I 2019 blev handlingsplanen ” digitale kompetencer og digital læring - National handlingsplan for de videregående uddannelse” lanceret. Initiativerne i handlingsplanen udsprang af input fra et Call for action, som den tidligere uddannelses- og forskningsminister udsendte i august 2018. Der kom mere end 80 svar fra blandt andet undervisere, uddannelsesinstitutioner og faglige eksperter. Der blev ligeledes afholdt workshops og dialogmøder med en lang række forskellige aktører.
De mange input viste, at udviklingen er i gang på institutionerne, og at det mange steder er ildsjæle, der driver udviklingen. Der var derfor et behov for at løfte den brede undervisergruppes digitale kompetencer, og at skabe ledelsesmæssig opbakning og forståelse for området på den enkelte institution. Som opfølgning på handlingsplanen blev der afsat 45 millioner kroner til flerårige kompetenceudviklingsforløb af undervisere på de videregående uddannelsesinstitutioner.
Initiativet adresserer ambitionerne i handlingsplanen:
- Alle studerende skal blive fortrolige med digitale teknologiers betydning for deres eget fagområde, så de er i stand til at forstå og løse udfordringer med og i et digitalt perspektiv.
- Undervisere på de videregående uddannelser skal blive endnu bedre til at bruge digitale teknologier på en måde, der øger undervisningskvaliteten, de studerendes læringsudbytte og uddannelsernes fleksibilitet og tilgængelighed.
De studerende skal udvikle stærke digitale kompetencer og stifte bekendtskab med nye digitale læringsteknologier på deres uddannelse. Derfor skal de mødes af dygtige undervisere, som kan se deres eget fag i et digitalt perspektiv, og som forstår at inddrage digitale læringsteknologier på en måde, der giver værdi i undervisningen.
Sammen med den viden, som institutionerne allerede har, skal erfaringer fra de 9 projekter bruges til at inspirere og styrke den digitale kapacitetsopbygning på tværs af de videregående uddannelser og uddannelsesinstitutioner. Projekterne er rettet mod både det offentlige og det private arbejdsmarked og involvere alle typer af videregående uddannelsesinstitutioner.
Der blev på baggrund af en lang række ansøgninger udvalgt ni tværgående projekter. Projekterne er rettet mod både det offentlige og det private arbejdsmarked, og størstedelen af de videregående uddannelsesinstitutioner er involveret i et eller flere projekter. Både universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier, de kunstneriske samt de maritime videregående institutioner er repræsenteret. Institutionerne er fordelt over hele Danmark.