Gå til indhold

purple 6

Bachelor- og diplomuddannelser

Bachelorgrad

Bachelorgraden tildeles studerende, der har bestået en forskningsbaseret bacheloruddannelse på et universitet. En bacheloruddannelse er normeret til 180 ECTS. En bacheloruddannelse udgør et selvstændigt, afrundet forløb, der tilrettelægges således, at den studerende har mulighed for at vælge mellem flere kandidatuddannelser eller afslutte uddannelsen med umiddelbar erhvervskompetence. Bacheloruddannelsen opbygges af fag fra et eller flere områder. Bacheloruddannelser, der består af ét centralt fag, skal kombineres med et tilvalg uden for det centrale fag.

Kunstnerisk bachelorgrad

En kunstnerisk bachelorgrad tildeles studerende, der har bestået en kunstnerisk og forskningsbaseret bacheloruddannelse ved en videregående kunstnerisk uddannelsesinstitution inden for f.eks. arkitektur, design eller musik. En kunstnerisk bacheloruddannelse er normeret til 180 ECTS og er et afrundet forløb, der normalt giver adgang til en kandidatuddannelse inden for samme felt. Optagelse på uddannelserne kræver som hovedregel, at man har bestået en optagelsesprøve.

Professionsbachelorgrad

Professionsbachelorgraden tildeles studerende, der har bestået en professionsbacheloruddannelse. En professionsbacheloruddannelse er en professionsrettet, mellemlang videregående uddannelse, der er normeret til 180, 210 eller 240 ECTS-point. Uddannelserne består af teori og praktik og udgør selvstændigt afrundede uddannelsesforløb. En professionsbachelorgrad retter sig oftest mod et bestemt erhverv eller jobområde.

Maritim professionsbachelorgrad

Graden tildeles studerende, der har bestået en maritim professionsbacheloruddannelse. Uddannelserne har en varighed på mellem 3 og 4½ år afhængig af den studerendes uddannelsesbaggrund.

Diplomgrad

En diplomgrad tildeles studerende, der har bestået en diplomuddannelse. En diplomuddannelse er en mellemlang videregående uddannelse for voksne med erhvervserfaring. Deltagernes erhvervserfaring udgør grundlaget for et tæt samspil mellem teori og praksis. En diplomuddannelse er modulopbygget og har et samlet omfang på 1 årsværk (60 ECTS-point). Optagelse kræver adgangsgivende eksamen samt mindst to års relevant erhvervserfaring efter adgangsgivende eksamen.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024