Gå til indhold

Bevillinger fra Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation (FKK) - juni 2011

Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation (FKK) har bevilget godt 88 mio. kr. til 53 humanistiske projekter. Rådet modtog i alt 277 ansøgninger til et samlet beløb på næsten 761 mio. kr.

Nedenfor finder du en oversigt over de ansøgninger, som rådet har besluttet at yde støtte til.

Der tages forbehold for såvel trykfejl som eventuelle justeringer i forhold til de angivne beløb. Der kan således ske ændringer, for eksempel hvis der er opnået støtte fra anden side, eller hvis der i en budgetpost er ansøgt efter forkerte takster, ligesom der kan være knyttet særlige betingelser til den enkelte bevilling.

Ansøgere, der ikke er på listen, kan forvente at modtage et afslag med en begrundelse, der angiver de væsentligste faglige grunde til, at ansøgningen ikke opnåede bevilling, jf. i øvrigt de i opslaget meddelte betingelser og vurderingskriterier. Rådet kan desværre ikke påtage sig at yde detaljeret faglig vejledning.

Bevillingsbreve og afslag vil blive fremsendt elektronisk i løbet af juli og august måned.

Oplysninger om bevillinger til Sapere Aude: DFF-Forskningsleder forventes offentliggjort ultimo august 2011.


Kollektive forskningsprojekter


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Olav Hammer
Institution: Syddansk Universitet
Bevilget beløb: kr 6.356.719,00

Projektbeskrivelse: Forhold mellem religion og samfund kan have vidt forskellige udtryk, lige fra religiøse orestillinger om en altomfattende (maximal) påvirkning af samfund til opfattelser af religion som en mere privat (minimal) faktor. Projektet er et internationalt samarbejde, hvis overordnede formål er at undersøge maximalistiske og minimalistiske tendenser i forskellige miljøer i henholdsvis antikkens og nutidens europæiske religionshistorie. Projektet bryder med tidligere forsknings sekulariseringsparadigme, og for at opnå en bedre, historisk forankret forståelse af religioners socio -politiske betydninger arbejdes tværfagligt og komparativt under den nye tvedeling religiøs maximalisme og minimalisme. Trods afstand i tid har antikken og nutiden væsentlige fælles præg af multikulturelle verdener med centrale spørgsmål om religiøs pluralisme og kulturel kontinuitet, og dynamiske relationer i forholdene mellem religion og politik. På grundlag af udvalgte empiriske områder og case studies videreudvikler projektet det nye paradigme med fokus på kulturmøder og religionskonflikter, religionsfrihed og ytringsfrihed, retoriske strategier og religiøs praksis, social anerkendelse og religiøs eksklusivitet, samt religioners rolle i fortidens og nutidens demokratier. Indsigter fra religionsvidenskab, antikhistorie og politologi kombineres systematisk for at afdække disse komplekse emner, som har rødder i antikkens historie og er aktuelle spørgsmål i europæisk forskning og samfundsdebat.


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Morten Nissen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 7.194.073,00

Projektbeskrivelse: Projektet sigter mod at overskride adskillelsen mellem de traditioner for forskning og intervention, der etablerer standarder (fx sundhedsfremme mottoet ”30 min. motion om dagen”) og dem, der kritisk problematiserer standardernes betydning i menneskers hverdagsliv. Standarder er et begreb for generaliserede modeller af og for praksis, og standardisering er et voksende og omdiskuteret samfundsfænomen. Der arbejdes ud fra tesen om, at standarder og subjekter danner hinanden i vekselvirkning (fx gennem modeller for livsførelse). Eftersom dette er et grundforhold, så er den kritiske samfundsvidenskab også selv med i denne proces. Der rettes fokus på de mikro-processer, hvori standarder og subjekter danner hinanden, og hvor forskningen selv er deltager – i børnefamiliers forhold til idealer og ressourcer (såsom i brug af bestemte slags legetøj), personers systematiske monitorering af sindstilstande (self-tracking), og (i samarbejde med to kommunale institutioner) i interventioner for unge rusmiddel-brugere. Hertil knyttes seminarer med forskere som arbejder med ’mixed-methods’ interventionsforskning på 4 sektorforskningsinstitutter, samt en ’Science & Technology Studies’ udforskning af vores egne empiriske forskningsaktiviteter. Vi vil danne et forskningscenter med to ph.d.-studerende (Mads Bank, Sofie Pedersen), en post doc (Lasse Meinert Jensen), en lektor (Jytte Bang), og en leder (Morten Nissen) – samt udvikle et forskernetværk gennem seminarer og konferencer.


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Elisabeth Engberg-Pedersen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 4.042.770,00

Projektbeskrivelse: Forholdet mellem sprog og kognition er centralt for både lingvistik og kognitionsvidenskab. Formålet med projektet er at undersøge sammenhængen mellem kognitiv og sproglig profil på den ene side og på den anden sprogbrug, læsefærdighed og opmærksomhed over for sprog. Ved kognitiv og sproglig profil forstås 1. autisme, 2. Specific Language Impairment (SLI) og 3. vanskeligheder med at drage inferenser under læsning. Børn med autisme ser ud til at have svært ved at forestille sig andres forestillinger om en situation og opfatter ofte komplekse situationer brudstykkevis. Det sidste træk deler de tilsyneladende med såkaldt poor comprehenders i forbindelse med læsning af tekster. Poor comprehenders har svært ved at lave inferenser under læsning, men har ikke de andre vanskeligheder som kendetegner børn med autisme. Børn med SLI har problemer med at forstå eller udtrykke sig sprogligt uden en påviselig grund som fx en hjerneskade. Ved at undersøge hvordan de tre grupper adskiller sig fra og ligner hinanden på en række sproglige områder, vil vi opnå større forståelse dels af forholdet mellem kognition og specifikke sproglige færdigheder, dels af de tre børnegruppers sproglige karakteristika på dansk. Kognitiv-funktionel lingvistik har afdækket hvordan grammatiske kategorier og konstruktioner koder forskellige synsvinkler og bidrager til sproglige forløbs sammenhæng. Denne viden er kun meget begrænset inddraget i eksisterende undersøgelser af afvigende sprogbrug og slet ikke på dansk.


