Formålet med udgivelsen er at fremme det internationale samarbejde inden for vejledning og give udenlandske vejledere og beslutningstagere mulighed for at læse om det nye emne.
Emnet uddannelse og job er obligatorisk i Folkeskolen og indgår gennem hele skoleforløbet fra børnehaveklassen til 9. klasse. En kerneopgave i uddannelse og job er at styrke elevernes viden om de muligheder, som uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet giver - og få eleverne til at reflektere over ønsker og mål for et fremtidigt arbejdsliv.
Elevernes udbytte af undervisningen skal blandt andet danne grundlag for den vejledning, som Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) står for fra 7. klasse og opefter.
I bestræbelserne på at udbrede kendskabet i Europa til dansk vejledningspraksis har det danske Euroguidance center i samarbejde med Vejledningskontoret i Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling udgivet en engelsk oversættelse af fagbeskrivelsen for emnet uddannelse og job. Den engelske version skal bidrage til øget europæisk viden og samarbejde på vejledningsområdet.