Den maritime industri er på ret kurs

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsens tale Danske Maritimes Årsmøde den 20. maj 2015 i Slangerup.

Det talte ord gælder.

Globaliserings vinde over værftsindustrien

Tak for invitationen til at tale om innovation i den maritime industri.

Det er et vigtigt emne. Både for jer med tilknytning til den maritime industri – og for resten af Danmark. Det første billede jeg ser for mig, når jeg hører om den maritime industri, er værftsarbejdere i tusindtal, som står klar ved porten til B&W.

I kender sikkert de gamle billeder – det tror jeg, de fleste fra min og fra ældre generationer gør. Nogen af jer har måske endda oplevet det i levende live. Det var Danmarks største arbejdsplads for under halvtreds år siden.

Men i dag hører de store værfter fortiden til. Det gælder også i Aalborg og Aarhus  – på Fyn og i Frederikshavn. De lukkede, fordi globaliseringens vinde har blæst hårdt siden storhedstiden i 60'erne. Særligt fra Østasien.

Men heldigvis blev den maritime industri aldrig blæst helt omkuld i Danmark. Det er tydeligt, når vi ser rundt i landskabet – eller bare her i lokalet i dag.

I hele Danmark – ja i hele verden – har virksomheder, medarbejdere og politikere knoklet i årtier for at vende globaliseringen til deres fordel. For at kunne bruge den som en kraft i ryggen, frem for at skulle krydse op imod den. Dét er i vid udstrækning lykkedes i den maritime sektor i Danmark.

Det er det positive udgangspunkt for min tale her i dag.

Den maritime industri er på ret kurs

På Lindø lejer over 80 større og mindre virksomheder sig ind på den gamle værftsgrund. Der er stærke maritime klynger i Esbjerg, Nordjylland og mange andre steder i landet.

Og store dele af den maritime branche har udviklet sig fra at være præget af store værfter til at blive en spirende skov af underleverandører og mindre virksomheder.

Det er de færreste, der beskæftiger tusindvis af arbejdere. Men alligevel er der kommet masser af nye maritime jobs til. Ofte på helt nye områder og byggende på ny viden oven på de gamle traditioner.

Det gælder alt fra rådgivning og retrofitting til maritim teknik og vindmølletests.

Inden for flere felter er danske maritime virksomheder førende i verden. De producerer for næsten 90 milliarder kroner hvert år - hovedparten til eksport. Og de har også potentialet til at være helt i front fremover.

Det kan I godt være stolte af. Det er jeg i hvert fald.

Frem for at være en skræmmehistorie er den maritime industri blevet et mønstereksempel. Ja, nærmest en national succeshistorie. Det skyldes først og fremmest innovative virksomheder og visionære mennesker med masser af idéer.

Innovation er som bekendt, når viden og idéer kombineres til nye produkter, services eller forretningsmodeller.

Da de gamle værfter blev lagt ned af globaliseringen, var det nytænkning og innovation, der fik en bredere maritime industri op at stå. Den innovationskraft tror jeg, mange andre brancher kan lære noget af i disse år.

Endnu mere innovation

Mit hovedbudskab i dag er dog, at behovet for innovationen og nytænkningen ikke stopper her.

Vi må fortsat kæmpe for den maritime industri i Danmark. For det er regeringens vision, at Danmark skal være Europas maritime centrum. Det kræver endnu mere innovative og fornyelse.

Og jeg tror, at vi har et særligt potentiale i Danmark. For dansk søfart spiller allerede en meget stor rolle på globalt plan. Den maritime sektor er allerede omstillingsparat og lægger stor vægt på udvikling og innovation.

Og mange af vores maritime virksomheder har et stort fokus på miljøvenlige og energieffektive løsninger. Det kan give os et forspring i de kommende år. For eksempel når skrappe klimakrav skaber konkrete behov for store ændringer. Eller på grund af de svingende brændstofpriser, som udgør en risikofaktor på langt sigt.

De muligheder må vi gribe. Men det kræver vedvarende innovation.

Regeringen har sat kurs mod innovation

Derfor har regeringen lagt vægt på viden og innovation i virksomhederne.

  • Vi havde fokus på det i den blå vækstplan, som blev lanceret for nogle år siden.
  • Det er et mål for Danmarks Innovationsfond, som regeringen oprettede i 2014 med en bevilling på over halvanden milliard kroner om året.
  • Og så sent som i sidste uge afsatte vi 100 millioner kroner til at styrke produktionen og skabe mere innovation i små og mellemstore produktionsvirksomheder.