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Thomas Wentzer
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 5.488.854,00

Projektbeskrivelse: The project reformulates one of the most general philosophical questions – what is the human being? – by investigating the responsive existence of the human being. In these days this question seems to belong to approaches within cognitive science or human evolution that improve our understanding of certain human capacities and their development. Cultural and social anthropology teach us the manifold of human life. But instead of arguing from an objectifying perspective the project assumes that humans actually do know what it is like to be a human being. Hence they somehow already are in possession of an answer to this question. Humans are beings that have to lead a live instead of just living it. This indicates a formal structure that the project identifies as human responsiveness. This qualification does not aim towards a metaphysically or theologically founded essentialism. In lieu thereof it adds a first-person-perspective to recent approaches dealing with the human condition in for instance cognitive science, human evolution, psychology and anthropology. The project provides a contribution to philosophical anthropology with hermeneutical means. It will explore human responsiveness by investigating how humans interpret, express and preserve their existence. At the same time the project examines how empirical anthropology methodologically can incorporate a phenomenology of responsiveness, thusly acknowledging the aspect of lived experience of individual human life. "


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Frederik Axel Stjernfelt
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 6.013.013,00

Projektbeskrivelse: Dialogisk Diagrammatisk Tænkning Problemløsning er en vigtig del af hverdagen i organisationer, forskningssammenhænge, uddannelsesinstitutioner, virksomheder, m.v. Det er en generel antagelse at problemløsning fremmes af dialogiske samarbejdsprocesser: ved at formulere et givet problem sprogligt kan flere personer sammen bearbejde, omformulere og elaborere problemet og således nå den bedste løsning. Dermed kan selve sprogliggørelsen betragtes som et slags diagram. Et diagram er en repræsentation (fx en grafisk figur) som kan bearbejdes manuelt; ved at tilføje eller ændre aspekter af figurens form kan nye betydninger og indsigter nås. I dette projekt vil vi anskue sproglig, dialogisk problemløsning som en art kollektiv diagrammatisk tænkning. Vi vil således studere hvordan personer gennem dialogisk interaktion sammen udvikler og tilegner sig ’sproglige værktøjer’ der gør det muligt for dem at repræsentere og bearbejde en problemstilling på en optimal måde og derved nå den bedste løsning. Fire centrale spørgsmål vil strukturere projektet: 1) Hvad er forskellen på sproglige og ikke-sproglige diagrammer? 2) Hvordan forhandles, elaboreres og manipuleres sproglige diagrammer i dialogisk interaktion? 3) Hvordan kommer disse diagrammer til at optimere kollektiv problemløsning? 4) På hvilken måde afhænger diagrammernes form og abstraktionsniveau af deres socialt dialogiske historie? Spørgsmålene vil søges besvaret gennem tæt integration af konceptuelle og empiriske undersøgelser. " "


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Stig Hjarvard
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 7.629.792,00

Projektbeskrivelse: Projektet skal bidrage til medialiseringsteorien ved at undersøge, på hvilke måder nye medier (fx internet og mobile medier) bidrager til kulturel forandring. I den aktuelle internationale forskning har teorier om kulturens medialisering bidraget til en spændende reformulering af klassiske spørgsmål om mediernes betydning for kultur og samfund: medierne står ikke længere uden for kulturen, men deres indflydelse skal forstås i kraft af deres integration i samfundets institutioner og kulturelle kredsløb. Medialiseringsteori har fortrinsvis været anvendt på traditionelle massemedier, og studiet af nye medier kan både udfordre en række centrale antagelser om mediernes betydning og bidrage til en mere nuanceret forståelse af dybden og kompleksiteten i kulturens medialisering. Gennem komparative empiriske studier af medialiseringen af forskellige sociale felter og institutioner skal projektet bidrage til den internationale teoriudvikling, herunder besvare centrale spørgsmål som: • Nye medier har en række affordances som følge af deres teknologiske, sociale og kulturelle kendetegn. I hvilket omfang og på hvilke måder vil disse muliggøre, begrænse og strukturere social interaktion i kulturelle felter? • Medialisering af kulturen involverer institutionelle forandringer, hvorved medier og det specifikke kulturelle felt indgår i nye relationer: I hvilket omfang og med hvilke konsekvenser bliver aktører, ressourcer og interaktionsformer genstand for institutionelle forandringer? "


Projekttitel: Where East meets West: Urbanisation, provincialisation and cultural interaction in Roman Anatolia
Bevillingsmodtager: Tønnes Bekker-Nielsen
Institution: Syddansk Universitet
Bevilget beløb: kr 5.902.671,00

Projektbeskrivelse: Mellem øst og vest: bydannelse, provinsialisering og kulturudveksling i det romerske Anatolien. Målet med dette tværfaglige projekt er at klarlægge hvorledes landskaberne ved Halysfloden i det nordlige Lilleasien blev integreret i det romerske imperium efter sejren over Mithradates VI (66 f.Kr.) gennem et langvarigt forløb, hvor romersk bykultur og styreform gradvis vandt indpas i et landbrugssamfund præget af frygiske, iranske og græske traditioner. Vi vil studere transformationsprocessen på tre niveauer: 1) det lokale: hvordan udvikler byerne sig? 2) det regionale: hvilke institutioner etableres for at skabe en fælles regional identitet og et fælles tilhørsforhold til Rom? 3) det imperiale: i hvilken grad oplevede indbyggerne sig som deltagere i et romersk verdensherredømme? Projektet tager udgangspunkt i byen Neapolis/Neoklaudiopolis (nu Vezirköprü), en af de byer, som Pompeius grundlagde efter den romerske erobring. Trods sine mange fund og indskrifter har Neoklaudiopolis aldrig været genstand for systematisk historisk eller arkæologisk udforskning. Projektet er dermed også et stykke grundforskning, der vil føje ny viden til det nordlige Tyrkiets historie og styrke den lokale bevidsthed både om områdets fortid og om vigtigheden af at tage vare på den fælles kulturarv. I projektet deltager fire forskere fra Syddansk Universitet og Københavns Universitet i samarbejde med Freie Universität Berlin. Til projektet er endvidere knyttet en ph.d.- og en postdocstipendiat.


