Det talte ord gælder
Deres kongelige højhed
Kære MARTEC
Kære gæster
Danmark er et lille land. Men vi er en stor og stolt søfartsnation.
På størrelsen over lande i verden ligger vi på en 133. plads. Men vi har den 8. største handelsflåde på hele jordkloden.
Det er dybt imponerende. Det viser, hvor meget søfarten fylder i Danmark. Og det sætter betydningen af en uddannelsesinstitution som MARTEC i perspektiv.
Hvis vi af og til føler os små, skal vi bare tænke på den danske skibsfart.
Det Blå Danmark er mere end Kattegat her ud for Frederikshavn. Det er mere end Skagerrak, Vesterhavet og Østersøen omkring Jylland og vores øer.
Det er Danmarks allerstørste eksportsektor med mere end 200 milliarder kroner om året. Og det er en fasttømret del af vores danske identitet.
MARTEC betydning for maritim vækst
Skibsfart på verdenshavene har fyldt meget i vores fortid. Men den udstikker også pejlemærker for vores nutid og for vores fremtid.
Den danske handelsflåde satte i 2015 ny rekord med flere skibe end nogensinde, som sejler under dansk flag.
Og her i Nordjylland er der en støt udvikling i både antallet af arbejdspladser og nye virksomheder inden for det maritime erhverv.
Det kan vi være stolte af.
Derfor er det som uddannelses- og forskningsminister en særlig glæde at ønske MARTEC tillykke med indvielsen af de nye bygninger her i dag.
I er en vigtig del af den lokale vækst her i området.
For et er søkort at forstå – et andet skib at føre. På MARTEC klarer I begge dele. I kombinerer praksis og teori.
Og så er der brug for jeres nyuddannedes arbejdskraft. Både til lands og til havs.
At jeres uddannelser matcher så godt med arbejdsmarkedet er en helt central kvalitet.
Uddannelsens betydning
Uddannelse styrker hvert enkelt menneske. Det åbner op for både udblik og indblik og giver os muligheden for at stå ved roret i eget liv.
Gode uddannelser i hele Danmark er også afgørende for, at vi har kvalificeret arbejdskraft til de danske virksomheder her i Frederikshavn og i
Nordjylland, såvel som i resten af landet.
Unge med en god uddannelse i køjesækken betyder meget for, at vores samfund kan forblive rigt, og at den danske skibsfart fortsat har vind i sejlene.
Derfor er de maritime uddannelsesinstitutioner som MARTEC enormt vigtige for Danmarks fortsatte vækst og velstand.
MARTEC’s særlige indsats
Det glæder mig også at se, at der er så stor lokal opbakning til MARTEC.
Det ser man på fremmødet her i dag.
Men også på den flotte bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond, som har gjort renoveringen mulig.
I har været dygtige til at engagere jer og samarbejde med omkringliggende virksomheder og offentlige institutioner her i regionen.
Det gavner jeres studerende og bidrager til at gøre jeres uddannelser praksisnære. Det skal I have stor ros for.
Det er også flot, at I nu går forrest med energirenovering af jeres institution. Det viser fremsyn og omtanke for ressourcerne.
Samtidig demonstrerer I stort udblik gennem jeres transatlantiske samarbejde med en af verdens store nye off-shore markeder, nemlig Brasilien.
Siden 2013 har I via et samarbejde mellem de danske og brasilianske søfartsmyndigheder arbejdet på at opbygge relationer til martime uddannelser i Brasilien.
Flere studerende har haft glæde af praktikophold i Rio de Janeiro. Det er godt. For international udveksling udvikler den enkelte, som får nyt perspektiv på verden.
Og særligt for en maritim institution er det naturligt, at de studerende får mulighed for at prøve sig selv af på de syv have.
Søfarten har – og har altid haft – en grundlæggende international dimension.
Den har I også øje for på MARTEC.
Særligt til de studerende
Som studerende her har man uden tvivl meget at se frem til.MARTECs uddannelsesforløb giver jer studerende mange muligheder. Brug dem!
Med de nye rum får I god plads og flotte lokaler til at dygtiggøre jer i.
Jeg vil opfordre jer til at udnytte de nye faciliteter og engagere jer i skolens liv. Til at studere på fuld tid og gøre jeres bedste, mens I er her.
Sådan får I mest muligt ud af jeres uddannelse, inden I siger farvel til hverdagen som studerende og søsætter jeres arbejdsliv.
Samtidig styrker I de mange virksomheder, der står klar til at ansætte jer, når I er færdige. De har brug for dygtige og arbejdsomme dimittender, der kan hjælpe med at drive deres virksomheder fremad mod nye horisonter.
Som uddannelsesminister bliver det spændende at følge MARTEC’s udvikling i de kommende år.
For vores samfund har i den grad brug for Det Blå Danmark.
Og Det Blå Danmark har uden tvivl brug for MARTEC.
Endnu engang tillykke til jer alle!