Det talte ord gælder.
I sidste uge deltog jeg i Dansk Industris årsmøde med den nærmest Obama-klingende overskrift: "Be the change".
Selvom nogen kunne hævde, at de konkrete budskaber var temmelig uforandrede og primært rettet mod ændringer i skattepolitikken, så er pointen god nok.
Både for erhvervslivet, men måske i særlig grad for den offentlige sektor. Hvad enten man er uddannelsesminister, rektor, borgmester, skoleleder eller klasselærer skabes forandring gennem de menneskelige ressourcer, som leverer den offentlige service. Uanset om det er dagens tema med folkeskolen eller om det er ældrepleje, sygepleje eller specialpædagogik.
Alle kan blive enige om at ville forandre for at nå bedre resultater.
Men alt for ofte er forandring søgt fremmet ved at tage initiativet fra dem, der skal levere forandringen i mødet med børn, syge og ældre. Politikerne har søgt forandring gennem regler, regulering og kontrol - tilsyneladende ud fra en grundbetragtning om, at forandring er noget, man gør 'mod' nogen - fremfor 'med' nogen. Skal vi opnå reel forandring, kræver det - med DI's ord - at vi får de offentlige ansatte til at være forandringen. Fra ledelse til frontarbejdere.
Det handler om at give motivationen til at gøre det bedre og ansvaret for, at det lykkes - tilbage til dem, som i det daglige har muligheden for at gøre noget ved det.
Jeg vil give en række eksempler på, hvor regeringen forsøger at forandre vores uddannelsessystem gennem tillid, deregulering og resultatorientering. Men inden vi kommer så langt, vil jeg blot tillade mig en lille afstikker. For det er ikke bare et postulat, når jeg siger, at de gode resultater kommer, hvis man målrettet styrker motivationen.
Den offentlige sektors skjulte potentiale
For et par uger siden var jeg til årsfest på Aarhus Universitet. Her var der blandt andet en ph.d.'er, Anne Mette Kjeldsen, der lavede en kort præsentation om: Public Service Motivation. Public Service Motivation handler om ønsket om at gøre godt for andre eller for samfundet. Og motivation bliver her defineret, som den energi en person er villig til at lægge bag opnåelsen af et givent mål.
Afsættet er, at de personer, der vælger at arbejde i den offentlige sektor, er drevet af nogle særlige værdier og et ønske om at hjælpe andre. Anne Mette Kjeldsen ser også på folkeskoleområdet i hendes ph.d. Og hendes afhandling viser, at elever, undervist af folkeskolelærere med høj public service motivation, får højere karakterer ved afgangsprøverne. Og det - selvom der er eksterne censorer. Samtidig viser Kjeldsens forskning, at den motivation, f.eks. nyansatte lærere har, falder over tid.
Så der er med andre ord et skjult potentiale i den offentlige sektor. Anne Mette Kjeldsen er først lige begyndt at forske i, hvordan dette skjulte potentiale kan udløses. Men jeg vover gerne pelsen og siger, at jeg tror, at regelforenklinger og afbureaukratisering på folkeskoleområdet spiller en væsentlig rolle.
Der er ikke noget som kontrol, detailreguleringer og papirnusseri, der ødelægger et godt engagement. Det er ikke tilfældigt, at unge vælger at blive lærere. Og jeg tror, at det er afgørende, at vi værner om og stimulerer den motivation, lærerne har med fra start. Det er et potentiale, der er guld værd.
Enkle udviklingskontrakter
Som nævnt vil jeg gerne illustrere, hvordan regeringen på uddannelsesområdet forsøger at lede ved at sætte klare mål og give ansvaret for at realisere dem - tilbage til dem, der for alvor kan gøre en forskel.
Lad mig overordnet starte med de nye udviklingskontrakter med professionshøjskolerne. I fredags sendte jeg et brev til bestyrelsesformændene ved professionshøjskolerne. Og her bliver de fem pligtige mål i udviklingskontrakter for 2013-14 beskrevet:
- Bedre kvalitet i uddannelserne
- Bedre sammenhæng i uddannelsessystemet
- Tidligere færdig og mindre frafald
- Øget innovationskapacitet
- Styrket udviklings- og evidensbasering
Alle fem pligtige mål er vigtige. To af de fem mål er særlig adresseret til læreruddannelsen - og pædagoguddannelsen. Det drejer sig om bedre kvalitet i uddannelsen. Og det handler om målet med en styrket udviklings- og evidensbasering.
