Det talte ord gælder.
Jeg vil gerne starte med at takke DEA for vedholdende og inspirerende at bidrage til debatten om uddannelse, innovations- og forskningspolitikken. Det er et privilegium for en minister og en regering at have en så højt kvalificeret tænketank som uafhængig sparringspartner.
Det er et relevant og aktuelt emne, I sætter fokus på i dag. Og jeg er glad for, at I lægger om til en konstruktiv debat om, hvordan vi bedst muligt opfylder målsætningen om, at 60 procent af en ungdomsårgang får en videregående uddannelse. Jeg glæder mig til at dykke ned i jeres nye analyser.
Overskriften for mit indlæg er netop; hvordan går vi fra 50 til 60?
Fra 50 til 60. Det lyder umiddelbart som et let regnestykke, hvor man kan tage en lineal og forbinde to punkter. Men det er en ligning med flere ubekendte. For arbejdsmarkedet er under konstant forandring.
Regnestykket med fremskrivninger og forudsigelser var mere ligetil i industrisamfundet. Men der er vi ikke mere. Vi er på vej mod innovationssamfundet med helt andre logikker.
Det hører fortiden til at uddanne til snævre professioner, hvor det på forhånd er helt klart, hvilke kompetencer der er behov for. Der er ikke længere er et "en til en" forhold. Måske er det eneste forudsigelige om de fremtidige behov på arbejdsmarkedet, at der er brug for en mangfoldighed af kompetencer.
Jeg tror ikke, at det er ikke muligt, at alle studerende uddannes til konkrete jobfunktioner. Men alle studerende skal i deres uddannelse erhverve kompetencer, der kan gøre dem nyttige på arbejdsmarkedet. Vi skal have uddannelser med mening.
Vi løfter ikke Danmark ved at sænke uddannelsesniveauet
Det store uddannelsesbluf, overuddannelse og
uddannelsessnobberi – det er nogle af de ord, der er blevet hæftet på regeringens målsætninger på uddannelsesområdet.
Jeg er ikke enig i kritikken. Vi skal have mere uddannelse. Ikke mindre.
For det første bliver viden i højere grad et grundelement i alle typer job.
Lad mig komme med et enkelt eksempel.
For nogen tid siden besøgte jeg en dansk medicoteknisk virksomhed, hvor den fuldautomatiske produktion blev drevet af to personer i fabrikshallen. Den ene af medarbejderne fortalte, hvordan hun som barn var blevet opdraget med mantraet: "Pas din skole, ellers ender du nede på fabrikken". I dag siger hun selv til sine børn: "Pas jeres skole – ellers kan I ikke få arbejde på fabrikken".
Der kommer ikke kun mere viden i produkterne. Der skal også være mere viden i produktionen. For ellers kan den udføres billigere andre steder. Viden og konkurrence hænger uløseligt sammen.
For det andet viser alle analyser, at jo højere uddannelse, des større bidrag til produktivitet og vækst. Det har både vismænd, OECD, DI, DEA og mange andre analyseret sig til. Højtuddannet arbejdskraft har stor betydning for bundlinjen, og så skaber de jobs.
For det tredje synes jeg, at begrebet overuddannet rammer ved siden af.
Jeg synes ikke, at vi skal ærgre os over, at en cand.mag. bliver skolelærer. Eller at en jurist bliver ejendomsmægler. Jeg synes generelt, at det er at undervurdere et erhverv, når man taler om overuddannelse. Jeg synes ikke, at tiden er til fine fornemmelser. Selvom det altså ikke er regeringens politik, at dimittender skal arbejde i Netto.
Den vigtige diskussion handler derimod om at sikre det, som på uddannelsespolitik hedder "employability".
Vi skal kunne rumme brobygningen til arbejdslivet i vores kvalitetsforståelse af uddannelsen. Det kan ikke være rigtigt, at det første en nyuddannet har brug for er et kursus på det lokale jobcenter.
Jeg er ikke nervøs for, at vi smider guld på gaden. Jeg mener uden fare, at vi sætter guld i banken. Også i en krisetid.
For regeringen vil investere i mennesker, så vi har en arbejdsstyrke, der er kompetent og innovativ. Det får vi i den grad brug for, hvis ikke den almindelige krise skal blive en kronisk lavvækstfælde.
Vi kan ikke blive kloge nok. Vi løfter ikke Danmark ved at sænke uddannelsesniveauet. Vi løfter Danmark ved at hæve uddannelsesniveauet.