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Søren Ivarsson
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 4.254.255,00

Projektbeskrivelse: I den internationale forskning er politiaktivitet, lovgivning og straffepraksis blevet analyseret som centrale aspekter af den koloniale styring. På trods af de seneste års opsving i interessen for dansk kolonialisme, er disse aspekter endnu ikke blevet undersøgt fra en dansk vinkel. Forskningsprojekts ambition er at udfylde dette forskningsmæssige tomrum. Dette vil ske gennem en analyse af tre casestudier af koloniale eller semikoloniale projekter, hvor danskere har været involveret: Dansk Vest Indien, Grønland og Siam (her deltog danske officerer i opbygningen af det første landsdækkende gendarmeri). Projektets tidsmæssige ramme ligger fra slutningen af det nittende til midten af det tyvende århundrede. Konkret vil projektet fokusere på hvilke rationaler der lå bag, hvilke teknikker der blev anvendt og hvilke subjekter, som blev dannet i forbindelse med politi-, lov- og straffepraksis i de tre cases. Ved at anlægge denne analysestrategi vil projektet ikke kun bidrage med ny viden om dansk involvering i koloniale projekter, men også være et væsentligt bidrag til et dynamisk internationalt forskningsfelt, hvor spørgsmålet om anvendeligheden af Michel Foucaults ideer om ledelsesrationaler i koloniale sammenhænge er et vigtigt tema. "


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Nauja Iben Kleist
Institution: Dansk Institut for Internationale Studier
Bevilget beløb: kr 6.096.375,00

Projektbeskrivelse: I de senere år har EU strammet adgangen til Europa for at bekæmpe illegal migration, bl.a. gennem skærpet grænsekontrol, forebyggelseskampagner og samarbejde med afsender- og transitlande. Disse tiltag har blokeret etablerede migrationsruter, øget antallet af tilbagesendelser af udokumenterede migranter til deres oprindelseslande og skabt nye migrationsruter til storbyer uden for Europa. Dette forskningsprogram vil undersøge de sociale konsekvenser af aktuelle migrationspolitikker for afrikanske migranter og deres familier. Formålet er at analysere, hvordan EU’s kamp mod illegal migration påvirker migranters livsmuligheder, deres håb for fremtiden og deres forestillinger om risiko. Programmet bidrager dermed med ny viden om mobilitet og globaliseringsprocesser i en verden karakteriseret af social og økonomisk ulighed. Programmet er baseret på interview med og observationer af migranter og deres familier i sender-, transit- og modtagerlande med tre cases: Blokeret migration i og tilbagesendelser til Ghana; transitmigration mod Europa i Marokko; og fremkomsten af et nyt transatlantisk migrationssystem mellem Senegal og Argentina. Især undersøges betydningen af migrationspolitikker for social inklusion og eksklusion, for skabelsen af nye migrationsruter og for migranters forestillinger om håb og fremtiden. Endeligt kombinerer programmet teorier om håb, social navigation og Bourdieus feltteori for at videreudvikle den antroprologiske migrationsforskning. " "


Projekttitel: (Trans)Formations of Kinship: Travelling in Search of Relatedness (TRAcK)
Bevillingsmodtager: Charlotte Halmø Kroløkke
Institution: Syddansk Universitet
Bevilget beløb: kr 6.526.788,00

Projektbeskrivelse: Danmark er i dag en fremtrædende leverandør af sædceller og reproduktiv know-how til det globale fertilitetsmarked, og er samtidig destination for kunder til anonym donorsæd. Infertile danske kvinder køber donoræg i Spanien eller Grækenland, mens infertile par og enlige fra Vesten benytter indiske kvinder som donorer og rugemødre til børn, som vokser op i den vestlige verden. Samtidig rejser danskere, der som børn blev adopterede fra Korea, ud og søger slægtskaber, der enten kan være biologiske eller fællesskaber med andre adopterede. Men hvordan påvirker det vores forestilling om hvad et menneske er og vores forestillinger om, hvordan en familie kan se ud og hvad slægtskab betyder, at teknologien i dag giver mulighed for rent faktisk at skabe liv ud af biologisk materiale fra mennesker, som slet ikke behøver at møde hinanden? Børn kommer til verden uden forældre i traditionel forstand og i flere tilfælde også uden statsborgerskab, idet den måde reproduktiv knowhow, genetisk materiale, kroppe, kropsdele og babyer i stigende grad krydser nationale grænser? Formålet med TRAcK er at etablere et tværfagligt forskningsfelt og bidrage til udviklingen af hvad man kunne kalde for kritiske reproduktions- og slægtskabsstudier på tværs af relevante humanistiske videnskaber i en international forskergruppe med en særlig interesse og ekspertise i diskursive, materielle, litterære og kulturelle konstruktioner af slægtskab og frugtbarhed. "


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Lisanne Wilken
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 4.806.983,00

Projektbeskrivelse: Gennem de senere år har danske universiteter fået flere udenlandske studerende og flere kurser, som foregår på engelsk. Det har ført til en uddannelsespolitisk debat, der især handler om sprog. I medierne har der været fokus på danske underviseres mangelfulde engelskkundskaber, og på universiteterne er der lagt op til sprogcertificering i engelsk som en slags kvalitetsmærkning. Men internationalisering handler om andet og mere end sprog. Det handler om uddannelsesstrategier, om undervisningsplanlægning, og om møder mellem mennesker, der har forskellige videnskapitaler og forskellige forudsætninger for at deltage i internationale uddannelsesforløb. Med dette projekt sætter vi fokus på aktørerne i internationaliseringsprocesserne. Vi undersøger, hvem det er, der vælger internationale uddannelser i Danmark; hvor kommer de fra, hvad er deres forudsætninger, og hvordan ser de i grunden på hinanden og på de uddannelser, de er en del af? Projektet ser selvfølgelig på aktørernes sproglige forudsætninger og på deres forståelser af de andres sproglige udfoldelser. Men det ser især på aktørernes sociale og uddannelsesmæssige baggrunde, på møderne mellem forskellige vidensregimer og på udfordringerne med at få viden anerkendt i et dansk internationaliseret uddannelsesmiljø. Formålet med projektet er at skabe en bredere forståelse af, hvad internationalisering indebærer end den, der dominerer i dag for dermed at skabe bedre forudsætninger for at tilrettelægge international uddannelse.


