Hvad kan jeg søge midler til?
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen (UFS) har for 2024 øremærket tre mio. EUR til danske demonstrationsprojekter gennem ESA. Demonstrationsprojekter hører under ESA’s ARTES BASS-program.
I et demonstrationsprojekt skal business case for samt nøglebehov og øget værdi af at anvende mindst ét rumaktiv demonstreres for en bruger- eller kundedreven løsning. Formålet med projektet skal være at udvikle én eller flere kommercielle rumbaserede applikationer, som efter en vellykket afslutning af projektet kan markedsføres. Demonstrationsprojekter er ofte en fortsættelse af et tidligere kickstart- eller feasibilitystudie i ESA, men dette er ikke en forudsætning for at søge om støttemidler.
Målet for ARTES Business Applications Space Solutions-program (BASS) demonstrationsprojekter er:
- at validere businesscasen og de supplerende tekniske løsninger af en foreslået kunde- eller brugerdreven service eller produkt
- at levere et rentabelt og bæredygtigt produkt efter projektets afslutning
- at demonstrere det centrale behov ved og merværdien af at anvende mindst ét rumaktiv (f.eks. satcom, GNSS, jordobservation, spinout-rumfartsteknologi eller løsninger muliggjort af ruminfrastruktur såsom Den Internationale Rumstation).
Demonstrationsprojekter skal opfylde følgende krav:
- De skal være brugerstyrede (indeholde brugerinddragelse og -bidrag).
- De skal drage fordel af at integrere brugen af et eller flere rumaktiver.
- Der skal være et klart potentiale for, at tjenesten eller produktet kan kommercialiseres efter projektets slutning.
Et demonstrationsprojekt skal have en pilotaktivitet, hvor tjenesten eller produktet afprøves i et realistisk miljø i fællesskab med kunde eller bruger. Demonstrationsprojektets varighed afhænger af aktivitetens kompleksitet. Typisk er det mellem 12 og 24 måneder.
Som udgangspunkt kan en virksomhed maksimalt få dækket 50% af dens projektomkostninger. For SMV’er er det dog muligt at få dækket op til 80% af omkostningerne.
Universiteter og andre vidensinstitutioner kan søge støtte som del af et konsortium, men de kan ikke søge alene. Det er muligt for universiteter og vidensinstitutioner, der ikke har en kommerciel interesse i produktet/servicen, at få dækket op til 80% af deres projektomkostninger, så længe støtten til institutionen ikke overstiger 30% af projektets samlede omkostninger.
Der kan for et projekt maksimalt søges om støtte på 700.000 EUR. Støttemodtagere vil ud over økonomisk støtte også modtage rådgivning fra ESA.
Hvordan søger jeg?
For ARTES BASS-demonstrationsprojekter består ansøgningsprocessen til ESA af to obligatoriske dele:
- Ansøgeren præsenterer indledende sin idé ved at udfylde et såkaldt udvidet Activity Pitch Questionnaire (APQ+), hvorigennem det sikres, at et demoprojekt er den rette vej at gå for ansøgeren. Et APQ+ gør det muligt for virksomheden at præsentere sin idé i en forkortet og standardiseret form. Samtidig gør det det muligt for ESA at hurtigt foretage en informeret bedømmelse af idéen.
For det indsendte APQ+ vurderer ESA’s eksperter idéens egnethed som ARTES BASS demonstrationsprojekt og vender herefter tilbage til virksomheden med feedback. Hvis det indsendte forslag anbefales af ESA, inviteres virksomheden til at indsende et såkaldt Full Proposal. - Efter invitation fra ESA kan virksomheden indsende et Full Proposal. Et Full Proposal er et fyldestgørende forslag, der bedømmes af ESA’s udbudsvurderingskomité. Hvis forslaget af udbudsvurderingskomitéen gives en høj nok score (se mere i den danske ansøgningsvejledning nedenfor) tilbydes virksomheden en kontrakt. ESA vender altid uanset resultatet tilbage til virksomheden med afgørelse og feedback.
Vigtigt: Ved at indsende en ansøgning til ESA, accepterer virksomheden som ansøger, at Det danske rumkontor må publicere aktiviteten på hjemmeside, i nyhedsbrev og på LinkedIn, skulle virksomheden tilbydes en kontrakt med ESA.
ESA vil bedømme ansøgningerne i henhold til deres egne krav og kriterier. Kontrakter vil blive tilbudt baseret på ESA’s endelige evalueringsscore og de danske retningslinjer, der er beskrevet nærmere i den danske ansøgningsvejledning nedenfor. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen (UFS) er ikke involveret i hverken ESA’s bedømmelse af ansøgninger eller tildeling af kontrakter.
Sparring hos ESA BIC DK for nye ansøgere
Virksomheder, som ikke tidligere har arbejdet med ESA, har mulighed for at få sparring på deres ansøgninger hos ESA Business Incubation Center Denmark (ESA BIC DK). Centeret har opbygget en stor erfaring med at vejlede virksomheder igennem ansøgningsprocessen til ESA. Kontakt ESA BIC DK space commercialisation manager Poul Zimmermann Nielsen, pzn@esabic.dk, for at høre nærmere om mulighederne.
ARTES BASS workshop d. 6. Maj 2024
ESA og UFS afholder den 6. maj 2024 kl. 13.30-16.30 en ikke-obligatorisk workshop målrettet ansøgere til ESA’s ARTES BASS kickstart- og demonstrationsprojekter. Formålet med workshoppen er at give et indblik i de to opslag, hvem de er rettet mod, og hvordan den danske ansøgningsproces mod ESA er strikket sammen.
Der vil undervejs være mulighed for at stille spørgsmål til og samtale med repræsentanter fra ESA og UFS.
Tilmelding til workshoppen foregår ved at sende en e-mail med emnet “Registration for ARTES BASS Workshop” til amv@ufm.dk med UFS-FVI-RUM@ufm.dk i kopi. Deadline for tilmelding er d. 1. maj 2024.
Specificer venligst i e-mailen:
- Virksomhedens navn
- Antallet af deltagere, der vil deltage på workshoppen
- Om virksomhedens primære interesse er i kickstart- eller demonstrationsprojektopslaget
- Om virksomheden tidligere har søgt midler fra ESA.