Sammenhæng og fleksibilitet
De videregående uddannelsesinstitutioner har været igennem en kolossal udvikling de sidste 10-15 år. Der har været en periode med meget fokus på de institutionelle forhold. På fusioner og sammenlægninger. På etableringen af nye ledelser og ledelseslag.
Nu er der er behov for at tage udgangspunkt i uddannelserne og de studerende. Det gælder også, når vi skal gå fra 50 til 60.
Min vision er at skabe mere sammenhængende rammer for alle videregående uddannelser.
Jeg ønsker at give de studerende fleksible uddannelsesvalg på langs og på tværs af uddannelserne. Mere sammenhæng betyder, at vi skal udnytte vores ressourcer bedre. Barrierer og blindgyder skal fjernes, og det skal være mere smidig at få merit.
De studerendes muligheder for at gennemføre og få kompetencer, der er efterspurgt på arbejdsmarkedet, skal være i fokus. Der skal indføres fleksible uddannelsesvalg for studerende.
Et fleksibelt uddannelsessystem skal gøre det muligt for den enkelte at udnytte sit potentiale. Den enkelte skal kunne opbygge og videreudvikle sine kompetencer hele livet uden unødigt tidsforbrug og dobbeltuddannelse.
Og så skal der være flere afstigningsmuligheder. Der skal være bedre muligheder for at skifte mellem uddannelse og arbejde i hele det videregående uddannelsessystem.
Det er afgørende, at en ny uddannelsesstruktur sikrer, at de studerende kan foretage nogle mere kvalificerede valg, når de vælger grunduddannelse. De skal vide, hvilke overbygningsuddannelser, grunduddannelsen giver adgang til. På den måde overflødiggør vi meget af den supplering, der i dag finder sted mellem uddannelser.
Der skal være et indre marked for uddannelser, og der skal være fleksible uddannelsesvalg.
Jeg er meget optaget af den her dagsorden. Og i morgen præsenterer jeg derfor en ny sammenhængsredegørelse til Folketinget. Jeg ser derfor frem til debatten både i Folketinget og med alle interessenterne.
Kvalitet og masseuniversitet
Er større optag på universiteterne ensbetydende med lavere kvalitet? Nej. Den slutning er forsimplet.
Et moderne universitet skal kunne rumme både det brede og det smalle. Et universitet for de mange er ikke et alternativ til eliteuniversitet. Og jeg vil påstå, at vi ikke har et moderne universitet, hvis de to ting ikke kan leve side om side og hænge sammen.
Personligt drømmer jeg mig ikke tilbage til de gode gamle dage, hvor en universitetsuddannelse var for de få og universiteterne var lukkede akademiske højborge.
Jeg vil insistere på både at interessere mig for, om de studerende får undervisning, om forskerne stiller sig selv og deres viden til rådighed for offentligheden. Og om de uddannede kommer ud med redskaber, der kan bruges i erhvervslivet eller i samfundet i en bredere forstand.
Hverken det, at universitetet skal kunne rumme flere, eller at universitetet skal åbne sig mod samfundet, betyder, at man skal gå på kompromis med kvaliteten. Tværtimod skal kvaliteten hæves. Det gælder naturligvis også på de korte – og de mellemlange videregående uddannelser.
På min rundtur til forskellige uddannelsesinstitutioner i Danmark har jeg netop på de institutioner oplevet et stort engagement, og en lang række interessante tiltag, hvor kvalitet er i fokus.
Guld i banken
På tærsklen til et innovationssamfund, hvor 60 procent af en ungdomsårgang får en videregående uddannelse og hver fjerde passerer gennem et universitet, er det på tide, at alle parter gør op med vaner og faste forestillinger.
Danmark står i en omstilling på højde med industrialiseringen. Vores modstandskraft er en dynamisk tilgang til forskning, uddannelse og innovation. Stilstand giver ingen velstand.
Regeringens politik er klar. Vi skal uddanne flere. Men vi skal gøre det anderledes end i dag. Der skal være bedre sammenhæng i uddannelsessystemet. Der skal være fleksible uddannelsesvalg. Og alle studerende skal i deres uddannelse erhverve kompetencer, der kan gøre dem nyttige på arbejdsmarkedet.
Vi kan ikke blive kloge nok. Og det er ikke guld på gaden. Det er guld i banken.
Tak for ordet.