Postdoc


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Michael Høxbro Andersen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 1.771.176,00

Projektbeskrivelse: Sat på spidsen er sygdom i færd med at afløse det 20. århundredes store fortællinger (fremskridtet, klassekampen, den kolde krig). Forestillinger knyttet til sygdom fungerer i dag som en underliggende kulturel matrice, hvorigennem ikke bare konkrete sygdomme, men også menneskelige fællesskaber kommer til syne. Sygdom er ikke bare en klinisk realitet, men også en mental og kulturel model, der organiserer vores måde at tænke over det sociale liv. Det centrale spørgsmål i dette projekt er, hvordan litteraturen undersøger sygdom som kulturel model ved at bruge sygdom som en formel matrice for sin repræsentation af den sociale virkelighed. Projektet vil undersøge dette spørgsmål med udgangspunkt i litterære tekster af blandt andre Dostojevskij, Strindberg, Kafka og J.M. Coetzee. Dermed sigter projektet på at udvikle en anden tilgang til forskningsfeltet Litteratur og Medicin, der hidtil har fokuseret på sygdom som tema i litteraturen, men også at bidrage til en større forståelse af, hvordan sygdom farver og former vores fælles konstruktion af en fælles verden. Det teoretisk og metodiske udgangspunkt er dels Ernst Cassirers begreb om symbolske former, dels forskellige anerkendelsesteoretikere.


Projekttitel: Kajaksvimmelhed og arktisk hysteri. Et komparativt studie af vidensproduktionen om to "kulturbundne syndromer" i Grønland
Bevillingsmodtager: Søren Rud
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 1.559.160,00

Projektbeskrivelse: Kajaksvimmelhed og Arktisk Hysteri. Et komparativt studie af vidensproduktionen om to "kulturbundne syndromer" i Grønland. I dette projekt vil jeg undersøge fremkomsten og udviklingen af diagnoserne kajaksvimmelhed (nangianeq) og arktisk hysteri (pibloktoq) i et komparativt perspektiv. Begge diagnoser dækker over mentale lidelser, der blev "identificeret" i Grønland i anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Det er en grundlæggende antagelse i undersøgelsen, at vidensproduktionen om de to diagnoser må forstås i sammenhæng med de specifikke kontekster, som de opstod i. Det koloniale projekts rationaler og periodens forståelse af race, kultur og etnicitet satte rammen om vidensproduktionen om de lidelser, der i dag betegnes som ”kulturbundne syndromer”. Analysen vil adressere, hvordan politiske, økonomiske og erkendelsesmæssige betingelser spillede ind i en lægefaglig vidensproduktionen. Undersøgelsesoptikken vil dermed både åbne for indsigter i, hvordan specifikke vilkår påvirker produktionen af lægefaglig viden, og afdække et stykke underbelyst historie. Tidligere analyser af de to mentale lidelser har ikke fokuseret på selve vidensproduktionen, men snarere på lidelsernes ætiologi og ontologiske status. I projektet vil jeg undersøge diagnosernes ”livsforløb” og gennem disse konkrete cases analysere hvordan, forhold vedrørende forståelsen af kultur, race og køn kan udspille sig i en lægefaglige vidensproduktion. "


Projekttitel: Ordstilling og effektiv kommunikation
Bevillingsmodtager: Johannes Kizach
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 1.527.204,00

Projektbeskrivelse: Ordstilling og effektiv kommunikation. Når mennesker kommunikerer benytter de næsten altid sprog: De taler, lytter, skriver og læser og det hele foregår i et imponerende tempo. Vi har ofte valgmuligheder mht. ordstillingen, og det lader ikke til at påvirke tempoet. Vi kan f.eks. vælge at udtrykke den samme mening med to forskellige ordstillingsvarianter som her: (1) a. Anna gav sin mor en dejlig kage b. Anna gav en dejlig kage til sin mor Spørgsmålet er hvorfor vi nogen gange vælger én variant og andre gange en anden? De to tilgange man finder i litteraturen er (a) at den ordstilling der hurtigst kommunikerer den syntaktiske struktur foretrækkes og (b) at en række informationsstrukturelle faktorer tilsammen afgør valget (fx tilgængelighed – dvs. om referenten er blevet nævnt tidligere eller ej). Projektets mål er at besvare centrale spørgsmål om ordstilling via psyko- og neurolingvistiske eksperimenter, og derved kaste nyt lys over et meget omdiskuteret emne, nemlig årsagerne til sprogbrugeres valg af ordstilling. Forståelsen af hvilke faktorer der komplicerer og hvilke der letter kommunikationen er afgørende for at forstå en række sprogindlæringsproblemer, men vil også bidrage til at præcisere vores viden om hvordan hjernenbbearbejder sprog og i særdeleshed om hvad sproglig kompleksitet egentlig er. En viden som er vital for fx hukommelsesstudier og forskning i kunstig intelligens. "


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Helene Risør
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 2.238.451,00

