Gå til indhold

DiscoverEU - interrail for 18-årige

Har du altid drømt om at komme på Interrail? DiscoverEU giver alle 18-årige mulighed for at ansøge om en gratis interrailbillet.

DiscoverEU


Hvad er DiscoverEU?

DiscoverEU er et EU-initiativ, der giver 18-årige europæere mulighed for at søge om en gratis interrailbillet til at udforske Europa på en interrailtur. Interrailbilletten giver adgang til at foretage en rejse på 1 til 30 dage. Ud af de max 30 rejsedage, må man bruge 7 dage til transport i tog. De resterende (op til) 23 dage skal man altså bruge på de forskellige destinationer, man besøger. Man planlægger selv sin rute.

Hvem kan ansøge?

DiscoverEU er åbent for alle 18-årige, der har bopæl i et europæisk land. Man kan ansøge som enkeltperson eller i en gruppe på op til fem venner. Hvis man har et handicap, kan man endvidere søge om at få en voksen ledsager med på DiscoverEU-interrailturen.

Endelig kan organisationer søge om deltagelse i DiscoverEU på vegne af unge, der har behov for lidt voksenhjælp for at komme afsted på en DiscoverEU interrailtur. Organisationer skal søge via  programmet DiscoverEU Inclusion.

Meet ups

DiscoverEU-deltagere har mulighed for at deltage i en eller flere meet ups undervejs på turen. Meet ups arrangeres af nationale DiscoverEU-kontorer og inkluderer ofte et-to dages program med fokus på at lære lokale forhold at kende og få en god oplevelse med de andre rejsende. Kost og logi er typisk inkluderet.

Hvordan ansøger man?

Man kan nemt og enkelt søge om deltagelse i DiscoverEU to gange om året (typisk oktober og marts/april), og ansøgningsrunderne er planlagt, så alle har to chancer for at ansøge. Man ansøger på Den Europæiske Ungdomsportal, hvor reglerne for DiscoverEU også er uddybet.

Ansøgningsskemaet åbner 14 dage før ansøgningsfristen. I ansøgningsskemaet skal man udfylde en række informationer om sig selv, og herefter skal man svare på seks spørgsmål (primært om EU-politik). Ansøgere med flest rigtige svar eller svar tættest på det rigtige svar vinder en DiscoverEU-interrailbillet.

Kontakt

Line Katja Mex-Jørgensen
Fuldmægtig
Tlf.: +45 72 31 84 06
Email: lkmj@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 31. oktober 2024

Afsendere