Du er her: Forside Uddannelse Internationalisering Markedsføring af danske uddannelser i udlandet Udbud af danske erhvervsrettede uddannelser i udlandet

Vejledning til udbud af erhvervsrettede videregående uddannelser i udlandet

Danske uddannelsesinstitutioner kan godkendes til at udbyde godkendte videregående uddannelser i udlandet.
Kontakt
Michael Mejlgaard Udby
Specialkonsulent
Tlf.: +45 72 31 78 92
Email: mimu@ufm.dk

Baggrund

Ansøgning om godkendelse af udbud i udlandet af danske erhvervsrettede videregående uddannelser screenes i Uddannelses- og Forskningsministeriet. Screeningen sker efter reglerne i Bekendtgørelse nr. 853 af 6. juni 2015 om udbud af danske erhvervsrettede videregående uddannelser i udlandet. Reglerne omfatter udbud i udlandet af danske erhvervsakademiuddannelser, professionsbacheloruddannelser, videregående voksenuddannelser (akademiuddannelser og diplomuddannelser).

Ansøgning om godkendelse af udbud i udlandet kan indgives af et erhvervsakademi, en professionshøjskole og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. For så vidt angår udbud i udlandet af professionsbacheloruddannelser og diplomuddannelser inden for ingeniørområdet kan ansøgning tillige indgives af Aarhus Universitet.

En institution kan søge om godkendelse af udbud af uddannelser, som institutionen kan godkendes til at udbyde i Danmark efter lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser eller lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne. De regler, der finder anvendelse ved udbud af uddannelse i Danmark, finder tilsvarende anvendelse ved udbud af uddannelse i udlandet, medmindre andet er fastsat andet.

Ansøgning om godkendelse

Hvis en institution ønsker at ansøge om nyt udbud i udlandet, skal der først indgives en ansøgning om økonomisk screening. Ved screeningen foretages en vurdering af institutionens økonomiske forudsætninger for udbuddet i udlandet, samt en vurdering af om udbuddet i udlandet vil kunne gennemføres uden at bringe institutionens uddannelsesaktivitet i Danmark i fare.

Institutionen der ønsker at ansøge om økonomisk screening af nyt udbud i udlandet skal indgive elektronisk på ansøgningsskema for nyt udbud i udlandet.

Der er ikke fastsat frister for indsendelse af ansøgninger om screening af udbud i udlandet. Ansøgninger behandles løbende.

Ved screeningen foretages en vurdering af institutionens økonomiske forudsætninger for udbuddet i udlandet, samt en vurdering af om udbuddet i udlandet vil kunne gennemføres uden at bringe institutionens uddannelsesaktivitet i Danmark i fare. Der vil ved indstillingen til ministeren blive lagt vægt på:

  • at institutionen vurderes at have tilstrækkelige økonomiske forudsætninger for at udbyde uddannelse i udlandet, herunder at de midler, der anvendes til udbuddet ikke har et omfang eller anvendes på vilkår, der bringer institutionens uddannelsesaktiviteter i Danmark i fare,
  • at institutionen vurderes at kunne gennemføre udbuddet i udlandet uden at det får negative konsekvenser for opretholdelse af institutionens udbud i Danmark, herunder at institutionen har afsat tilstrækkelig underviserkapacitet til udbuddet i udlandet uden negative konsekvenser for antallet af kvalificerede undervisere ved institutionens udbud i Danmark.

Afgørelse på baggrund af screeningen

Ministeren kan på baggrund af screeningen træffe afgørelse om:

  1. Godkendelse til oprettelse af det ansøgte udbud i udlandet.
  2. Foreløbig godkendelse til oprettelse af det ansøgte udbud i udlandet betinget af efterfølgende positiv uddannelsesakkreditering eller institutionsakkreditering
  3. Afslag på oprettelse af det ansøgte udbud i udlandet.

Godkendelse til oprettelse på baggrund af screeningen forudsætter, at institutionen er positivt institutionsakkrediteret.

Træffes der afgørelse om foreløbig godkendelse til oprettelse skal der efterfølgende foretages en faglig vurdering af, om udbuddet lever op til de kriterier for kvalitet af nye udbud i udlandet, der er fastsat i bekendtgørelse om akkreditering og godkendelse af erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser mv., jf. bekendtgørelse nr. 684 af 27. juni 2008 med senere ændringer. Afgørelse om akkreditering træffes af Akkrediteringsrådet, og rådets positive akkreditering er en betingelse for ministerens godkendelse af det udenlandske udbud.

Senest opdateret 14. november 2018