overlappende nationale og overnationale parlamentariske forsamlinger, forvaltninger, domstole og retsordener. Projektet vil undersøge, hvad der er sket med grænsefladerne for demokratiets institutioner efter, at politikere og embedsmænd er begyndt at agere i de nye transnationale rum.

Projekttitel: Philosophy of Contemporary Science in Practice
Bevillingsmodtager: Hanne Andersen, Aarhus Universitet
Bevilget beløb: 4.883.487 kr.
Projektbeskrivelse: Selvom naturvidenskab er et bærende element i nutidens samfund, har vi meget lidt empirisk funderet viden om de ændringer, der er sket inden for naturvidenskaben de sidste årtier med hensyn til tværfaglighed, praksisser og metodologiske standarder. Projektet vil ud fra videnskabsteoretiske analyser og videnskabshistoriske case studier frembringe en sådan viden om udviklingen af nutidens naturvidenskab. Projektet vil specielt fokusere på, hvordan nye forskningsområder opstår og udvikler sig, både inden for og på tværs af kendte disciplingrænser, og hvordan nye praksisser og metodologiske standarder er opstået som følge af nye teknologiske muligheder. 

Projekttitel: Fra talent til ekspert. Det sociale miljøs betydning for socialisering, læring og udvikling af ekspertise i eliteidrætten
Bevillingsmodtager: Mette Krogh Christensen, Syddansk Universitet
Bevilget beløb: 5.335.852 kr.
Projektbeskrivelse: Projektet undersøger psykologiske og sociale aspekter af udviklingen fra talent til ekspert i eliteidrætten ud fra følgende spørgsmål: Hvilken betydning har det sociale miljø for talentfulde eliteidrætsudøveres socialisering, læring og udvikling af ekspertise i eliteidræt? Hvilken betydning har det sociale miljø for eliteidrætstræneres socialisering og udvikling af ekspertise inden for talentidentifikation og -udvikling? Hvordan skabes succesfulde eliteidrætsmiljøer? Projektets resultater vil sætte en ny dagsorden for forståelse af relationer mellem udøvere og trænere og de miljøer, som disse relationer udspiller sig i.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 04. november 2013