Det talte ord gælder.
Tak for ordet.
Og tak for invitationen til en spændende konference her i Operahuset.
DM giver gerne en hånd med. Sådan lød tilbuddet i Ingrid Stages leder i Magisterbladet i forlængelse af regeringen redegørelse om større sammenhæng i det videregående uddannelsessystem. Og lad mig sige det med det samme; den hånd tager jeg imod med åbne arme. Regeringen lytter. Også til Dansk Magisterforening.
De politiske sigtelinjer, der præsenteres i redegørelsen, skal netop udfoldes i dialog med sektoren. Den dialog er helt afgørende for, at vi får en god løsning. Så derfor er jeg også rigtig glad for arrangementet her i dag.
Fokus på de studerende
Men lad mig starte med nogle tal. En ny undersøgelse fra CBS viser, at anvendelsen af uddannet arbejdskraft har ændret sig væsentligt de seneste årtier. I 1980 blev 60 procent af de beskæftigede med en lang videregående uddannelse, ansat til at producere offentligt forbrug. I 2007 var det kun 42 procent af de beskæftigede med lange videregående uddannelser.
At spå om fremtiden har aldrig været enkelt, men måske var det lettere at lave fremskrivninger i industrisamfundet. Der er vi ikke mere. Vi er på vej mod innovationssamfundet med helt andre logikker.
At uddanne til snævre professioner, hvor det på forhånd er helt klart, hvilke kompetencer der er behov for, er ligeså passé som lørdagskyllinger og kassettebånd. Der er ingen standardmodel for, hvilken kompetencepalet der efterspørges om to, fem eller ti år. Men vi ved, at der er brug for folk, der er godt uddannede og har et godt fagligt fundament. Alle studerende skal i deres uddannelse erhverve kompetencer, der kan gøre dem nyttige på arbejdsmarkedet.
Så min uddannelsespolitiske vision starter med de studerende. Vi skal have etableret et uddannelseslandskab, hvor de unge i langt højere grad kan tilpasse deres uddannelser til den virkelighed, de møder, når de står med deres eksamensbevis i hånden. Og derfor skal vi skabe mere sammenhængende rammer for alle videregående uddannelser.
Flere i uddannelse
Vi skal også have bedre sammenhæng fordi, der skal uddannes flere. Jeg fornemmer, at jeg er i en forsamling, hvor tallene 95, 60, 25 ikke forveksles med ugens lottotal – men at der er et kendskab til regeringens ambitiøse målsætninger på uddannelsesområdet. Herunder ikke mindst ambitionen om, at 25 procent skal have en lang videregående uddannelse.
Vi skal have flere i uddannelse. Men er større optag på universiteterne ensbetydende med lavere kvalitet? Nej. Den slutning er forsimplet. Et moderne universitet skal kunne rumme både det brede og det smalle. Et universitet for de mange er ikke et alternativ til eliteuniversitet. Og jeg vil påstå, at vi ikke har et moderne universitet, hvis de to ting ikke kan leve side om side og hænge sammen.
Mere sammenhæng i uddannelserne
Vi skal have flere i uddannelse. Vi skal have bedre uddannelser. Og vi skal have fokus på de studerende. Det er de væsentlige grunde til, at regeringen er kommet med sammenhængsredegørelsen.
Inden jeg vil udfolde sammenhængsredegørelsen lidt nærmere, så første lidt overordnet: Hvad betyder mere sammenhæng i uddannelsessystemet for de studerende? Og hvad betyder det for samfundet og aftagerne? For de studerende betyder mere sammenhæng bl.a.:
- at der bliver færre blindgyder i uddannelsessystemet og bedre meritpraksis,
- og at indførelsen af fleksible uddannelsesvalg giver flere muligheder for den enkelte.
De studerende skal ikke forsinkes af unødige barrierer og dobbeltuddannelse. Og de skal have mulighed for at sammensætte deres uddannelse, så de er bedst muligt rustet til arbejdsmarkedet. For samfundet og aftagere betyder mere sammenhæng i uddannelsessystemet bl.a.:
- at vi får en mere kompetent arbejdsstyrke, der er parate til arbejdsmarkedet,
- og at vi udnytter vores ressourcer bedre, fordi vi undgår dobbeltuddannelse og supplering.
Ikke mindst fordi de studerende kommer hurtigere fra studieliv til arbejdsliv.
Rammer og indhold
Sammenhængsredegørelsen indeholder fire forslag, der vedrører rammerne for de videregående uddannelser. De vedrører:
- Nye enkle udviklingskontrakter
- En taxameter- og bevillingsreform
- Et nyt fælles sammenhængende akkrediteringssystem
- Og én samlet og sammenhængende lov for alle videregående uddannelser
Jeg vil ikke her gå i detaljer med hvert enkelt forslag, men jeg vil gerne sige lidt mere om visionen om en samlet og sammenhængende lov.
En fælles lov skal tage udgangspunkt i de studerende og en skal sikre et opgør med institutionsbundne regler, der skaber barrierer i de videregående uddannelser. Samtidig skal vi fortsat sikre et varieret udbud af videregående uddannelser.
Målet er ikke ensretning – tværtimod. Sammenhængsredegørelsen indeholder også en række forslag, der går på selve uddannelserne. Jeg har nævnt det fleksible uddannelsesvalg samt bedre mulighed for merit.
Et andet væsentligt område er flere samarbejder på tværs af uddannelsessektorer. Uddannelsesinstitutionerne har allerede en forpligtelse til at samarbejde. Men der er brug for endnu mere samarbejde i fremtiden. Og det skal sikres, at samarbejdet bliver en gensidig forpligtigelse.