Projektbeskrivelse: Projektet fokuserer på ungdom som en ny social kategori og en opkommende politisk aktør i Bolivia, og det vil analysere disse processer i forhold til forståelser af medborgerskab og forandringer af civilsamfundet i dette land. Projektets arbejdshypotese er, at de bredere politiske forandringer som Bolivia gennemgår – ofte repræsenteret ved valget af Evo Morales som landets første indianske præsident – skaber grobund for nye subjektkategorier og politiske aktører. På baggrund af empiriske feltstudier er det således projektets mål at generere ny viden omkring medborgerskab og civilsamfund i en kontekst af social, kulturel og politisk forandring. I Bolivia har forståelser af medborgerskab og politisk aktivisme hidtil været præget af folks klassetilhørsforhold og etnicitet, og de spirende ungdoms og studenterorganisationer repræsenterer således en ny og generationsbaseret form for medborgerskab og politisk aktivisme. Etnografisk vil studiet derfor fokusere på disse ungdoms og studenterorganisationer: Deres grundlæggelse, deres aktiviteter og forhold til andre civilsamfundsorganisationer og statslige instanser, og sidst, men ikke mindst, de unges egne erfaringer og refleksioner omkring disse processer. På baggrund heraf er det projektets ambition at generere nye teoretiske koncepter, der tager højde for dynamikken indenfor civilsamfund, de politiske aktørers kontinuerlige forandring og de sammenhænge hvorigennem tilblivelsen af disse aktører finde sted. "


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Pelle Oliver Larsen
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 1.662.650,00

Projektbeskrivelse: Udforskningen af historieskrivningens historie har traditionelt haft form af idehistoriske analyser af et enkelt lands historieskrivning. Projektet bryder med denne tilgang. Fokus flyttes videnskabssociologisk til historieskrivningens produktionsbetingelser, og den nationale ramme erstattes af en regional: Skandinavien. Det giver mulighed for at sammenligne praksis i de forskellige lande, men udgangspunktet er samtidig at de skandinaviske faghistoriske miljøer i perioden 1920–1970 voksede tættere sammen end både før og siden. Det åbner for et transnationalt perspektiv på den skandinaviske historieproduktion. Det centrale spørgsmål som søges besvaret, er hvilken rolle sociale netværk har spillet i videnskabelige konflikter. Dette undersøges gennem sociale netværks kampe om nøglepositioner på det som med en teoretisk inspirationskilde, sociologen Pierre Bourdieu, kan kaldes det historievidenskabelige felt. Disse positioner indbefatter eksempelvis professorer, rigsarkivarer og tidsskriftsredaktører. Eksistensen af sådanne konkurrerende netværk er påvist i nyere udforskning af svensk historieskrivning. I det komparative perspektiv drejer projektet sig således om de sociale netværks rolle i de forskellige skandinaviske lande. I det transnationale perspektiv søges påvist at den historievidenskabelige integration i Skandinavien betød at konflikterne om de i bund og grund nationale nøgleposter på det historievidenskabelige felt fik karakter af kampe mellem skandinaviske netværk. " "


Projekttitel: Hating hate crime. The role of passions in minority policy work
Bevillingsmodtager: Birgitte Schepelern Johansen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 1.612.577,00

Projektbeskrivelse: Dette projekt undersøger, hvilken rolle følelser spiller i det institutionaliserede policy-arbejde omkring hadforbrydelser i Europa. Gennem det seneste årti er hadforbrydelser gledet ind i både strafferet og menneskerettighed-arbejde i Europa som betegnelse for forbrydelser begået på grund af offerets gruppetilhørsforhold (fx religion, race, etnicitet eller seksualitet). Dette er sket uden den store debat – det være sig politisk eller akademisk. Den eksisterende forskning på området i Europa er primært lavet af OSCE og nationale rettighedsorganisationer, og den er præget af en moralsk konsensus: at hadforbrydelser er et irrationelt, patologisk onde, der må bekæmpes. Man har derfor primært beskæftiget sig med at dokumentere omfanget og karakteren af hadforbrydelser, at forstå årsager, og at diskutere de bedste tiltag til at forebygge. Men hvordan selve kategorien ’hadforbrydelser’ bliver til, hvilken rolle referencen til en specifik følelse (had) spiller her, og hvilket emotionelt engagement, der er på spil for de mennesker, der arbejder med hadforbrydelser, er underbelyst. Ved at tage fat på disse emner vil projektet give ny viden både om et aktuelt policy-område, nemlig hadforbrydelsesarbejdet i Europa, og det vil diskutere, hvordan følelser indgår i skabelsen af bestemte ’semantiske landskaber’, der kan danne basis for politisk handling. Projektet vil analysere to nationale hadforbrydelseskampagner i Skotland og Danmark samt OSCEs løbende arbejde mod hadforbrydelser. " "


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Ulrik Schmidt
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 1.756.191,00

Projektbeskrivelse: Vi er omgivet af digitale medier. Computerskærme, mobiltelefoner, mp3-afspillere, kameraer og digitale netværk fylder op omkring os. Computerens udbredelse påvirker os derfor ikke længere blot ved den måde, vi hver især bruger den som et ’personligt’ medie. Computersystemer er blevet en integreret del af vores fysiske omgivelser, som påvirker den måde vi i oplever verden på gennem vores sanser. En udpræget tendens i nutidens digitale kunst og elektroniske musik er at undersøge denne problemstilling ved at give fænomenet ’digitale omgivelser’ et konkret sanseligt udtryk. Disse kunstværker indtager ikke længere en fast plads foran os, men er blevet noget, der bevæger sig rundt i omgivelserne i nøje afstemte forløb. Kunstværket er blevet et computerstyret tidsrum, man kan bevæge sig ind i og lade sig omgive af. Ved at nærstudere virkemidlerne i en række toneangivende eksempler på digitale omgivelser i kunsten og den elektroniske musik, giver forskningsprojektet 'Digitale omgivelser' et nyt bud på, hvad det vil sige at lade sig omgive med og af computersystemer. Projektet har på den måde direkte relevans for vores forståelse af nutidens – og fremtidens - liv i almindelighed. For hvad betyder det for vores opfattelse af de fysiske omgivelser – af rummet og tiden – når omverdenen er digitalt organiseret og synkroniseret? Hvad betyder det for vores forhold til os selv og andre mennesker, når den fysiske verden, vi befinder os i, er blevet til digitale omgivelser? "


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Julie Katharina Uldam
Institution: Copenhagen Business School
Bevilget beløb: kr 2.122.982,00