Vi har fastlagt de pligtige mål. De pligtige mål danner en ramme, som den enkelte professionshøjskole udfylder med konkrete og individuelt valgte målepunkter. Hvordan man vil arbejde for at nå målene, er op til de enkelte institutioner. Den nye tilgang til udviklingskontrakterne er udtryk for, at jeg tror på, at de folk, der sidder med udfordringerne ude på uddannelsesinstitutionerne, kan finde de bedste løsninger. Jeg forventer, at professionshøjskolerne er meget ambitiøse, og jeg ser frem til den videre proces.
Folkeskolen er en grundsten i det danske uddannelsessystem.
- Men for mange elever går ud af folkeskolen uden tilstrækkelige læse- og matematikfærdigheder.
- For få skoler formår at bryde den negative sociale arv.
- Og skolerne er generelt ikke gode nok til at indfri alle elevers potentiale.
Det skal der ændres på. Og lærerstanden har en hovedrolle i den forandring. For læreren er den enkelte faktor i skolesystemet, der har størst indflydelse på elevens læring.
Læreruddannelsen skal ud af benlåsen
Da regeringen inden sommerferien indgik en aftale med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti om en ny læreruddannelse var afsættet klar: Danmark skal have en fagligt stærkere læreruddannelse. Og vi skal have en mere attraktiv læreruddannelse.
Det er ikke en hemmelighed, at læreruddannelsen altid har været udsat for en intens politisk interesse. Det er jo godt. Men det har også betydet, at læreruddannelsen måske har den tvivlsomme ære at være Danmarks mest gennemregulerede uddannelse.
Uddannelsen har simpelthen været lagt i benlås; med for mange bindinger og for få bevægelsesmuligheder. Kontrol og reguleringer har været devisen. Det skal ændres. Tillid og frihed er dagsordenen for den nye læreruddannelse. Og der er tale om et paradigmeskifte i forhold til tidligere. Også selvom der var nogle, der mente, at det ikke var den store revolution.
Fremover vil læreruddannelsen blive styret efter kompetencemål i forhold til, hvad en lærer skal kunne fremfor en indholdsmæssig detailstyring af selve uddannelsesforløbet. Det betyder kort sagt, at det centrale spørgsmål til den nyuddannede lærer fremover vil være: Hvad kan du? og ikke som tidligere: Hvad har du været igennem? Vi har sat detailreguleringen uden for døren. Og der er ikke planer om at lukke den ind igen.
Højere krav og mere faglighed
Den nye lærerreform er i høj grad en tillidsreform. Med større frihed. Men det er ikke frihed til at være i fred. Der skal leveres resultater.
Det, som det handler om, er, at vi skal have dygtigere lærere ud i den anden ende. Den nye læreruddannelse vil stille højere krav til, hvad de studerende skal kunne. Og arbejdsbelastningen vil være større end i dag. De studerendes indsats vil blive målt med en grundigere bedømmelse og skærpede eksamenskrav. Der indføres karakter for bedømmelsen af praktikken. Og generelt skal praktikken styrkes, så de kommende lærere i langt højere grad er forberedt til den konkrete undervisningssituation. Der skal være mere folkeskole i læreruddannelsen.
Professionshøjskolerne vil med udviklingskontrakterne blive holdt op på, at de lærerstuderende får mere kvalitet i undervisningen.
Også meget gerne i form af flere timer.
Og lærerne skal undervise i fag, de har undervisningskompetence i. Eleverne skal i højere grad møde lærere, der har en faglig fordybelse i netop de fag, der er på skoleskemaet. Kravene til hvad de lærerstuderende skal kunne – kompetencemålene – udarbejdes på et fagligt grundlag. Der indføres kompetencemål for de enkelte undervisningsfag, for lærernes grundfaglighed og for praktikken. Og jeg vil i samarbejde med undervisningsministeren og relevante aktører fastsætte kompetencemålene.
Hensigten er at sikre, at læreruddannelsen løbende kan tilpasse sig folkeskolens fagrække – uden at der først skal gennemføres lovændringer. Kompetencemålene sikrer således en-til-en sammenhæng mellem folkeskolens fag og de fag, som de lærerstuderende kan opnå undervisningskompetence i.
Samlet set skaber vi en læreruddannelse, der er fremtidssikret. Som afspejler folkeskolens behov. Og som løbende kan videreudvikles i takt med nye udfordringer.
Modulstrukturen giver flere fordele
Den nye læreruddannelse vil være opbygget af moduler, der leder hen mod eksamen i de forskellige kompetencemål.
Modulstrukturen giver flere fordele. For det første giver det muligheder for at skabe en bedre sammenhæng med det øvrige uddannelsessystem. Og det betyder også, at lærerstuderende vil få meget bedre mulighed for at læse i udlandet og inddrage internationale erfaringer i deres uddannelse.
