Det talte ord gælder.
Tak fordi jeg måtte komme i dag.
Jeg mødte flere af jer i sidste uge, da vi for første gang afholdte et uddannelsesmøde, hvor alle de videregående uddannelser var repræsenteret. Ved Uddannelsesmødet blev det tema, der er i fokus i dag - fremtidens arbejdsmarked og uddannelsesinstitutionernes rolle - ligeledes drøftet.
Ved mødet havde vi fået redaktør og historieskriver Bo Lidegaard til at komme med et indlæg under middagen med udgangspunkt i sin bog "En fortælling om Danmark i det 20. århundrede". Det var et spændende oplæg om, hvad der samlede og splittede Danmark i det 20. århundrede. Bo Lidegaard havde fokus på det politiske Danmark. Men historien om det 20. århundrede er også historien om Danmarks overgang fra bondesamfund til industrisamfund.
Her i starten af det 21. århundrede står Danmark i en anden omstilling - en omstilling på højde med industrialiseringen. Vores konkurrenceevne er svækket. Produktiviteten er for lav. Vi har en aldrende befolkning. Og vi er i et globalt kapløb med regioner, der både har høj vækst, lave lønninger og et stort befolkningsoverskud.
Vi er på vej mod et innovationssamfund, hvor den eneste konstant er forandring. Hvis vi vil sikre de kommende generationer bedre muligheder for beskæftigelse og velstand, skal vi løfte uddannelsesniveauet i Danmark.
Bedre og mere uddannelse er afgørende for at skabe vækst i fremtiden. Samtidig skal vi sikre, at der er tiltro til kvaliteten af velfærdssamfundets kerneydelser, hvor netop professionsuddannelserne er hovedbidragsyder. Det er en afgørende faktor for en succesfuld omstilling.
Flere i uddannelse og bedre kvalitet
Regeringen fremlagde i tirsdags en økonomisk 2020-plan, der skal sikre mere og bedre uddannelse af danske unge. Der er afsat en økonomisk ramme på 3,5 milliarder kroner til de videregående uddannelser. Og der skal oprettes 10.000 flere studiepladser.
Det er store og ambitiøse investeringer. Men det er investeringer, der betaler sig – både for den enkelte og samfundet. Pengene til investeringerne i uddannelse kommer ikke dalende ned fra himlen.
Den kommende tid vil kræve meget af danskerne. Vi skal gennemføre store økonomiske reformer. Og vi skal fremover tænke os godt om, når vi bruger de offentlige midler og indretter vores samfund. Den kommende tid vil også kræve meget af uddannelsesinstitutionerne. Der skal ikke bare uddannes flere. Vi skal også uddanne bedre. Og uddannelsernes kvalitet skal styrkes.
De videregående uddannelsesinstitutioner - ikke mindst professionshøjskolerne - har gennem de sidste 10-15 år været igennem mange omvæltninger. Der har været en periode med meget fokus på de institutionelle forhold. På fusioner og sammenlægninger og etableringen af nye ledelser.
Jeg afviser ikke justeringer af det uddannelsespolitiske landkort, men nu skal de studerende i centrum. Vi vil stille klare krav herom, men til gengæld anerkende, at det er dem, der sidder med udfordringerne ude på uddannelsesinstitutionerne, der er bedst til at finde løsningerne.
Detailregulering duer ikke - det giver ikke, trods de bedste intentioner, de ønskede resultater. For tre uger siden præsenterede jeg forligskredsen bag læreruddannelsesloven for et udspil til en ny læreruddannelse. Jeg vil ikke komme med en længere gennemgang her, og jeg tror også, at indholdet er velkendt for flere af jer. Kernen er, at vi ønsker at gøre op med årtiers politisk detailregulering af læreruddannelsen.
Professionshøjskolerne skal have mere frihed til at skabe attraktive og fagligt stærke læreruddannelser, der tiltrækker dygtige studerende. Til gengæld skærper vi jeres ansvar for, at I forsyner kommunerne med de lærere, som de har brug for. Budskabet er: lærerne er skolernes vigtigste aktiv. Derfor er læreruddannelsen helt central for at løfte kvaliteten på skolerne.
Med mere frihed til institutionerne følger også mere ansvar. For der stilles krav. Og der skal skabes synlige resultater. Det er frihed i opgaveløsning. Det er ikke frihed til at være i fred. Uddannelsernes levering af høj faglighed i bredeste forstand er i virkeligheden den bedste garant for deregulering. For så kan enhver kan se, at der ikke er behov for regulering og stram styring fra politisk side.