Projektbeskrivelse: Aktivismens paradoks: Kombinationer af voldelige, populære og institutionelle strategier. Ved politiske topmøder har aktivister mulighed for at få deres sager i mediernes spotlys og på den politiske dagsorden. Demonstrationer ved politiske topmøder planlægges ofte i aktivistnetværk med både reformistiske og radikale grupperinger. Aktivistnetværk må derfor håndtere modstridende udfordringer for at opnå indflydelse: 1) radikale grupper foretrækker kritik af systemet gennem konfronterende protester, 2) reformistiske grupper argumenterer for politisk lobbyarbejde og 3) for fredelige demonstrationer for at opnå opbakning i den bredere befolkning. Det betyder, at aktivistnetværk må kombinere konfronterende, populære og institutionelle tilgange – det jeg kalder aktivismens paradoks. Medierne er en central scene for promoveringen af disse. Projektet har til formål at forstå dette paradoks ved at undersøge interne stridigheder over deres valg af protest- og mediestrategier. Undersøgelsen tager udgangspunkt i et transnationalt aktivistnetværk, som protesterer mod klimaforandringer. Den belyser to relaterede dimensioner af netværkets dynamikker: 1) hvordan netværkets interne stridigheder har indflydelse på netværkets proteststrategier og 2) hvordan det kommer til udtryk i netværkets mediestrategier, især deres brug af online medier og håndtering af kontakt med pressen. Data indsamles gennem deltagerobservation og interviews ved FNs klimatopmøder i 2011 og 2012 samt ved planlægningsmøder. "


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Sune Hannibal Holm
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 1.798.610,00

Projektbeskrivelse: Syntesebiologer arbejder i disse år på at skabe organismer efter rationelle designprincipper. Nærværende projekt tilsigter at belyse disse ”levende maskiners” basale natur med udgangspunkt i en analyse af vores grundlæggende kategorier om naturligt udviklede organismer og menneskeskabte maskiner. Projektet vil tage afsæt i det forhold, at vi anvender teleologiske begreber som ”design,” ”funktion,” og ”formål” i vores beskrivelser og forklaringer af både maskiner og organismer. Blandt andet vil projektet undersøge relationen mellem organismer og maskiners design, fysiske struktur og funktioner med henblik på at afdække, hvorvidt vi kan anvende samme redegørelse for maskiners og organismers funktionelle træk. I særdeleshed vil det blive undersøgt, om vi kan redegøre for både organismer og maskiners funktioner på baggrund af deres selektionshistorie, eller om vi bør acceptere en form for pluralisme mht. funktioner. Projektet vil (1) bidrage med en original undersøgelse af vigtige filosofiske spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med den nyeste forskning i krydsfeltet mellem biologi, ingeniør- og computervidenskab, og føre til en bedre forståelse af maskiner, organismer og designede organismers grundlæggende natur, og (2) bidrage til udviklingen af en begrebsramme, som bliver efterspurgt i forsøg på at klarlægge en række centrale spørgsmål i forbindelse med den etiske og samfundsmæssige debat om syntesebiologi. " "


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Jonathan Adams
Institution: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Bevilget beløb: kr 1.495.270,00

Projektbeskrivelse: Forskere inden for religion, historie og litteratur er (især i de sidste 70 år) begyndt at undersøge opfattelsen af ikke-kristne grupper i middelalderen. Fokus har dog hidtil været på snævert afgrænsede perioder eller geografiske områder, evt. en bestemt begivenhed, og undersøgelserne har været baseret på et begrænset antal kilder. Derimod savnes viden om de ”populære” kilder fra det offentlige rum, ikke mindst tekster på folkesproget. I særdeleshed mangler der en detaljeret, omfattende og filologisk præcis undersøgelse af de folkelige tekster i Skandinavien indtil renæssancen. Det her skitserede projekt ”Muslimer og jøder i tekster fra den skandinaviske middelalder” sigter mod at imødekomme dette behov ved at analysere de danske og svenske (østnordiske) tekster indtil 1515. Disse folkesproglige tekster er også af afgørende betydning for tolkningen af middelalderens kirkekunst, herunder kalkmalerierne. Ved at fokusere på teksternes fremstilling af jøder og muslimer (fx i opbyggelig litteratur, åbenbaringer, prædikener, bønner, rejsebeskrivelser til de nærorientalske lande og digte) vil projektet kunne give en hidtil uset beskrivelse af den før-moderne religiøse og ikke-religiøse baggrund for nutidens offentlige rum og civile samfund med hensyn til tolerance, forfølgelse og tværkulturel (mis)forståelse. Hermed vil der blive skabt historiske perspektiver for fremtiden, idet projektet vil præsentere en ”brugbar fortid” for vores pluralistiske samfund i dag.


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Felix Riede
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 1.132.016,00

Projektbeskrivelse: I 10.966 f. Kr. gik Laacher See-vulkanen i det vestlige Tyskland i udbrud. Udbruddets enorme askelaviner dækkede egnene i nærheden, mens aske samtidigt blev spredt over store områder af Europa. Dette udbrud må have gjort stort indtryk på det palæolitiske jæger-samlerfolk, og specielt de små pionerjægergrupper i Sydskandinavien blev påvirket af askenedfaldet. Umiddelbart efter udbruddet opstod der nemlig i dette område den såkaldte Bromme-kultur, Danmarks første hjemmehørende stenalderkultur. Kan vi tilnærme os, hvordan og hvorfor disse og andre jæger-samler i fortiden reagerede på den slags vulkanske begivenheder? Med sine lammende og økonomisk katastrofale konsekvenser viste det mindre udbrud af den islandske vulkan Eyjafjallajökull i 2010 for eksempel tydeligt, at det ikke blot er udbruddets styrke, der betinger, hvordan mennesker bliver påvirket, men snarere dets sammenspil med de unikke historiske og samfundsmæssige kontekster. Derfor forsøger dette projekt at kombinere humanistiske, tværkulturelle og naturvidenskabelige perspektiver på traditionelle samfunds håndtering af vulkanske begivenheder med lokale arkæologiske vidnesbyrd om Bromme-kulturen. Dermed skaber projektet en global fortolkningsramme med udgangspunkt i traditionelle samfunds sårbarhed overfor vulkanudbrud for derigennem bedre at kunne forstå Laacher See-udbruddets specifikke rumlige, kronologiske, sociale og kognitive implikationer.


