I juni 2013 lancerede den tidligere regering første del af handlingsplanen under overskriften 'Øget indsigt gennem globalt udsyn - Flere studerende på studieophold i udlandet, styrkede internationale læringsmiljøer og bedre fremmedsprogskompetencer'.
Denne første del af internationslieringshandlingsplanen omhandler primært arbejdet med at styrke internationale kompetencer blandt danske studerende, de internationale læringsmiljøer, som danske institutioner medvirker i, og de studerendes fremmedsprogskompetencer.
Planen indeholder 31 konkrete initiativer, der skal medvirke til at indfri følgende tre målsætninger:
- Flere studerende på de videregående uddannelser skal have et studie- eller praktikophold i udlandet
- Danske videregående uddannelsesinstitutioner skal have stærkere internationale læringsmiljøer
- De studerende skal have styrkede fremmedsprogskompetencer.
Øget internationalisering på uddannelsesområdet er afgørende for de studerendes muligheder for at udleve deres fulde potentiale og for Danmarks mulighed for at drage fuld nytte af globaliseringens muligheder for at skabe job og vækst.
Internationalt udsyn er centralt for hver enkelt studerendes dannelse og evne til at vælge sin egen vej gennem livet, men også i stigende grad et krav for at kunne begå sig på arbejdsmarkedet. Derfor er det afgørende, at langt flere af de danske studerende tager på studieophold eller kommer i kontakt med et internationalt læringsmiljø på den danske institution. Med handlingsplanen vil den tidligere regering sikre, at danske dimittender kommer ud med indsigt og kompetencer, der kan hjælpe både dem og Danmark i en globaliseret verden.
Handlingsplanen er fulgt op af en anden del, som fokuserer på, hvordan Danmark også i fremtiden kan tiltrække og fastholde de dygtigste internationale studerende.