Gå til indhold

DFF-professorater

Retningslinjer for opslag og behandling af ansøgninger om DFF-professorater

Danmarks Frie Forskningsfonds retningslinjer for opslag og behandling af ansøgninger om DFF-professorater

I medfør af § 3 i bekendtgørelse nr. 322 af 30. marts 2014 om Bekendtgørelse om bevillingsfunktionen m.v. under Det Frie Forskningsråd (nu: Danmarks Frie Forskningsfond) har Danmarks Frie Forskningsfond fastsat følgende retningslinjer for opslag og behandling af ansøgninger om DFF-professorater.

1. Definition

Med DFF-professorater menes et virkemiddel, der indeholder dækning af udgifter til egen løn og driftsudgifter samt eventuelt lønudgifter til aflønning af ph.d.-stipendiater eller postdocstipendiater i en periode på 5 år. Ansøger skal være kvalificeret til ansættelse som professor, og bevillingen skal være betinget af, at ansøger kan ansættes tidsbegrænset som professor ved et universitet efter
§ 8 i bekendtgørelse nr. 242 af 13. marts 2012 om ansættelse af videnskabeligt personale ved universiteter.

2. Opslaget

Opslaget skal i medfør af BEK nr. 322 af 30/03/2014 indeholde krav til ansøger og ansøgningen samt hvilke kriterier, ansøgningen vil blive bedømt efter. Det faglige forskningsråd bør forud for offentliggørelsen af opslaget indhente tilsagn om ansættelse fra de potentielle værtsinstitutioner for professoraterne. Ansøgningsfristen skal være mindst 10 uger efter annonceringen.

3. International indkaldelse

Et fagligt forskningsråd, der indkalder ansøgninger om DFF-professorater, skal samtidig foretage en international annoncering i et eller flere internationale medier med henvisning til det fulde opslag, der skal være tilgængeligt på www.fi.dk i engelsk udgave.

4. Bedømmelse af indkomne ansøgninger

Efter ansøgningsfristen udløb nedsætter det faglige forskningsråd et fagligt bedømmelsesudvalg med tre eller fem medlemmer på professorniveau. Rådet kan inddrage eksterne bedømmere i bedømmelsesudvalget, der jf. punkt 5 udarbejder en skriftlig vurdering af hver ansøger. Eksterne medlemmer honoreres efter de til enhver tid gældende takster for eksterne bedømmere. Rådet udpeger en formand for udvalget.

Opfylder flere af ansøgerne kravene, skal udvalget udarbejde en indstilling om, hvem der ud fra en samlet vurdering bør have bevillingen.

5. Partshøring

Bedømmelsesudvalgets skriftlige vurderinger sendes til de respektive ansøgere, der inden for en frist på 8 dage kan fremkomme med skriftlige bemærkninger til vurderingen. Eventuelle bemærkninger tilgår det faglige forskningsråd, der afgør, om bedømmelsesudvalget på ny skal inddrages i vurderingen af de fremsatte bemærkninger.

Den enkelte ansøger vil ikke få indsigt i bedømmelsen af en medansøger.

6. Endelig tildeling

Efter udløbet af høringsfristen og vurdering af eventuelle bemærkninger fra ansøgerne træffer forskningsrådet beslutning om, hvem der skal tildeles bevilling som professorstipendiat, eventuelt efter samtale med udvalgte kandidater. Beslutningen træffes efter de samme regler, som gælder forskningsrådets normale ansøgningsbehandling.

7. Ekstern finansiering

DFF-professorater finansieres normalt af forskningsrådets midler, men kan efter nærmere aftale finansieres delvist af en ekstern bidragsyder, der skal stille bankgaranti til universitetet for sit bidrag i den fulde aftalte periode. Den eksterne bidragsyder og universitetet aftaler indbyrdes, hvilke begivenheder der udløser bankgarantien.

Finansieres professoratet fuldt af en ekstern bidragsyder, ophører Danmarks Frie Forskningsfonds engagement i sagen, når der er afgivet rådgivning om, hvem der skal tildeles bevilling som professorkandidat.

For at kunne ansætte uden opslag skal mindst halvdelen af midlerne komme fra fonde eller råd under VTU eller ikke-statslige bevillingsgivere, jf. ansættelsesbekendtgørelsens regler.

Den eksterne bidragsyder kan betinge sig ret til at godkende opslagets definition af fagområde og arbejdssted, og bidragsyders navn kan efter aftale med forsk-ningsrådet blive tilknyttet professoratets betegnelse. Bidragsyderen kan derimod ikke opnå særlige rettigheder vedrørende den forskning, der udføres af den pågældende professor, og bidragsyder kan ikke modsætte sig, at vedkommende pro-fessor forpligtes til at deltage i forskeruddannelse inden for sit fagområde.

8. Endelig ansættelse

Den endelige ansættelse skal ske ved et universitet, der foretager ansættelsen uden opslag efter positiv bedømmelse i medfør af de gældende regler for eksternt finansierede ansættelser. Forskningsrådet og en eventuel ekstern bidragsyder inviteres af det pågældende universitet til en forhandling om det nærmere indhold af ansættelsesvilkårene. Forskningsrådet og ansættelsesstedet skal herunder aftale omfanget af professorens forpligtelser i forbindelse med forskeruddannelse, undervisning og adgang til forskningsfaciliteter.

9. Afrapportering

Bevillingshaver skal foretage regnskabsaflæggelse og afrapportering efter de gældende regler for forskningsrådenes bevillinger. Ud over den faglige rapport ved bevillingens udløb skal bevillingshaver udarbejde en statusrapport halvvejs i perioden. De faglige rapporter godkendes af forskningsrådet og sendes til en eventuel ekstern bidragsyder til orientering.


Godkendt af bestyrelsen for Det Frie Forskningsråd den 9. marts 2010

 

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsministeriet
Senest opdateret 25. juni 2024