Gå til indhold

Medarbejdere er kilden til nye velfærdsløsninger

Uddannelsesminister Morten Østergaards tale ved seminar om velfærdsinnovation og offentlig-privat innovationssamarbejde 20. august 2012 hos LO.

Det talte ord gælder.

 

"Danmark er et fantastisk land. Det er et land med fri og lige adgang til sundhed. Det er et land, hvor vores børn kan få gratis uddannelse, og hvor alderdom ikke er det samme som fattigdom. Det er et land for de mange og ikke blot de få."

Sådan lyder ordene i det første afsnit i regeringsgrundlaget. Det er på ingen måder en tilfældighed, at regeringen indleder med de ord. For god og tryg velfærd er fundamentet i det danske fællesskab. En veldreven offentlig sektor er grundstenen i vores velfærdssamfund.

Derfor er jeg rigtig glad for, at LO, FTF og AC har arrangeret dette seminar om velfærdsinnovation og offentlig-privat innovationssamarbejde.

For hvis Danmark fortsat skal være et fantastisk land, og fortsat have en god offentlig sektor og en tryg velfærd – så kan vi ikke fortsætte med plejer.

Den økonomiske og finansielle krise har ramt hele den vestlige verden. Vi oplever demografiske ændringer, hvor færre skal forsørge flere. Udgifterne til sundhedssektoren har vokseværk. Og der er stigende forventninger til kvaliteten af velfærden.

Udfordringerne rummer et stort potentiale

Vi står midt i en omstilling svarende til, da vi gik fra bondesamfund til industrisamfund. I industrisamfundet var naturressourcer afgørende, i innovationssamfundet er kreativitet, viden og uddannelse nøglefaktorer.

Vi er dygtige i Danmark. Men vi er ikke dygtige nok til at anvende vores viden til idéer og nye produkter.

Der er brug for forandringer. Der er brug for nytænkning. Der er brug for innovative løsninger.

For vi skal udnytte det potentiale, der ligger i at vende udfordringer til muligheder.

I stedet for at se den demografiske udvikling med flere ældre som en udfordring, der ikke kan håndteres, så skal vi se på de muligheder for udvikling af ny velfærdsteknologi og andre tilbud, som det kan give anledning til.

I stedet for at se på budgetbegrænsninger og stigende medicinomkostninger i sundhedsvæsenet, så skal vi se på, hvilke muligheder for velfærdsteknologi og nye arbejdsgange som der gives mulighed for. Og så skal vi blive bedre til at udnytte det videnmiljø, vi har på uddannelsesinstitutionerne til i samarbejde med offentlige og private virksomheder at skabe innovation.

Vi skal blive bedre til at gå fra viden til innovation. Vi skal styrke samarbejdet mellem offentlige og private virksomheder. Og uddannelses- og forskningsinstitutioner skal etablere et meget tættere samarbejde med omverdenen – så deres viden kommer i spil.

I fredags besøgte jeg Designskolen Kolding. Her hørte jeg blandt andet om en studerende, Anne Danielsen, som i sit afgangsprojekt havde lavet en lille vogn, der skal bruges til uddeling af medicin på Kolding sygehus. Ud fra en analyse af fejlmedicinering på sygehuset havde hun designet en medicinvogn og et samlet koncept med vejledning til personalet, for at undgå fejlmedicinering – som udover at være yderst uheldigt for patienternes helbred også er meget udgiftskrævende.

Det er et fint eksempel på, hvordan man får viden fra uddannelsesinstitutionerne ud i virkeligheden i forsøg på at skabe reelle forbedringer. Brug af telemedicin og patientkufferter er et andet eksempel på nytænkning i sundhedssektoren.

Behandling i eget hjem via telemedicin er for eksempel relevant i forbindelse med kronisk syge. I dag vedrører mere end 70 procent af de offentlige sundhedsudgifter behandling af kroniske sygdomme. Så potentialet for at reducere omkostningerne er enorme.

