Ofte stillede spørgsmål
Hvordan følges der op på den ledighedsbaserede dimensionering?
Opfølgning på den ledighedsbaserede dimensionering sker årligt på institutionsniveau.
Det enkelte års dimensionering betragtes for sig. En overholdelse et år kan ikke godtgøre en senere overskridelse (det er ikke muligt at ”spare op”).
Institutionsniveau betyder, at opfølgningen på de enkelte år sker samlet pr. institution, hvor loftet over dimensionerede uddannelser sammenholdes med det faktiske optag til de dimensionerede uddannelser set under et. Der vil således kunne være en overskridelse af loftet på en uddannelse, hvis der er en tilsvarende mindre optag på en anden ledighedsdimensioneret uddannelse.
Hvad sker der ved overskridelse af dimensioneringen?
Hvis institutionen optager studerende ud over dimensioneringen, reduceres institutionens tilskud. Tilskudsreduktionen beregnes ved at gange antallet af optagne studerende udover dimensioneringen med den uddannelsestakst, som de studerendes aktivitet normalt udløser på uddannelsen. For dimensionerede grupper af uddannelser beregnes tilskudsreduktionen ved at gange antallet af optagne studerende udover dimensioneringen med en beregnet uddannelsestakst vægtet efter de involverede uddannelsers optag.
Hvordan opgøres optag?
I den ledighedsbaserede dimensioneringsmodel anvendes optagstal indberettede til Uddannelses- og Forskningsministeriet via ministeriets studieadministrative systemer. Optaget opgøres to gange hvert studieår, d. 1. oktober og d. 1. marts - en måned efter de respektive studiestartsdatoer. De studerende, der afbryder studiet inden for den første måned, tæller derfor ikke med i optaget.
Hvilke personer indgår?
I optagsopgørelsen indgår de personer, som påbegynder en uddannelse og indgår i taxametertilskudsberegningen. Indskrivningsformer som fx. udenlandske selvbetalere indgår dermed ikke i opgørelsen. Personer, som er afmeldt uddannelsen mindre end en måned efter indskrivningsdatoen indgår heller ikke i opgørelsen.
Overflyttere
Overflyttere indgår ikke i nyoptag. Institutioner kan dog kun modtage overflyttere, der opfylder adgangskravene og har bestået hvad der svarer til første år af uddannelsen, og når der på den pågældende årgang er ledige studiepladser i forhold til den gældende dimensionering.
Genindskrevne
Studerende, der bliver genindskrevet eller genoptager deres uddannelse efter endt orlov, sygdom eller lignende, tæller ikke med i nyoptag. Genindskrivning forudsætter dog, at den studerende opfylder adgangskravene, og at der er ledig studieplads
Er det muligt at flytte pladser?
Flytning mellem dimensionerede og ikke-dimensionerede uddannelser.
Alle institutioner har mulighed for at flytte op til 15 pct. af deres reduktioner fra dimensionerede til ikke-dimensionerede uddannelser. Ændringen skal kunne begrundes, eksempelvis i faldende/stigende ledighed og kræver en konkret vurdering.
Når der flyttes pladser fra ikke-dimensionerede til dimensionerede uddannelser, vil den tidligere ikke-dimensionerede uddannelse få fastlagt et loft svarende til uddannelsens tidligere tilgang fratrukket de pladser, der gives til den allerede dimensionerede uddannelse. Vil man senere fjerne dimensioneringen af den tidligere ikke-dimensionerede uddannelse igen, kan dette gøres ved at føre pladserne tilbage fra dimensionerede uddannelser.
Flytning mellem dimensionerede uddannelser.
Der må godt overføres studiepladser mellem dimensionerede uddannelser, dog ikke mellem bachelor og kandidatuddannelser. Alle ændringerne skal indmeldes til Uddannelses- og Forskningsministeriet. Som udgangspunkt vil UFS en gang årligt indkalde ændringsønsker til eksisterende dimensionering i forbindelse med den årlige runde med udmelding om ny dimensionering.
Hvordan indgår barsel i opgørelsen af dimittendledighed?
Uddannelses- og Forskningsministeriet anvender dimittendledighed som grundlag for at vurdere, om optaget på en uddannelse skal begrænses på grund af ledighedsudfordringer. Det har i forskellige sammenhænge affødt spørgsmål til, hvordan dimittender på barselsorlov indregnes i opgørelsen af dimittendledighed.
I dette faktaark gennemgås opgørelsesmetoden. Hovedkonklusionen er, at dimittender på barselsorlov mindsker dimittendledigheden for de enkelte uddannelser.