Et af de projekter, som Innovationsfonden støtter med en stor bevilling – og som mange af jer sikkert kender – er det blå samfundspartnerskab, "Blue INNO-ship."

Mange af jer er måske endda med i partnerskabet.

Det blev søsat i foråret og omfatter en lang række virksomheder og videninstitutioner, der er gået sammen om at udvikle helt konkrete, konkurrencedygtige produkter og services.

"Grønne løsninger til det Blå Danmark," som det så kreativt hedder.

De skal være klar inden for bare fire år – og gøre det muligt at begrænse skibsfartens klima- og miljøpåvirkning.   

Det er en af vores mest ambitiøse satsninger på at skabe ny viden, som straks kan bruges i virksomhederne.

Hvis det lykkedes, har vi anvist en bæredygtig rute. Ikke bare for den maritime industri, men for hele Danmark. Derfor er jeres evne til innovation og nytænkning så vigtig.

Stærkere kompetencer

Derfor er jeg også glad for, at vi mødes her i dag – på Metalskolen.

Dygtige, veluddannede og nytænkende medarbejdere er en vigtig forudsætninger for virksomhedernes innovation. Det er vores vigtigste råstof og største fordel i den globale konkurrence.

Og derfor har vi også allerede gjort meget for at styrke uddannelserne inden for det maritime område.

  • På videregående niveau, som jeg har ansvar for, har vi hævet kvoterne på maskinmesteruddannelsen, så der i dag optages over 1000 nye studerende hvert år.
  • Vi har genåbnet uddannelsen i Esbjerg.
  • Og vi har gjort optaget mere fleksibelt, så det kan stige yderligere, hvis der bliver ved med at være jobs nok til alle de nyuddannede.

De maritime virksomheder vil også få glæde af den reform af erhvervsuddannelserne, som regeringen har gennemført.

Målet er, at flere skal tage en erhvervsfaglig uddannelse – og de skal være endnu dygtigere, når de bliver udlærte. Og det følges op af regeringens pakke til videre- og efteruddannelse på i alt én milliard kroner.

De skal bruges på at opkvalificere ufaglærte til faglærte og faglærte til videregående niveau.

For det er ikke kun de unge, der skal være dygtigere. Det har også været vigtigt for os at give flere muligheder til ældre medarbejdere, som vil opgradere deres kompetencer.

Fra og med i år er de maritime uddannelser omfattet af "lov om åben uddannelse".

Det betyder, at der kan udbydes efteruddannelse og deltidsuddannelser på mere fleksible og attraktive vilkår. Det kan for eksempel være enkeltfag på maskinmesteruddannelsen.

Det passer godt ind i ånden på Metalskolen her.

Hvis flere har de rette kompetencer, står de ikke bare stærkere i nutidens konkurrence. Så kan de også være på forkant med udviklingen i fremtiden.

Og det er en forudsætning for, at vi kan fastholde og styrke produktionsjobbene i den maritime industri – og i resten af Danmark.

En rollemodel for resten af Danmark

Jeg vil til at runde af. Som jeg startede med at sige, så forbinder jeg stadig den maritime industri med værftsarbejderne på B&W.

Men spørger vi nutidens unge, tror jeg de færrest overhovedet ved, hvad de to bogstaver står for. I hvert fald ikke de to, jeg testede det på. I stedet forbinder de nok Burmeister og Wain's haller på Refshaleøen med det internationale melodigrandprix, som blev afholdt der sidste år.

De husker utvivlsomt vinderen og måske også avisartiklerne om det store hul i regnskabet.

Derfor vil jeg gerne slå fast, at den maritime industri i Danmark er noget helt andet end økonomiske skandaler og skæggede damer.

Over hele landet har nytækning, innovation og dygtige medarbejdere blæst liv i vækst og beskæftigelsen på de gamle værftsområder.

De har vendt globaliseringen til vores fordel.

Det skal vi være stolte af – og holde fast i. Vi skal fortælle om det og støtte op bag det. Og så skal vi holde kursen, sætte endnu mere damp under kedlerne og øge innovationskraften.

Så unge i dag og i fremtiden får øjenene op for værdien i det Blå Danmark.Og så den maritime industri kan blive en rollemodel for resten af Danmark.

Fortsat rigtig godt årsmøde.

Tak for ordet.

Senest opdateret 22. maj 2015