Det talte ord gælder
Kære alle sammen
Mange tak til Betina Simonsen for en spændende rundvisning. Men frem for alt stor tak til Claire og Nikolaj Hust. I er ikke kun værter for dagen i dag, men også for SYLAB som projekt.
I har været med fra starten. Og selvom vi jo er på uldjydernes egn her i dag, så har I ikke haft uld i mund, når det gælder jeres engagement i SYLAB.
Tak for det.
Fra uldjyder til international succes
Nu bor jeg selv i Holstebro, så jeg føler mig godt hjemme her på egnen.
Og når det kommer til tøj, har Midtjylland en både lang og spændende historie.
Hvis man nævner området omkring Herning og Ikast/Brande - ja så ved mange danskere godt, at det er synonym med dansk tøj og mode.
I dag er modeindustrien det fjerde største eksporterhverv i Danmark. Den omsætter for over 28 milliarder kroner hvert år. Og den udvikling begyndte for alvor her i Midtjylland.
Tilbage i starten af 1800-tallet bredte der sig en strikkedille her i området. Når bønderne om aftenen var færdige med dagens dont i marken og stalden, satte de sig til at strikke om spisebordet.
Med garnnøglerne i lysekronen sad hele familier samlet med strikkepinde og tråd, mens snakken gik.
Snart var der grobund for at tjene en ekstra skilling ved at sælge sokker, huer og vanter som hosekræmmere i resten af Jylland.
Og det varede ikke længe, før også sjællænderne fik besøg af uldjyderne.
Med indtjeningen kom muligheden for at købe maskiner.
Efterhånden gik flere og flere midtjyder fra et liv som bønder til tøjproducenter.
Allerede dengang kom handlende helt fra Amsterdam og andre steder i Europa for at købe stort ind af det jyske håndværk.
Der er brug for SYLAB
Der går en rød tråd fra strikketøjet hele vejen til i dag.
Dansk tøjdesign er blevet et internationalt brand. Produktionen er blevet effektiviseret og udflyttet til Asien. Efterhånden er der stort set ikke flere systuer i Danmark. I dag er innovationen i produktionen mere eller mindre gået i stå. Det vil SYLAB gøre op med.
Samtidig løser projektet et akut problem. I Danmark har vi mange dygtige designere med gode ideer. Men vi har meget få steder, hvor designerne kan få syet deres tøj.
Det har betydet, at små iværksættere har haft meget svært ved at starte op og få lavet kollektionsprøver herhjemme. På den konto har vi mistet mange dygtige iværksættere, som enten har måttet søge udenlands eller opgive.
Derfor er det en stor glæde for mig at være med til at åbne SYLAB. Forhåbentligt kan projektet bidrage til at lappe hullet, så flere opstartsvirksomheder kan få deres tøj på markedet.
Mere bæredygtighed gennem produktion i Danmark
De gamle dages systuer kommer ikke tilbage. Det tør jeg næsten godt love.
Men ved at gøre processen mere effektiv og billig, kan SYLAB være med til at bane vejen for avanceret produktion i Danmark. Det kan betyde nye arbejdspladser til teknikere og operatører her i Midtjylland.
Samtidig bidrager SYLAB til, at man kan undgå de store asiatiske systuer, hvor det er svært at holde øje med arbejdsvilkår og miljø.
I den forbindelse er I her på Claire en god rollemodel for nye iværksættere. I har nemlig en imponerende indsats inden for bæredygtighed og CSR, som er kendt i branchen.
Det kan I med rette være stolte af.
SYLAB er et samarbejde mellem flere parter
For regeringen er det vigtigt, at vi hele tiden arbejder på at forbedre vilkårene for små og mellemstore virksomheder i Danmark. Ikke mindst på et vigtigt eksportområde som tøj og tekstiler.
Samtidig er det afgørende, at vi styrker samarbejdet mellem virksomheder, forskning og innovation.
I den forbindelse er SYLAB et vigtigt forum for at knytte trådene sammen.
Bag SYLAB står hele tre innovationsnetværk. Det er Lifestyle & Design Cluster, RoboCluster og Innovationsnetværket for produktion.
SYLAB er derfor et godt eksempel på, hvordan virksomhedsklynger kan styrke innovation, invitere forskningen indenfor og danne grundlag for vækst. Vi har netop fremlagt en ny klyngestrategi. Den skal sørge for, at virksomheder i klynge-netværk får endnu bedre adgang til den nyeste forskning.
Derfor er det også dejligt, at vi her i SYLAB har både Aalborg Universitet, Syddansk Universitet og Via Design repræsenteret.
Gennem Styrelsen for Forskning og Innovation har I fået 2,8 millioner kroner til projektet.
Samtidig har der været imponerende lokal opbakning. Der er doneret tid, tjenester og større beløb. Både Ikast/Brande og Herning kommune støtter projektet.
Det er rigtigt flot klaret. Og det tegner godt for SYLAB som et stærkt lokalt projekt.
Afrunding
Som minister håber jeg, at SYLAB kan bane vej for nye danske eksporteventyr.
At det bidrager til videreudviklingen af dansk robot- og sy-teknologi. Og at det måske kan føre til, at vi får en ny og bæredygtig tøjproduktion i Danmark – også på længere sigt.
Så stort tillykke med jeres nye systue.
Der er langt fra fortidens uldjyder til de moderne robotter her i huset. Med SYLAB tager I de første sting til en ny fremtid for tøjproduktion i Danmark.
Tak for ordet!