Gå til indhold

Eurydice: information om uddannelsessystemer og -politikker i Europa

EU’s informationsnetværk Eurydice arbejder for at øge forståelsen og gennemsigtigheden af uddannelsessystemer og -politikker i Europa. Eurydices hjemmeside og publikationer er en righoldig kilde til information om europæiske uddannelser på alle niveauer.

Eurydice blev oprettet af Europa-Kommissionen i 1980 og omfatter 42 nationale enheder i 40 lande, der deltager i EU's Erasmus+-program (EU's 27 medlemsstater samt Albanien, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Island, Liechtenstein, Moldova, Montenegro, Nordmakedonien, Norge, Serbien, Schweiz, Tyrkiet og Ukraine).

Det overordnede formål med Eurydice er at klæde beslutningstagere og andre aktører inden for uddannelsesområdet på med pålidelig og sammenlignelig information om de europæiske uddannelsessystemer. Til dette formål publicerer Eurydice-netværket regelmæssigt opdaterede oversigter og rapporter om indholdet og opbygningen af de europæiske landes uddannelsessystemer, dels i form af oversigtsværker, dels i form af studier af særlige områder.

Nedenfor finder du information om de forskellige publikationstyper og mere generel information om Eurydice-netværket.


Landebeskrivelser

Eurydice administrerer et online-opslagsværktøj med detaljeret information om de europæiske uddannelsessystemer, -politikker og -reformer. Landebeskrivelserne  bliver løbende opdateret af medlemslandene.


Publikationer

Eurydice udgiver beskrivelser af nationale uddannelsessystemer, emnespecifikke og komparative studier, indikatorer og statistik.

Nøgletalsserien (Key Data Series)

Denne serie af tilbagevendende publikationer beskriver blandt andet anvendelsen af IT i grundskolen, fremmedsprogsundervisning, videregående uddannelser i Europa m.v.

Tematiske studier (Thematic Studies)

Eurydice publicerer komparative studier om specifikke aspekter af de europæiske uddannelsessystemer som eksempelvis finansiering af videregående uddannelser, undervisning i læsefærdigheder, entreprenørskab i uddannelse, voksenundervisning m.v.

Tal og fakta

Eurydice publicerer oversigter med tal og fakta eksempelvis vedrørende studiestøtte og brugerbetaling på uddannelser, undervisningstimetal, løntal for lærere m.v.


Organisation

Eurydice-netværket består af:

  • En overordnet, koordinerende enhed i Bruxelles, som er en del af EU’s Forvaltningsorgan for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur, EACEA

  • 42 nationale enheder fordelt på netværkets 40 medlemslande.

Den europæiske enhed koordinerer netværksaktiviteterne, opbygger rapporternes struktur samt udarbejder komparative beskrivelser af de europæiske landes uddannelsessystemer, mens de nationale enheder står for at indsamle nationale data og informationer samt udbrede kendskabet til Eurydice og dets publikationer til relevante nationale aktører.


Samarbejdspartnere

Eurydice samarbejder med forskellige europæiske aktører. Eurydice udgiver rapporter i samarbejde med Eurostat (Europa-Kommissionens statistiske kontor) og Cedefop (Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse). Eurydice samarbejder desuden med NESLI, OECD og CRELL (Center for forskning inden for livslang læring).

Endelig støtter Eurydices koordinerende enhed i EACEA Europa-Kommissionen i dens arbejde med internationale organisationer som Europarådet og Unesco.


Kontakt

Den danske Eurydice-enhed er en del af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Har du spørgsmål om Eurydice, så skriv til den danske Eurydice-enhed på .


Læs mere

Kontakt

Anne Kamper
Chefkonsulent
Tlf.: 72317802
Email: anka@ufm.dk
Pauline Enggaard Jakobsen
Fuldmægtig
Tlf.: +45 72 31 83 26
Email: peja@ufm.dk
Chili Friis-Jensen
Studentermedhjælper
Tlf.: +45 72 31 83 77
Email: chfj@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 28. november 2024