Den nye læreruddannelse bliver en lakmusprøve på, at uddannelsesinstitutionerne til gengæld for mere frihed - tager ansvar og leverer resultater. Deregulering er også én af anbefalingerne i evalueringen af pædagoguddannelsen, som netop er offentliggjort.
Jeg er stærkt optaget af at løfte vores pædagoguddannelse. Fordi – som med læreruddannelsen – tror jeg på en direkte årsagssammenhæng mellem god uddannelse og gode institutioner for vores børn.
Der er gode anbefalinger i evalueringen, som anviser vejen hertil. Og der er plads til forbedringer. Det gælder både det faglige indhold, og det gælder sammenhæng mellem den teoretiske og praktiske læring i praktikforløbene og vidensbasering.
Så jeg ser frem til på baggrund af anbefalingerne at drøfte den fremtidige udvikling af pædagoguddannelsen med uddannelsens interessenter. Og efter min opfattelse ligger løsningen ikke i en helt ny uddannelse. Men der er brug for handling nu.
I har med skiftende regeringer diskuteret timetal og kvalitet. Nu må vi fra tale til handling. Jeg kvitterer for den nye studieaktivitetsmodel. For timer er ikke alt. Men dog noget. Og 10 timer ugentlig aktivitet er uacceptabelt på ethvert fuldtidsstudie.
Kvalitet bliver et mål for udviklingskontrakterne. Hårdt og kontant vil jeg forlange, at I løfter kvaliteten over de næste tre år, hvert år. Jeg og ministeriet vil gerne have en dialog om pædagoguddannelsen.
Men på et tidspunkt, hvor det nærmest fremstilles som om forældre skulle være utrygge ved at aflevere deres børn til rådvilde pædagoger – er der brug for et stærkt signal og det haster. Hør derfor dette som en opfordring til at sætte jer sammen i sektoren for at formulere et bredt og forankret svar.
Det handler ikke om at placere et ansvar. Men om at tage et medansvar. Ikke for jeres skyld, ikke for min. Men fordi det er så afgørende for vores børn.
Større sammenhæng
Efter mange år med fokus på mursten og matrikler ønsker regeringen ønsker at sætte de studerende foran systemet. Og fokusere på indhold, sammenhæng og fleksibilitet.
For knap en måned siden præsenterede jeg regeringens visioner for større sammenhæng i det videregående uddannelsessystem. Vi skal tilbyde dem fleksible uddannelsesvalg på langs og på tværs af de videregående uddannelser. Og vi vil sikre, at der bliver færre blindgyder, mere fleksibilitet og bedre mulighed for brobygning samt bedre meritpraksis.
For nylig havde jeg træffetid i Aarhus, hvor jeg på en café talte med to studerende ved professionsbacheloruddannelsen i finans på Erhvervsakademiet i Aarhus. De ville gerne læse videre på en kandidatuddannelse og undrede sig over, at suppleringskravene var forskellige alt efter, om de ville studere i Aalborg, Aarhus eller København.
Jeg kan godt forstå, at de undrer sig. Det er netop den type barrierer, vi skal til livs. Supplering mellem bachelor- og kandidatuddannelsen er studietidsforlængende og udgiftsdrivende. Det er hverken godt for de studerende eller for samfundet. Det skal ændres. Men jeg vil gerne understrege, at det skal ske uden, at det faglige niveau sænkes.
Derfor skal supplering i enkelte vigtige fag kunne gennemføres, efter den studerende er optaget på kandidatuddannelsen. Det stiller krav til universiteterne om større fleksibilitet i institutionernes optag. Og det stiller også krav om, at professionshøjskoler og universiteter bliver bedre til at skabe sammenhæng og bygge bro mellem uddannelserne.
Større sammenhæng forudsætter, at uddannelsesinstitutionerne bliver bedre til at samarbejde. Det gælder både om overgangene mellem uddannelserne og om uddannelsernes kvalitet i form af produktion og omsætning af viden. Institutionerne bør blive bedre til at udnytte hinandens videngrundlag og styrkepositioner på tværs af sektorerne, så kvaliteten af uddannelse løftes i hele det videregående uddannelsessystem.