Forskernetværk


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Anne Ring Petersen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 819.883,00

Projektbeskrivelse: Siden starten af det 20. århundrede har migration udviklet sig fra at være et vilkår, der begrænser sig til individer eller bestemte grupper, til at være et massefænomen, der griber ind i samfund verden over. Af samme grund er vores tidsalder blevet kaldt for en ""migrationens tidsalder"". Network for Migration and Culture: The Interrelations of Migration, Culture and Aesthetics vil undersøge, hvordan migration har påvirket kulturelle udtryksformer og identiteter i det 20. og 21. århundrede. Netværket er tværfagligt og inddrager et bredt spektrum af kulturformer, bl.a. film, litteratur, billedkunst, musik, digitale medier og hverdagslivsformer. I centrum står spørgsmålet om forholdet mellem på den ene side globalisering og migration og på den anden side forandringerne i kulturer, identiteter, institutioner, medier og offentligheder. Hvordan påvirker og forandrer migration de æstetiske udtryksformer? Hvordan kan migranter opbygge en transkulturel identitet gennem kultur, kunst og medier? Hvilke barrierer møder de? Hvilken rolle spiller anerkendelse i dannelsen af migranters identitet? Hvordan påvirker deres ofte hybride udtryksformer modtagerlandenes kulturelle identitet? Og hvordan tager modtagerlandenes institutioner og offentlighed imod dem? Netværket er internationalt orienteret og samler forskere fra Danmark, Europa, Tyrkiet og USA.


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Cecilie Felicia Stokholm Banke
Institution: Dansk Institut for International Studier
Bevilget beløb: kr 994.745,00

Projektbeskrivelse: Netværk for europæisk erindring efter holocaust, folkedrab og politiske massedrab. Forskernetværk for forskere og ph.d-studerende fra DIIS, AU, KU, SDU og Forsvarsakademiet, der med afsæt i stalinismen og nazismen vil adressere den diskussion, der pt. foregår i Europa omkring opgøret med Sovjetkommunismen og stalinismens forbrydelser samt andre grove menneskerettighedskrænkelser, herunder også det armenske folkedrab. Over en serie workshop vil netværket og en række internationale forskere, tilknyttet som partnere, diskutere relevante spørgsmål omkring erindringen efter Holocaust, folkedrab og politiske massedrab, der relaterer sig til den aktuelle erindringspolitiske diskussion om inkluderingen af stalinismens forbrydelser i den fælleseuropæiske mindekultur. Med afsæt i erindringskulturen efter Holocaust vil det blive analyseret, om denne erindring har skabt præcedens for, hvordan stater skal adressere fortidens forbrydelser, og om de krav fra Central- og Østeuropæiske lande om en europæisk mindekultur efter Sovjet-Kommunismen udspringer af Holocaust-erindringen. Udover outputs i form af workshops, working papers, tidsskriftartikler og en antologi, vil netværkets medlemmer afsøge potentialet for en kollektiv projektansøgning til EU's rammeprogram omkring emnet samt afholde i hvert fald et ph.d.-kursus i forbindelse med de planlagte workshops og heraf drage nytte af de inviterede internationale eksperter i en forskeruddannelsesmæssig sammenhæng.


Projekttitel: NNCORE, Nordic Network for Comics Research
Bevillingsmodtager: Anne Magnussen
Institution: Syddansk Universitet
Bevilget beløb: kr 905.412,00

Projektbeskrivelse: Særligt inden for de sidste 25 år har tegneserien været i en rivende udvikling både som kunstnerisk udtryk og som social og politisk kritik. Tegneserier som Maus (Art Spiegelman, 1986) og Palestine (Joe Sacco, 1996) er eksempler på den originalitet og mangfoldighed, der karakteriserer et medie, som også rummer populære børnetegneserieklassikere samt potentialet til voldsom offentlig debat, sådan som den seneste diskussion af japanske Manga og pornografi har vist. Tegneserierne er til gengæld så godt som usynlige indenfor forskningen, hvilket etableringen af det nordiske forskernetværk, NNCORE, vil ændre på. De 28 forskere og ph.d.-studerende fra fem nordiske lande samt Estland vil over de næste to år samarbejde om en række fælles projekter, der fokuserer på tegneseriens særlige fortælleformer og dens relation til andre medier, samt på hvordan tegneserierne tager del i debatter om censur, politik og kulturelle, sociale (incl. nordiske) fællesskaber. NNCORE har fire overordnede formål; 1) at sikre Norden en solid international placering indenfor tegneserieforskningen; 2) at opbygge en base for forskeruddannelse indenfor feltet; 3) at bidrage med nye vinkler til forskningen indenfor andre humanistiske og samfundsvidenskabelige felter, samt 4) at gøre mediet og dets æstetiske, kulturelle og samfundsrelaterede bidrag synligt for den bredere offentlighed.


Projekttitel:

Bevillingsmodtager: Kristin Eva Albrechtsen Veel
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 686.911,00

Projektbeskrivelse: Formålet med forskernetværket ”Negotiating (In)visibilities: A Network for Studies on the Seeable and the Hidden of Contemporary Culture” er at undersøge spørgsmål omkring ændringer i kulturens synlige og usynlige felter i et perspektiv, der forbinder forskning inden for arkitektur og det byggede miljø med kulturvidenskabelige teorier om overvågning. Netværket består af en gruppe af forskere, der repræsenterer en bred vifte af danske forskningsinstitutioner, samt en række internationale akademikere fra Europa og USA. Gruppen er sammensat af forskere med forskellige kompetence- og specialiseringsområder inden for arkitektur, samfundsvidenskab, kunst og kulturstudier. Udgangspunktet for netværket er, at tendenser såsom brugen af glas i nyere arkitektur, udbredelsen af overvågningsteknologi i vores hverdag og ekshibitionistiske kunst- og mediefænomener såsom reality-tv og sociale netværksmedier alle sammen peger på en igangværende kulturel redefinering af, hvad synlighed og usynlighed vil sige i dag. Netværket vil, i kraft af en række konferencer, udgøre et forum, hvor forskere, som arbejder med disse spørgsmål, og hvis veje ikke ellers nødvendigvis krydses, kan berige hinandens felter. På den måde opnås der et tværvidenskabeligt niveau i tænkningen, som ikke ville være muligt for den enkelte forsker. Et centralt formål er endvidere, at netværket skaber grobunden for større kollektive ansøgninger om forskningsstøtte, f.eks. på EUniveau.


