For at få mest mulig gavn af et højt uddannelsesniveau for både den enkelte og samfundet, stiller de nye målsætninger krav til uddannelsernes faglige niveau, de studerendes læringsudbytte og uddannelsernes relevans i forhold til samfundets kompetencebehov samt krav om en fremtidig veluddannet befolkning.
Målsætningerne skal fungere som langsigtede sigtelinjer for de videregående uddannelser. Målsætningerne udmøntes i en række målelige indikatorer. Uddannelses- og Forskningsministeriet vil gøre status for målsætningerne en gang om året i Uddannelses- og Forskningspolitisk Redegørelse.
De nye målsætninger for de videregående uddannelser:
1. Høj faglighed og stort læringsudbytte, der fremmer ånd, viden og kritisk sans
- De studerendes udbytte af undervisningen skal være højt.
- De studerende skal bruge fuld tid på deres uddannelse.
- De studerende skal under uddannelsen gennem en tæt kobling mellem teori og praksis rustes til fremtidens arbejdsmarked.
2. Tæt sammenhæng mellem de videregående uddannelser og samfundets kompetencebehov nu og i fremtiden
- Tilgangen til uddannelser inden for fagområder, hvor efterspørgslen efter arbejdskraft er stigende, skal øges.
- Beskæftigelsen for nyuddannede skal være mindst på niveau med gennemsnittet for den erhvervsaktive befolkning.
- Mindst 60 pct. af de beskæftigede nyuddannede skal ansættes i den private sektor.
3. En veluddannet befolkning med mange år på arbejdsmarkedet
- Mindst 50 pct. af de 30-årige skal have afsluttet en videregående uddannelse.
- Mindst 90 pct. af de studerende på de videregående uddannelser skal færdiggøre deres uddannelse inden for normeret tid plus tre måneder.
- Andelen af 30-årige med en videregående uddannelse skal øges i alle landets regioner.