Der skal også mere fokus på efter- og videreuddannelse. Og der igangsættes et udviklingsarbejde på masteruddannelsesområdet, hvor brugernes behov er i fokus, og hvor udbuddet ikke nødvendigvis afspejler det ordinære uddannelsessystem. Og endelig handler sammenhæng også om afskaffelse af supplering. Og det vil jeg gerne uddybe lidt.
Afskaffelse af supplering
For i dag gennemfører alt for mange studerende et suppleringsforløb for at opfylde adgangskravet til en kandidatuddannelse. Det gælder både for professionsbachelorer og universitetsbachelorer. Supplering mellem bachelor- og kandidatuddannelsen er ufleksibel, studietidsforlængende og udgiftsdrivende. Det er skidt for de studerende, og det er skidt for samfundet.
Derfor er målet at afskaffe supplering i 2013. Men det betyder ikke, at det faglige niveau på kandidatuddannelserne skal sænkes. På den ene side er det vigtigt at understøtte fleksibilitet i overgangen mellem bachelor- og kandidat, så de studerende har gode muligheder for at videreuddanne sig og eventuelt justere uddannelsesforløbets erhvervsmæssige fokus. På den anden side er det vigtigt at fastholde et højt fagligt niveau.
Der er naturligvis faglige grænser for, hvilke kandidatuddannelser, der er tilgængelige for den enkelte bachelor eller professionsbachelor. Det er for eksempel helt oplagt, at en bachelor i dramaturgi ikke har direkte adgang til en kandidatuddannelse i bioteknologi.
Det er også mit indtryk, at de studerende har stor respekt for det faglige indgangsniveau til en uddannelse. De har forståelse for, at fordybelse i et ekstra fag er nødvendig, hvis der er en faglig begrundelse for det. Derfor skal de videregående uddannelsesinstitutioner tage et større medansvar for at gøre uddannelsesvejene så tydelige som muligt.
Det indebærer, at universiteterne styrker oplysningen om adgangskrav til deres kandidatuddannelser. Og de videregående uddannelsesinstitutioner bør samarbejde mere om overgangsmuligheder. Det kan for eksempel ske ved at skabe bedre faglig sammenhæng mellem eksisterende professionsbacheloruddannelser og relevante kandidatuddannelser. Pointen er, at der skal være en direkte adgang fra enhver professionsbachelor-uddannelse til en eller flere beslægtede kandidatuddannelser – uden undtagelse.
De studerende foran systemet
Som nævnt er der lagt op til en bred dialog om sammenhængsredegørelsen. Men vi er tyvstartet. I de nye udviklingskontrakter for universiteterne er større sammenhæng en af de fire pligtige mål. Universiteter skal med de nye udviklingskontrakter sikre, at de studerende får bedre mulighed for at sammensætte deres uddannelser på kryds og tværs uden at blive begrænset af barrierer som krav om supplering og dårlige muligheder for meritoverførsel.
Forliget i sidste uge om en reform af læreruddannelsen er et andet eksempel. Udover, at vi hæver barren for de lærere, der skal løfte fremtidens folkeskole, så skal landets måske mest detailregulerede uddannelse – fremover reguleres efter samme principper som de andre videregående uddannelser.
En ny moduliseringen af læreruddannelsen vil betyde, at den vil hænge bedre sammen med det øvrige uddannelsessystem – det vil øge kvaliteten og sikre større evne til at imødekomme arbejdsmarkedets krav om en mangfoldighed af kompetencer.
De studerende skal i centrum. Sammenhæng og kvalitet er ikke hinandens modsætning. Tværtimod. Vi skal efter et årti med fokus på matrikler og mursten nu have fokus på indhold. Derfor er kvalitetsløft en del af udviklingskontrakterne, som universiteterne netop nu forhandler og sektoren i øvrigt følger efter sidst på året.
Uanset om det er professionsuddannelser eller universiteter er det min klare opfattelse, at vi kan udnytte ressourcerne bedre. Derfor har jeg sagt, at jeg principielt er imod frikøb, fordi det svækker kvaliteten i den forskningsbaserede undervisning. Men det er ikke gjort med det. Hvis vi skal sætte handling bag ordene om tillidsreform og deregulering – kræver det klare mål og gennemsigtighed.
I dag giver uklarheden om, hvad studierne forventer af deres studerende anledning til frustration, mytedannelse og i efter min overbevisning også frafald. Jeg er derfor glad for initiativer fra både nogle af universiteterne og fra professionshøjskolerne i forening. De vil synliggøre, hvordan de forskellige aktiviteter fra forelæsninger over holdundervisning, øvelser og gruppearbejde til helt almindelig læsning udgør et fuldtidsstudie tilsammen.
Det vil give os langt bedre grundlag at diskutere uddannelsers kvalitet på. Ligesom det vil give et referencepunkt at holde virkeligheden op imod. Vi kan ikke acceptere, at et fuldtidsstudie visse steder opleves som 12 timers ugentlig aktivitet alt inkl.
Dette fokus på kvalitet stiller naturligvis også krav til underviserne. Når der er meget stor variation i undervisningstiden i bredeste forstand fra studiested til studiested tyder det på, at vi kan få mere undervisning for pengene. Og jeg vil ikke lægge skjul på, at regeringen også på de videregående uddannelser ønsker at øge den mængde undervisning, som vi får ud af de ressourcer vi tildeler gennem taxametrene. Også det ser vi frem til at drøfte i de relevante fora med DM og andre af vores samarbejdspartnere.
Så jeg håber, at Dansk Magisterforenings tilbud om en hånd – efter den udfoldelse stadig er fremstrakt.
Jeg glæder mig i hvert tilfælde til debatten. Og jeg håber, at vi kan få en god dialog om, hvordan vi sammen får udviklet rammerne og tegnet et nyt og bedre uddannelseslandskab.
Tak for ordet.