Gå til indhold

Forskning er ikke kun for forskere

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs' tale ved åbningen af Forskningens Døgn mandag den 25. april 2016.

Det talte ord gælder

Deres Kongelige Højhed
Kære gæster

For mange, mange år siden gik en ung pige, som hed Kirsten, en tur på en mark. Solens stråler brød frem mellem skyerne og ramte markens mørke muld. Og pludselig så hun, at noget i jorden glimtede igen.

I markens mudder og sand fandt hun et gyldent horn med fortællinger fra Danmarks fortid. Fra dengang hvor danske vikinger var frygtede på verdens have. Hvor mjød blev drukket af horn, og hvor London var en by i Skandinavien.

To af de mest berømte danske skatte nogensinde, Guldhornene, blev nemlig fundet af helt almindelige mennesker i 1639 og 1734. Kirsten på marken, og hundrede år senere, en ung mand på selv samme stykke jord ved Møgeltønder i Sønderjylland.

Forskningens Døgn – Forskning for alle

Det er et godt eksempel på, at store opdagelser kan ske når som helst. Og at opdagelser ikke kun er for forskere.  

Fundet af guldhornene har givet os vigtig viden om Danmarks fortid og har bidraget enormt til dansk forskning. Og vi kan alle sammen bidrage til forskningen, hvis vi ønsker at være med.

For forskning foregår ikke bare i lukkede laboratorier eller kolde kontorer. Den foregår også på vores marker, og i vores søer, på køkkenbordet, i vores hjerner og på vores mobiltelefoner.

Det fejrer vi i hele den kommende uge med Forskningens Døgn 2016. Det er en uge, hvor vi ikke skal lede efter forskningen, men hvor forskningen kommer til os.

Og da nysgerrigheden kan være svær at stoppe, når man først går i gang, har vi i år udvidet arrangementerne til en hel uge med muligheder for at udforske verden omkring os, inden i os, over os og under os.

Mere end 600 arrangementer løber inden for de næste 7 dage af stablen rundt omkring i Danmark. 300 forskere er booket til over 400 foredrag.

Og Forskningens Døgn er åben for alle.

Man kan være med til at grave efter nye gyldne fund i Sønderjyllands muld. Man kan se trylleri med opvaskemiddel til ScienceShow. Man kan komme med på operationsbordet, og man kan bygge et slot.

Sidste år deltog 65.000 danskere i Forskningens Døgn. Og i år håber vi på endnu flere.

Hvorfor er forskning så vigtig?

Men hvorfor overhovedet bruge en hel uge på forskning?

Det skal vi, fordi forskning er og altid har været afgørende for det danske samfund. Forskningen ændrer verden. Den giver os nye muligheder. Og den skubber os mod nye grænser, opdagelser og ideer. Samtidig gør forskning Danmark rigere.

Forskningen er den base af viden, som hjælper os til at skabe gode uddannelser, jobs, vækst og velstand til vores samfund.

Dansk forskning er en stolt tradition. Det er danskere, der gennem tiderne har opdaget kvantemekanikken, lysets hastighed, elektromagnetismen og jordens indre kerne.

Og vi bruger også mange penge på forskning. I år investerer vi over 20 milliarder kroner på offentlig finansieret forskning i Danmark.

Vores forskning har værdi i sig selv, når der gøres nye opdagelser, skabes nye sammenhænge eller erkendelser.

Men den får for alvor konkret værdi for samfundet, når den formidles til os borgere, omsættes til undervisning af høj kvalitet eller spredes til vores virksomheder.

Derfor er det også vigtigt, at vi får formidlet de mange spændende resultater til et bredt publikum. Vi skal se og opleve, hvad skattekronerne går til.

Og vi kan endda selv give en hånd med i projekterne under Citizen Science, hvor vi blandt andet kan hjælpe forskerne med at afdække livet for danske myrer.

Måske kan Forskningens Døgn kan inspirere vores børn og unge til selv at give sig i kast med forskning på længere sigt.

Afrunding

Med de ord vil jeg hermed skyde Forskningens Døgn 2016 i gang.

Samtidig vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige en stor tak til Statens Naturhistoriske Museum for at stå for dagen i dag.

Som minister for uddannelse og forskning er det en stor fornøjelse at slå dørene op til det skatkammer af viden, der gemmer sig på alle vores forsknings- og vidensinstitutioner i Danmark.

Det kan godt være, at vi ikke finder nye guldhorn i Sønderjylland i de kommende dage. Men der er meget andet guld i dansk forskning, som vi med Forskningens Døgn får frem i lyset!

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsministeriet
Senest opdateret 25. juni 2024