Gå til indhold

Danske videregående uddannelsesinstitutioner står stærkt i Erasmus Mundus-programmet

Igen i 2020 er det lykkedes en række danske videregående uddannelsesinstitutioner at få del i at videreføre eller opstarte et Erasmus Mundus-studieprogram. 5 ud af de i alt 40 bevilgede projekter i 2020 har en dansk partner eller associeret partner.

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er partner i projektet SECCLO - Master's programme in Security and Cloud Computing, og både Aalborg Universitet, DTU og Københavns Universitet deltager som associerede partnere i Erasmus Mundus-programmer inden for it, shipping, klima, lingvistik og jura.

Erasmus Mundus giver værdi for både studerende, undervisere og institution

Danske videregående uddannelsesinstitutioner har siden de første år i 00’erne været aktive inden for Erasmus Mundus, og mange af de nuværende uddannelser har eksisteret i mange år. 

»Vi får noget ud af det på alle niveauer: studerende, undervisere og som institution,« siger Inger Munk, der er leder af den internationale afdeling hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som sammen med Aarhus Universitet koordinerer en to-årig kandidatuddannelse i journalistik for studerende fra hele verden.

»For alle partnere er det et kvalitetsstempel at have en eliteuddannelse som Mundus Journalism. Vi bliver som institution meget attraktiv og får en højere ranking internationalt,« siger hun. Men hun peger især på det fantastiske internationale netværk, der inspirerer og motiverer til nytænkning – fagligt og kulturelt. »Det er unikt, og der findes ikke nogen uddannelse magen til,« siger hun og refererer til en af partnerne fra de øvrige 200 uddannelser i Erasmus Mundus Joint Degree-netværket, der siger: »Mundus is not a job, it is a life«.

Hvad er Erasmus Mundus?

Erasmus Mundus Joint Master Degrees (EMJMD) er ambitiøse, internationale studieprogrammer på kandidatniveau, som i fællesskab udbydes af mindst tre videregående uddannelsesinstitutioner fra forskellige Erasmus+-programlande. Der er også mulighed for at samarbejde med andre typer af organisationer og uddannelsesinstitutioner uden for EU (Erasmus+-partnerlande). 

Tilskuddet dækker et administrationsbidrag og tre eller fire optagelsesrunder, herunder en række stipendier til studerende fra hele verden. Konsortiet kan også søge om et år til at implementere EMJMD-programmet og forberede studiestart. 

Erasmus Mundus-studerende kan vælge forskellige uddannelsesspor og tager deres uddannelse i mindst to forskellige lande. Programmerne kan ligge inden for alle fagområder, men skal have høj faglig kvalitet og udnytte den styrke, som ligger i samarbejde på tværs af lande og en bredt sammensat gruppe af studerende. 

Der ansøges om tilskud hos Education, Audiovisual and Culture Executive Agency (EACEA), og næste frist forventes at ligge i februar 2021.

 

Kontakt

Lisbet Crone Markussen
Specialkonsulent
Tlf.: 72318556
Email: lcm@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024

Afsendere