For det andet giver det professionshøjskolerne bedre muligheder for at imødekomme specifikke regionale behov eller for at lave en profilering af den enkelte uddannelsesinstitution. Og endelig giver det et bedre afsæt for efteruddannelse.
Jeg kommer tilbage til efteruddannelse om lidt. Først lidt om behovet for, at undervisningen i folkeskolen skal være baseret på, hvad der virker.
Undervisning baseret på hvad der virker
For hvis skolen skal "være forandringen" – ja, så skal forudsætningerne også være til stede. Det kræver et fornyet fokus på viden og evidens:
- Hvordan lærer børn bedst at læse, regne og skrive?
- Hvordan tilegner børn sig bedst fremmedsprog?
- Og hvordan inkluderer man børn med særlige behov i den almindelige undervisning?
Det er helt afgørende, at læreruddannelsen hviler på den nyeste, evidensbaserede viden om, hvad der virker i folkeskolen. Underviserne på læreruddannelsen skal fremover langt mere systematisk basere undervisningen på praksisrelevant og evidensbaseret viden.
Derfor har regeringen også afsat midler til det formål på finansloven for 2012. Præcis, som vi gav løfte om i regeringsgrundlaget. Over de kommende tre år vil vi bruge en milliard kroner på at styrke kvaliteten på erhvervsakademier og professionshøjskoler – herunder lærer- og pædagoguddannelserne. Det skal ske gennem øget vidensbasering og forskning i blandt andet pædagogik og didaktik. Der skal uddannes ph.d.ere, der kan forske i, hvordan børn lærer noget – både generelt og i specifikke fag. Og der skal laves forskningsprojekter om folkeskolens praksis.
Efteruddannelse skal styrkes
Men det er ikke nok, at vi får en stærkere læreruddannelse, og at vi får nogle dygtige kandidater ud på skolerne. Fagligt stærke folkeskolelærere forudsætter også, at den enkelte lærer løbende ajourfører og udvikler sine kompetencer og kvalifikationer. Og i dag halter danske lærere bagefter i international sammenligning, når det gælder efteruddannelse. Danske lærere og skoleledere tager ganske enkelt for lidt efteruddannelse. Og den efteruddannelse, de tager, har en for ringe effekt på det daglige arbejde i folkeskolen.
Der er behov for at iværksætte nye initiativer, der kan styrke efteruddannelsen af lærerne. For det er afgørende at sikre, at ny viden fra forskning og praksis når helt ud i klasselokalerne i folkeskolen, og bliver omsat til kvalitet i undervisningen. Jeg tror, at man med fordel kan koble det generelle løft af evidensbaseringen på professionshøjskolerne med en styrket efteruddannelsesindsats. Vi skal bygge en bro mellem ny viden og bedre undervisning. Og dermed gøre læreren til en central aktør i omsætningen af ny viden mellem forskning, uddannelse og praksis.
Regeringen ønsker forandringer
For et år siden skiftede Danmark regering. Nu er jeg jo ikke tilhænger af, at man skal måle og tælle alting. Men jeg syntes alligevel, at det fortæller lidt om regeringens prioriteringer, at ordet uddannelse forekommer 163 gange i regeringsgrundlaget. Mens f.eks. ordet grænsebom ikke er nævnt. Optællingen taler for sig selv. Og siger noget om, hvad vi taler om i dag i forhold til sidste år. Uddannelse er et af de vigtigste indsatsområder for regeringen. Fra folkeskolen og hele vejen op gennem uddannelsessystemet.
Hvorfor er uddannelse så vigtig for regeringen? Uddannelse og viden er grundlaget for vækst og velstand og for et velfungerende demokrati. Ja, det er hørt før. Men forskellen er, at vi sætter handling bag ordene. Vi er mere ambitiøse. Og vi sætter barren højere. For vi gør det ikke godt nok i dag.
I morgen åbner Folketinget. Statsministeren holder sin anden åbningstale. Regeringen er stadig en reformregering, og vi ønsker stadig forandringer. Også på uddannelsesområdet. Jeg skal ikke kunne sige, hvor mange gange ordet uddannelse bliver nævnt i åbningstalen. Men der er ingen tvivl om, at uddannelse fortsat er og vil være en topprioritet for regeringen. Og vi ved, at forandring er noget, man gør 'med' nogen – fremfor 'mod'.
Vi har taget godt hul på udfordringerne med den nye lærerreform. Med tillid og frihed. Med opbakning fra en finanslov, der giver midler til forskning. Men også med større krav om at uddanne dygtige lærere. For det er det, som er forudsætningen for en stærk folkeskole. Det er det, der giver højere kvalitet i undervisning. Det er det, som gør en forskel i klasselokalet.
Tak for ordet.