Gå til indhold

Ny rapport sætter fokus på videngrundlag og studerendes forudsætninger på pædagoguddannelsen

17. februar 2021
De første resultater fra evalueringen af pædagoguddannelsen præsenteres i en ny delrapport. Delrapporten bygger på registeranalyser og ekspertvurderinger.

Første del af rapporten er baseret på registerdata om de studerende og ser både på de studerendes profil og karakteristika ved påbegyndelsen af uddannelsen samt deres færd gennem uddannelsen og efterfølgende arbejdsmarkedstilknytning.

Registeranalyserne viser blandt andet, at der er relativt stor forskellighed i de pædagogstuderendes baggrunde og forudsætninger. De viser samtidig, at mange studerende opnår gode resultater på pædagoguddannelsen og finder beskæftigelse efterfølgende.

Anden del handler om, hvordan en række danske, norske og svenske eksperter vurderer den anvendte litteratur, de faglige mål og udvalgte bachelorprojekter fra den danske pædagoguddannelse, bl.a. i sammenligninger med pædagoguddannelser i Norge og Sverige. Danmarks Evalueringsinstitut har indsamlet ekspertvurderingerne på vegne af Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Resultaterne af ekspertvurderingerne afspejler blandt andet den forskellige vægt, der lægges på videnskabelighed i pædagoguddannelserne i de nordiske lande. I Danmark er uddannelsen tilrettelagt som en professionsbacheloruddannelse med hovedfokus på viden, færdigheder og kompetencer rettet mod den praksis, de studerende skal ud i, frem for deres videnskabelige kunnen. I Norge og Sverige fylder videnskabelighed mere, hvilket afspejler sig i de norske og svenske eksperters vurderingerne af den danske uddannelse.

Delrapporten skal ses i sammenhæng med evalueringens øvrige analyser, og resultaterne herfra vil indgå i den samlede evalueringsrapport, som forventes offentliggjort til sommer.

Fakta om evalueringen

Evalueringen af pædagoguddannelsen blev igangsat i juni 2020 og gennemføres af Uddannelses- og Forskningsministeriet. Evalueringen er et element i regeringens samlede kvalitetsplan for pædagoguddannelsen og var endvidere forudsat i den politiske aftale om reformen af pædagoguddannelsen fra 2013.

Uddannelsesinstitutioner, organisationer, interessenter mfl. med tilknytning til pædagoguddannelsen inddrages løbende i evalueringsarbejdet, hvor der også indgår en stor mængde materiale og input fra interesserede undervisere, studerende mfl.

Evalueringen afsluttes senere i 2021 og behandler samlet fire brede temaer:

  • Videngrundlag, faglige forudsætning og niveau,
  • Læringskultur og studiemiljø,
  • Praktik,
  • Aktuelle og fremtidige kompetencer.

Kontakt

Patrizia Marchegiani
Kontorchef
Tlf.: 72318914
Email: pama@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside