BepiColombo er med en estimeret endelig omkostning på knap 1.4 mia. EURO den hidtil største satsning hos ESA Science.
Missionen består af to rumfartøjer, der skal lave omhyggelige undersøgelser af den inderste planet i solsystemet – Merkur. Derudover skal det fysiske miljø i det indre solsystem udforskes nærmere. Det kræver en lang række instrumenter, som måler på meget forskellige fysiske parametre. Der er med andre ord involveret mange forskningsdiscipliner, hvilket stiller store krav til koordinering.
Blandt andet derfor ønsker ESA Science at tilknytte op til 6 interdisciplinære forskere til missionen, som vil få til opgave at tænke på tværs af de forskellige discipliner og skabe yderligere forskningsmuligheder ud af missionen.
Der søges også 11 gæsteforskere, som skal kunne skabe forskningsprojekter, der tænker missionens videnskabelige udbytte sammen med data fra andre missioner eller jordbaserede observationer.
Bemærk at fristen for indsendelse af letters of intent er 13. juni 2019 kl. 12.00 CEST