Gå til indhold

Sådan bruger kommuner og asylcentre styrelsens hotline

Her kan du se eksempler på, hvad man typisk spørger om, og hvordan Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan hjælpe med oplysninger.

Bærbar pc og stetoskopKommunerne kontakter ofte styrelsens hotline for at spørge til en borgers uddannelsesbaggrund som udgangspunktet for at planlægge af en indsats, f.eks. uddannelsesindsatsen i IGU eller beskæftigelsesindsats. Det kan f.eks. være nødvendigt at finde ud af, om borgeren opfylder nogle formelle krav, f.eks. adgangskrav til en uddannelse eller grundlag for ansættelse i privat løntilskud.

Styrelsens hotline svarer på spørgsmål om udenlandsk uddannelse ikke kun til brug for integration, men også til brug for den øvrige beskæftigelses- eller uddannelsesrettede indsats i kommunernes jobcentre.

Konkrete eksempler

Vallensbæk Kommune, Center for Beskæftigelse, Ressource og Integration har en borger uddannet inden for snedkeri i Italien. Vi kan fortælle, at det drejer sig om et 80 timers kursus i snedkeri og panelarbejde (træpaneler) gennemført ved en privat uddannelsesinstitution i Italien. Uddannelsen er en voksenuddannelse og er ikke en del af det italienske uddannelsessystem. Vi kan ikke vurdere kurset, men oplyser, at kurset i sit sigte kan sammenlignes med en AMU-uddannelse inden for snedker- og byggebranchen.

Esbjerg Kommune, Virksomhedsindsats skal have en borger ansat i privat løntilskud. Borgerens uddannelse er fra Polen, men hvilken uddannelse er der tale om? Dokumenterne er på polsk. Vi svarer, at borgerens uddannelse er en almengymnasial uddannelse fra 2006, oplyser om fag og eksaminer og skriver, at uddannelsen i niveau svarer til en dansk gymnasial uddannelse.

Et asylcenter spørger til, om den afghanske asylsøger har en rigtig uddannelse. Det viser sig ikke at være tilfældet. Vi kan oplyse, at der er dokumentation for kortere kurser i jura gennemført i samarbejde med Nato i Afghanistan samt kurser i straffelov og fotografi.

Integrationsnet under Dansk Flygtningehjælp spørger til en iransk ingeniør. Han har oplyst, at han er uddannet inden for stærkstrøm. Kan vi bekræfte det? Hans uddannelsesdokumenter viser, at han er uddannet som ingeniør inden for el-området, og vi kan bekræfte, at en sådan uddannelse svarer i niveau til en dansk diplomingeniør. Der mangler karakterudskrifter, så vi kan ikke vurdere, om uddannelsen svarer i niveau til en dansk ingeniøruddannelse i stærkstrøm.

Vordingborg Kommune beder om at få at vide, om ansøgerens uddannelse indeholder matematik på 9. klasses niveau. Borgeren vil gerne optages på en erhvervsuddannelse, hvor dette er et krav. Uddannelsen er fra Syrien. Borgeren har afsluttet 9. klasse i 2007 fra Syrien. Vi vurderer denne uddannelse til i niveau at svare til en dansk 9. klasse, og vi kan oplyse, at ansøgeren har bestået matematik med 27, hvor beståkravet er 24. Der er ikke sendt uddannelsespapirer fra den efterfølgende gymnasieuddannelse, men det første år af den 3-årige gymnasieuddannelse i Syrien er fælles på tværs af gymnasielinjer og indeholder blandt andet matematik. Vi skriver endelig, at afgørelsen om optagelse på en erhvervsuddannelse træffes af den pågældende erhvervsskole.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 01. oktober 2020