Det talte ord gælder
Kære alle sammen
Tak for invitationen. Jeg er rigtig glad for at få lov at snuse lidt rundt her hos jer.
Som sagt er jeg uddannelses- og forskningsminister, så jeg er minister for alt det, vi kan hitte på. Og jeg skal lige love for, I hitter på i vildskab her! Det er virkelig fantastisk at få lov at opleve.
Jeg havde fornøjelsen af at hilse på jer, der blev nr. 2 i konkurrencen sidste år og se den badestol, I har udviklet. Lone, Charlotte og Mads er jo i virkeligheden det bedste eksempel på, at man er ude i virkeligheden, og så oplever man – ved I hvad, jeg får altså ondt i ryggen, når jeg har haft 3-4 borgere i bad i løbet af dagen. Og så stiller man spørgsmålet: Hvorfor kan de her badebænke ikke løftes op og ned? Og så sker det, at man sætter sig sammen med en teknisk designer, som siger: Jamen, det laver vi da bare.
Magien når fagligheder mødes på tværs
Der sker noget fantastisk, når man sætter sig sammen med andre faggrupper. Og samtidig er det gode jo, at jeres løsninger er med til at lette hverdagen for nogle af de borgere i vores samfund, som har brug for hjælp. Og som mange af jer skal ud og give pleje og omsorg.
Jeg var rundt og besøge jeres grupper lige før. En af grupperne sidder og arbejder med en løsning, der gør det nemmere at tage tøj af og på, når man sidder i kørestol. Det er jo fantastisk, at man både kan skabe et bedre arbejdsmiljø og samtidig en følelse af: "Jeg kan godt selv" hos de mennesker, der har brug for hjælp til at fungere i hverdagen.
Derfor tror jeg, at det, jeg vil tage med mig her i dag, udover, at jeg synes, I er knaldhamrende seje og dygtige, det er, at når vi blander os, når vi møder nogen, som har andre baggrunde end os selv, så kommer vi til at tænke i helt nye baner.
Den ene dag, er man tømmerlærling i det nordjyske, den næste dag kan man have en virksomhed med 40 ansatte og en masse omsætning. Eller man kan være SOSU-hjælper og undre sig over, hvor besværligt der kan være at få en borger ud af sengen eller i bad. Og så pludselig får man en ide til en løftemaskine eller en badestol.
Tro på jeres ideer
Så uanset hvad I kommer med, og hvor I kommer fra i uddannelsessektoren, så er det, at kunne hitte på, vigtigt. Det gør noget kæmpe stort – både for jeres fagligheder, men også for vores land.
Og jeg vil gerne sige tak til både Tech College Aalborg og SOSU Nord, fordi I gør det her, og fordi I skaber den her ramme.
Jeg har en oplevelse af, at det er noget, vi er ret gode til i det nordjyske. Både at arbejde på tværs, men også at arbejde meget tæt på praksis. Og meget gerne virksomhederne ind over.
Også tak til de lærere, som er med, og som går rundt og hjælper.
Og ikke mindst til sidst: Tak til alle jer studerende. Jeres ideer kan virkelig gøre en forskel. Om det så er at træne en autist til at møde virkeligheden. Eller hjælpe en der sidder i kørestol til selv at kunne klæde sig af og på.
Og når I skal pitche jeres ideer i morgen, så tro på jeres ide. Rank ryggen og tro på, at I godt – i fællesskab – kan ændre verden. Jeres ideer må godt være lidt skøre og vilde. Nogle gang bliver tingene grinet ud i starten, og så ender det med at blive en kæmpe succes.
Så, rank ryggen, tro på det og brug hinanden. Og så håber jeg, at I også har det lidt sjovt undervejs, for tænk, hvad det ikke kan give af fællesskab, at I har mulighed for at møde hinanden på tværs.
Tusinde tak til jer alle sammen, også til Mads, som jeg lige har talt med, som har kastet sin person ind i det her for at inspirere jer alle sammen.
Held og lykke til jer alle sammen i morgen.