De nye internationale forskernetværk finansieres af organisationen COST (European Cooperation in Science and Technology), og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen nominerer op til to medlemmer fra Danmark til hvert netværk.
Netværkene samler forskere og innovatører på tværs af fag- og landegrænser, så de kan undersøge et selvvalgt emne. Formålet er at styrke den europæiske forsknings- og innovationskapacitet. COST finansierer blandt andet træningsskoler, seminarer og forskeres adgang til forskningsinfrastruktur, men finansierer ikke forskning.
De 70 nye internationale netværk spænder fagligt meget bredt og dækker områder som f.eks.:
- Gastrointestinal kræft
- Frøpriming for at styrke afgrøders robusthed
- Videnskabsdiplomati
- Bevaring af kulturarv
- Omdannelse af madaffald til bæredygtige fibre
- Tegneserier til videnskab.
Netværkene kaldes også COST-aktioner.
Netværkets organisering
Hvert netværk er organiseret omkring en managementkomité og en række arbejdsgrupper. Til hver managementkomité kan Uddannelses- og Forskningsstyrelsen nominere op til to medlemmer fra Danmark. Det er netværkets managementkomité, der optager medlemmer til arbejdsgrupperne.
Sådan kommer du med i en COST-aktions managementkomité (MC)
For at blive medlem af en managementkomité skal du:
- Udfylde ansøgningsskabelonen enten på dansk eller engelsk
- Underskrive ansøgningen dateret med dato for underskrift
- Indsende den udfyldte ansøgning inkl. CV (i PDF-format) til e-mailen: cost@ufm.dk.
Ansøgningsskabelon
På side to i ansøgningsskabelonen kan du også læse om, hvad det kræver at være medlem af en managementkomité.
Ansøgningsfrist
Der er frist den 20. juni 2025 kl. 12.00.
OBS! Ansøgningen skal være underskrevet og dateret med dato for underskrift og indsendes i PDF-format.
Sådan foregår udvælgelsen
Da der er begrænsede pladser i de enkelte managementkomitéer, udvælger Uddannelses- og Forskningsstyrelsen nye medlemmer på baggrund af kriterier, der sikrer bedst mulige spredning i forhold til deltagende institutioner, køn og antal år som forsker efter bestået ph.d. Danske hovedansøgere eller medansøgere, der har været med til at etableret et af de 70 nye netværk, har forrang til pladserne.
Ansøgningerne behandles efter deadline den 20. juni 2025. Sagsbehandlingstiden forventes at være omkring ti arbejdsdage.