Institutionerne har allerede en forpligtelse til at samarbejde, og det sker allerede i et vist omfang. Men der er brug for meget mere samarbejde i fremtiden. Regeringen vil gerne være med til at sikre, at samarbejdet bliver en gensidig forpligtigelse.
Der er helt afgørende, at den nyeste viden bringes i spil på institutionerne, hvis vi skal styrke uddannelsers kvalitet.
Innovation og fremtidens arbejdsmarked
Professionshøjskolerne uddanner velfærdssamfundets kernetropper; dem der passer vores børn, underviser vores unge og plejer syge og gamle. Men professionshøjskolerne er mere og andet end det. De tre dimittender med utraditionelle karriereforløb, der taler senere i dag, er eksempler på det.
Der er flere eksempler. Og det vil komme mange flere til. Paletten af job efter endt uddannelse er blevet langt mere omfattende. Ikke mindst på grund af et arbejdsmarked, der er under konstant forandring.
I forbindelse med Uddannelsesmødet i sidste uge holdt Anders Sørensen fra CBS et oplæg om sammenhængen mellem uddannelse og produktivitet. Udover pointen om, at uddannelse øger produktiviteten, nævnte han også, at anvendelsen af uddannet arbejdskraft har ændret sig væsentligt de seneste årtier. I 1980 blev 68 procent af de beskæftigede med en mellemlang videregående uddannelse, ansat til at producere offentligt forbrug. I 2007 var det 60 procent. At spå om fremtiden har aldrig været enkelt, men måske var det lettere at lave fremskrivninger i industrisamfundet.
Der er vi ikke mere. Vi er på vej mod innovationssamfundet med helt andre logikker. At uddanne til snævre professioner, hvor det på forhånd er helt klart, hvilke kompetencer der er behov for, er ligeså passé som lørdagskyllinger og smalfilm. Alle studerende skal i deres uddannelse erhverve kompetencer, der kan gøre dem nyttige på arbejdsmarkedet.
Forandring er et livsvilkår for professionshøjskolerne, og derfor skal I også styrke samarbejdet både med offentlige og private aftagere. Og I skal være aktive i at finde nye løsninger på de udfordringer Danmark står overfor; faldende produktivitet, lav vækst og en aldrende befolkning, blot for at nævne nogle få.
Regeringen arbejder med at udvikle Danmarks første, samlede og ambitiøse innovationsstrategi. Og her har professionshøjskolerne en særlig rolle at spille. Professionshøjskolernes stærke forankring i praksis giver nogle særlige styrkepositioner som rum for mødet mellem praksis og ny viden.
Og vi har brug for, at ny viden og nye løsninger møder og udfordres af virkeligheden. Og at gode løsninger implementeres i stor skala. Det skaber vækst. Og det skaber en mere effektiv udnyttelse af vores samlede ressourcer.
I den nye undersøgelse sammen med DEA og FTF konkluderes, at professionshøjskolerne har et stort innovationspotentiale.
Jeg er helt enig. Og jeg håber vi sammen kan udfolde potentialet. Uanset om der uddannes til den offentlige eller private sektor, skal vi uddanne dimittenderne til at kunne tænke nyt, få gode idéer og ikke mindst til at handle og omsætte deres viden til værdi for andre.
Innovation og entreprenørskab - som kompetence og som kultur - skal helt ind i nerven af uddannelserne. Og det skal helt ind under huden på de studerende.
Uddannelse har en hovedrolle i omstillingen
Danmark står i en historisk omstilling på højde med industrialiseringen. Og uddannelse har en hovedrolle i den omstilling.
Vi skal uddanne flere. Men vi skal gøre det anderledes end i dag. Vi skal samarbejde og være innovative. Vi skal skabe vores egen vækst. Og de studerende skal i langt højere grad have mulighed for at tilpasse deres uddannelser til den virkelighed, de møder, når de står med deres eksamensbevis i hånden.
Professionshøjskolerne skal medvirke til den kæmpe opgave, vi har med at ruste unge til at indtage et arbejdsmarked, der er under konstant forandring. I skal levere stærke faglige uddannelser til gengæld for frihed og afbureaukratisering. I skal bidrage til, at vi styrker vores velfærdssamfund gennem udvikling og fornyelse af professionshøjskolernes uddannelser.
Det er et stort ansvar. Men jeg har tillid til, at I løfter opgaven.
Tak for ordet.