Tidsskrifter


Projekttitel: Tilskud til tidsskriftet: TIDSSKRIFTET ANTROPOLOGI Årg. 2012/2013/2014
Bevillingsmodtager: Helle Samuelsen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 90.000,00


Projekttitel: Tilskud til tidsskriftet:-AARBØGER FOR NORDISK OLDKYNDIGHED OG HISTORIE. Årg. 2006/2007/2008
Bevillingsmodtager: Poul Otto Nielsen
Institution: Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab
Bevilget beløb: kr 90.000,00


Projekttitel: Tilskud til tidsskriftet: Passage - Tidsskrift for Litteratur og Kritik Årg. 2011/2012/2013
Bevillingsmodtager: Mads Rosendahl Thomsen
Institution: Foreningen Passage
Bevilget beløb: kr 90.000,00


Projekttitel: Tilskud til tidsskriftet: JMM The Journal of Music and Meaning www.meaningandmusic.net Årg. 2011/2012/2013
Bevillingsmodtager: Cynthia M. Grund
Institution: Syddansk Universitet
Bevilget beløb: kr 90.000,00 


Projekttitel: Tilskud til tidsskriftet: DANISH YEARBOOK OF MUSICOLOGY Årg. 2012/2013/2014
Bevillingsmodtager: Michael Fjeldsøe
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 90.000,00


Projekttitel: Støtte til konvertering af den trykte årbog til elektronisk: Musikterapi i psykiatrien
Bevillingsmodtager: Lars Ole Bonde
Institution: Aalborg Universitet
Bevilget beløb: kr 29.000,00


Projekttitel: Tilskud til tidsskriftet: ANALECTA ROMANA INSTITUTI DANICI
Bevillingsmodtager: Erik Bach
Institution: Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom
Bevilget beløb: kr 30.000,00


Konferencer


Projekttitel: The Fifteenth International Saga Conference
Bevillingsmodtager: Jens Peter Schjødt
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 74.160,00


Projekttitel: Understanding Atmospheres. Culture, Materiality, and the texture of the in-between
Bevillingsmodtager: Mikkel Bille
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200,00


Projekttitel: The Fourth Sino-Nordic Gender and Women's Studies Conference
Bevillingsmodtager: Birte Siim
Institution: Aalborg Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200,00


Projekttitel: "Communicating Crisis in an Age of Complexity". Second International Conference on Crisis Communication at the Beginning of the 21st Century, Aarhus Universitet, 6.-8. oktober 2011
Bevillingsmodtager: Finn Frandsen
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200,00 


Projekttitel: Conference ¿Textiles and Economy in the Middle Ages"
Bevillingsmodtager: Carsten Jahnke
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 79.157,00


Projekttitel: CIETA-konference 3.-6. oktober 2011: Cultural Encounters in Textiles and Dress between Northern
Bevillingsmodtager: Marie-Louise Bech Nosch
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 78.912,00


Projekttitel: 11. nordiske tosprogethedskonference
Bevillingsmodtager: Jens Normann Jørgensen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200,00


Projekttitel: IV TINWE SYMPOSIUM
Bevillingsmodtager: Jens Normann Jørgensen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 28.800,00


Projekttitel: International Conference on Interactivity, Language and Cognition
Bevillingsmodtager: Sune Vork Steffensen
Institution: Syddansk Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200,00


Projekttitel: Between Tradition and Change: The Future of English in the Light of Globalization, Transculturalism
Bevillingsmodtager: Jane Pilgaard Vinther
Institution: Syddansk Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200,00 


Projekttitel: The 16th European Maya Conference
Bevillingsmodtager: Jesper Nielsen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200,00


Projekttitel: Natural Language Processing and Cognitive Science workshop: NLPCS2011
Bevillingsmodtager: Arnt Lykke Jakobsen
Institution: Copenhagen Business School
Bevilget beløb: kr 79.200,00


Projekttitel: Den fransk-syriske forbindelse i udviklingen af 1001 nat, dens baggrund og efterliv
Bevillingsmodtager: Peter Aage Madsen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200,00


Projekttitel: At give erindringen form - teoretiske og praktiske perspektiver på erindring i design
Bevillingsmodtager: Poul Rind Christensen
Institution: Designskolen Kolding
Bevilget beløb: kr 79.200,00


Projekttitel: Det transformative museum
Bevillingsmodtager: Kirsten Drotner
Institution: Syddansk Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200,00 


Projekttitel: Ny polsk og anden østeuropæisk film
Bevillingsmodtager: Anna Estera Mrozewicz
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200,00 


Projekttitel: Kashgar Revisited. Commemorating the 10th Anniversary of the Death of Ambassador Gunnar Jarring
Bevillingsmodtager: Ildiko Beller-Hann
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200,00 


Projekttitel: Rethinking Agriculture in the Ancient Greek World
Bevillingsmodtager: Jens Andreas Krasilnikoff
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 56.850,00


Projekttitel: Paul and Mark Beyond the Letter/Gospel Divide
Bevillingsmodtager: Mogens Müller
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 77.181,00 


Projekttitel: International Exploratory Workshop om det europæiske konstitutionelle monarki i det 19. og 20. årh.
Bevillingsmodtager: Jes Fabricius Møller
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200,00

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 15. august 2019