Men telemedicin betyder ikke kun, at der bliver frigjort ressourcer. Det øger også livskvaliteten for patienterne, fordi mange selvfølgelig ikke ønsker at være hospitalsindlagt mere end højst nødvendig. Samtidig er det godt eksempel på innovation, der tager udgangspunkt i brugernes liv, da løsningerne netop designes med udgangspunkt i patienternes behov og ressourcer.

Gode innovative løsninger i sundhedssektoren er netop gode for både den offentlige økonomi og borgernes helbred.

Danmarks som løsningernes land

Regeringen søsatte i foråret en intensiv proces, der skal føre frem til landets første, samlede og ambitiøse innovationsstrategi.

Arbejdet med innovationsstrategien skal ses i sammenhæng med regeringens øvrige initiativer for at sikre vækst og fremtidssikre dansk økonomi. Løsningernes land er overskriften for arbejdet med innovationsstrategien.

Målet er helt grundlæggende, at der skal sikres en kortere vej fra offentlige investeringer i forskning, udvikling, innovation og uddannelse til vækst og beskæftigelse.

Danmark skal blive bedre til at konkurrere på innovation. Vi skal blive bedre til at gå fra viden til konkrete løsninger. Og vi skal blive bedre til at udnytte vores særlige styrker og potentialer. Nye idéer omsat til innovative løsninger er svaret, både når vi skal skabe job i stedet for dem, der er forsvundet, og når vi skal håndtere de store samfundsudfordringer. Danmark skal være gode til at finde nye løsninger på de store globale udfordringer. Som for eksempel klimaforandringer, vandkvalitet, energiforsyning og ikke mindst presset på velfærden og den offentlige sektor.

Innovationsstrategien vil blive udtryk for en frigørelse fra eksisterende rammer og vanetænkning. Og jeg er enig, når Harald Børsting siger, at den offentlige og private sektor er hinandens forudsætninger – ikke modsætninger. Et væsentligt element i innovationsstrategien er netop et dynamisk samspil mellem offentlige og private virksomheder. Og at skabe en ny kultur for samarbejde mellem offentlige og private virksomheder.

Medarbejderinddragelse

Jeg er også på linje med Harald Børsting, når han siger, at medarbejderne er en markant ressource, når det gælder om at nytænke og innovere arbejdsgange og anvende ny teknologi. Der er ingen tvivl om, at medarbejderne i den offentlige sektor er helt centrale, når vi taler velfærdsinnovation. Kun med fagligt stærke, visionære og innovative medarbejdere, kan vi sikre den udvikling af velfærden, der er en forudsætning for at fastholde og udvikle den velfærd, vi har i dag.

Det er ikke nok, at medarbejderne får gode ideer – de skal omsættes til konkrete produkter og løsninger. Kun derved bliver der tale om reel innovation til gavn for vores samfund. Samarbejde mellem medarbejderne på velfærdsområderne i den offentlige sektor og det private erhvervsliv er afgørende - hvis de gode ideer skal resultere i nye produkter og nye arbejdspladser. Og der er håb forude.

En undersøgelse fra 2011 viser, at 88 procent af lederne i den offentlige sektor opfatter ildsjæle og engagerede medarbejdere som de væsentligste kilder til innovation. Det er mennesker, der er innovative, og det er virksomheder og organisationer, der omsætter innovation til ny værdi og arbejdspladser. Skal det lykkes at gøre Danmark til løsningernes land, så skal medarbejdernes ideer tages alvorligt, så de bliver omsat til konkrete velfærdsinnovationer.

Danmark er et fantastisk land

Danmark er et fantastisk land. Vi har en stærk offentlig sektor og en god velfærd. Men den offentlige sektor er presset. Og vi har ikke råd til at lade den offentlige sektor stå i stampe.

Vi skal tværtimod udvikle. Vi skal nytænke. Vi skal vende modvind til medvind.

Og vi skal inddrage medarbejdernes kompetencer og idéer til at finde innovative løsninger på de udfordringer vi står overfor. Innovation er helt afgørende for at styrke den offentlige sektor. Så vi kan frigøre ressourcer til hovedopgaven: bedre velfærd til borgerne.

Tak for ordet.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsministeriet
Senest opdateret 25. juni 2024