Gå til indhold

Danske Universiteter

Bidrag fra Danske Universiteter - 16. september 2013

Input til handlingsplanens første målsætning: Flere studerende skal have et studie- eller praktikophold i udlandet

Danske Universiteter støtter målsætningen om, at flere danske studerende skal på udlandsophold som en del af deres universitetsuddannelse. Danske Universiteter noterer sig, at måltallet på 50 % i 2020 er ambitiøst, også når man ihukommer måltallet for mobilitet i EHEA. Her er målet, at 20 % skal have været på udlandsophold i 2020. Det er Danske Universiteters forventning, at de 50 % ikke kan nås, uden at antallet af indgående studerende stiger til et stort set tilsvarende niveau. Når et universitet sender en dansk studerende på studieophold i udlandet, forventer partnerinstitutionen, at det danske universitet stiller en plads af god kvalitet til rådighed for den udenlandske studerende på studieophold i Danmark. Det vil kræve en udbygning af universiteternes modtageapparat at tage imod flere internationale studerende, og det vil kræve, at der tilvejebringes flere studieboliger til de internationale studerende. Disse omstændigheder bør tages i betragtning ved udformningen af strategien for den indgående studentermobilitet.

Danske Universiteter støtter visionen om, at andelen af dobbelt- eller fællesgrader skal øges. Danske Universiteter ser desuden frem til, at der nedsættes en arbejdsgruppe, der kan afdække eksisterende barrierer for indgåelse af uddannelsessamarbejder. Danske Universiteter er i den forbindelse positivt indstillet over for forslaget om, at udlandsstipendieordningen evt. kan anvendes i forhold til samarbejder med udenlandske universiteter, som opkræver deltagerbetaling.

Endvidere finder Danske Universiteter det positivt, at der vil blive indført automatisk merit for forhåndsgodkendte forløb. Danske Universiteter bemærker i den forbindelse, at det i lovbemærkningerne til Lov om ændring af universitetsloven m.fl. af 4. juli 2013 fremgår, at den studerende har ansvaret for og initiativpligten til at sammensætte forslag til studieplan. Der henvises i øvrigt til Danske Universiteters høringssvar til nævnte lov.

Universiteterne oplever, at studerende efterspørger muligheden for at få oversat karakterer fra udlandsophold til syvtrinskarakterskalaen. Danske Universiteter ser dog en udfordring i at oversætte udenlandske karakterer til en dansk karakter, da forskellige lande har vidt forskellige regler og praksis for karaktergivning – ofte er der f.eks. store forskelle på, hvornår der gives topkarakter.  Da der ofte vil være et fortolkningsspørgsmål forbundet med oversættelsen, opfordrer Danske Universiteter til, at arbejdet med at oversætte karakterer placeres på nationalt niveau. Herved sikrer man bedst, at danske studerende fra forskellige institutioner på ophold i samme land får oversat deres karakterer efter samme omregningsskala.

Forslaget om justering af tilskudsprincippet i forhold til international mobilitet forventes at skabe nogle styringsmæssige udfordringer for universiteternes internationaliseringsarbejde. Der henvises til Danske Universiteters høringssvar vedr. forslag til Lov om ændring af universitetsloven m.fl. (justering af tilskudsprincip i forhold til international mobilitet mv.). Det bemærkes desuden, at udenlandske universiteter har bedre finansieringsmuligheder gennem udlandsstipendieordningen, end danske universiteter har gennem det justerede tilskudsprincip. Det udenlandske universitet får tilskud gennem udlandsstipendiet forud for den danske studerendes ophold, mens det danske universitet får tilskud afhængigt af, hvor mange ECTS-point den studerende indmeriterer i sin danske uddannelse. 

Input til handlingsplanens anden målsætning: Danske videregående uddannelsesinstitutioner skal have stærkere internationale læringsmiljøer

Danske Universiteter bifalder visionen om stærkere internationale læringsmiljøer, men finder, at handlingsplanen overser et væsentligt område i forbindelse med etableringen af internationale læringsmiljøer, nemlig rekrutteringen og integreringen af internationale forskere og studerende. Danske Universiteter imødeser derfor regeringens strategi for den indgående studentermobilitet og indgår gerne i en dialog om udformningen.

Danske Universiteter er positiv over for etableringen af innovationscentre i vækstlande som brobygning for en styrkelse af samarbejdet med disse lande. Erfaringerne med Top Talent-programmet har dog for flere universiteter været, at omkostningerne forbundet med universiteternes deltagelse har været temmelig høje. Danske Universiteter opfordrer derfor til, at man ser på forretningsmodellen for tilsvarende programmer i forbindelse med etableringen af innovationscentre i flere lande.

Input til handlingsplanens tredje målsætning: De studerende skal have styrkede fremmedsprogskompetencer

Det findes positivt, at det foreslås, at fremmedsprogskompetencer kan fremgå af den studerendes eksamensbevis/diploma supplement. En større satsning vil dog kræve, at der afsættes ressourcer til området, som i øjeblikket ikke er ressourceudløsende.

Øvrige kommentarer til handlingsplanen

Danske Universiteter hilser det velkommen, at regeringen med handlingsplanen ønsker at sætte fokus på internationalisering, og at der opstilles ambitiøse målsætninger på området. Særligt målsætningerne om, at uddannelserne i sig selv skal internationaliseres, ligger i god tråd med universiteternes egne strategier. Danske Universiteter finder dog, at der mangler økonomisk opbakning til regeringens visioner og målsætninger, da der er færre midler til internationalisering fra 2012 og frem, end der har været de forudgående år.

Der henvises til Danske Universiteters kommentarer til handlingsplanen samt de enkelte universiteters bidrag, som er fremsendt til Styrelsen for Universiteter og Internationalisering den 15. september 2013 til e-mailadressen internationalisering@ui.dk.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024